US/English Version:

Du er her: 4Historien4Flåden efter 19894AGPA til Thule

Redigeret og
designet af:

AGPA til Thule (1997):

Hvis vi blot kan
nå Hans' Ø
på 80 grader 49 minutter

Myten om Hans Ø, der ikke ligefrem lader sig besejle hver dag, ser ud til at blive opretholdt.

I forbindelse med støtte til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kom grønlandskutteren AGPA længere mod nord end sædvanligt. Selve turen er en årligt tilbagevendende begivenhed, med anløb af Upernavik, Pitugfik (Thule Air Base) mod Qânâq, plus et par spændende steder på kysten.

Turens formål er at vedligeholde en række automatiske vejrstationer, der hele tiden sender oplysninger om vejr og vind til DMI.

Fra inspektionskutteren AGPA

Inspektionskutteren AGPA

Inspektionskutteren AGPA i stedkendte omgivelser.
(Foto: Søværnet, 1. eskadre)

Om bord bliver der set frem til turen, fordi den indebærer sejlads i et andet område og på andre breddegrader end vi normalt opholder os.

Det vil være toppen, hvis vi kan nå Hans' Ø, på 80 grader 49 minutter nordlig bredde og udskifte det danske flag på øen.

Det er der ikke noget skib, der har været i stand til de sidste 11 år - ikke siden TULUGAQ gjorde det i 1986.

AGPA sejlede fra Ilulissat 14. august, i et hav, der senere skulle vise sig at repræsentere turens bedste vejr. Solens skarpe stråler fik isbjergene til at funkle, og en let vind fra nordvest ciselerede nænsomt havets blanke overflade.

Dette pragtvejr varede cirka en time, det lovede godt - men sås aldrig siden på denne tur.

En tur rundt om TULUGAQ til ære for pressen

Første stop på turen var en lille vig på sydsiden af Nuussuaq halvøen, der som så mange andre steder her på Grønland, hverken havde navn eller dybdeangivelser.

Undervejs løb vi ind i Kongedelingen og sejlede en tur rundt om TULUGAQ til ære for pressen og fortsatte derpå ufortrødent.

Inspektionskutteren TULUGAQ

Inspektionskutteren TULUGAQ, søsterskib til AGPA.
(Foto: Søværnet, 1. eskadre)

Den omtalte vig viste sig at være en glimrende ankerplads, men da det i mellemtiden var blæst op, måtte vi vente til næste morgen med at sætte de to teknikere fra DMI, der var påmønstret i Ilulissat, i land med alt deres grej.

Alle vejrstationer har en lille orange campingvogn stående til eventuelt overnattende gæster. Dette omfatter til tider også sælfangere og isbjørne.

Vi var derfor uafhængige af Team DMI og udnyttede omgående lejligheden til at sejle en tur til Umanaq. Turen ind gennem Umanaq Fjorden kan være utroligt smuk.

Om sommeren, når sneen er væk, fremviser klipperne en kaskade af far-ver og mønstre, som nu kun naturen har fantasi til at skabe. Dette ses selvfølgelig ikke, når der som på denne sejltur ligger en tæt tåge med "nul sigt" over hele fjorden.

Vi ankrede op for natten i Spraglebugt, på vestsiden af øen Umanaq.

Janteloven kan også bruges heroppe

Næste dag hentede vi team DMI igen og fortsatte straks nordpå mod Upernavik.

Desværre var det blæst op fra nord, og vi havde 20 sekundmeter lige i hovedet. Da vejrmeldingen imidlertid havde lovet vind ned til 5-10 sekundmeter, blev de ombordværende DMI-repræsentanter stillet til regnskab for denne åbenlyse fejlprognose.

Nu var de jo ikke meteorologer, men teknikere dog med et ansvar for at varslingsudstyret virkede - og janteloven kan også bruges heroppe højt mod nord!

Vi ankom til Upernavik 18. august om morgenen og kastede anker på reden, idet vi var blevet lovet kajplads senere på dagen.

Nu har Upernavik kun en kaj på 15 meter og mange skibe om at bruge den. Så først 19. august kunne vi allernådigst få 8 timer til bunkring af olie og vand.

I Upernavik må begge disse operationer foregå ved en tankbils mellem-komst - i AGPAs tilfælde med tre ture før tørsten var slukket. Dette forhold siger mere om tankbilens størrelse end skibets kapacitet.

Det er i øvrigt de samme biler, som hver dag kører rundt og fylder husene op med det ene eller det andet. Chaufføren på vores vandvogn havde haft samme job i næsten 40 år - en sand vandmand.

Fra Upernavik fortsatte vi mod en øgruppe, ud for bygden Kraulshavn, der hedder Edderfugle Øer.

Tidligere ynglede talrige edderfugle her, men i dag er der kun nogle enkel-te overgroede reder tilbage. De lune fugle er muligvis udkonkurreret af må-ger, som der er utroligt mange af.

Køkkenaffald og tre sælkadavere

Team DMI blev sat i land med gummibåd. De kunne hurtigt konstatere, at der havde været besøg. Pladsen foran deres campingvogn lignede en svi-nesti. Her lå køkkenaffald og tre sælkadavere.

En flad sten lige foran indgangen til campingvognen var fuldstændig ind-smurt i sælfedt. Sælfedt er en meget ubehagelig substans, der klistrer som kontaktlim og lugter som adskillige tranlamper i et Rockwool isoleret red-skabsskur.

For første gang var vi taknemmelige for en temperatur på omkring fryse-punktet. Det blev derfor besluttet at blive liggende, så Team DMI kunne overnatte ombord, medens de servicerede vejrstationen.

Dagen efter sejlede vi til Kraulshavn - den nærmeste bygd og fik en sludder med den lokale fangerformand. Det endte med et skilt på grønlandsk, der anmodede folk om at rydde op efter sig.

Til næste år må vi se, om det så har hjulpet.

Derpå gik det igen nordover, tværs over Melville bugt, og selvfølgelig blæ-ste der en storm fra sydøst på vejen op.

Men 20-25 sekundmeter er nu ikke så slemt, når man som vi havde den ret ind agter. Vi blev faktisk blæst til Pitugfik - vort næste mål. Og da strømmen også var med, kom vi 10 timer for tidligt frem.

Orkan - tre tyske kajakroere

Dette viste sig at være et sandt lykketræf, idet man i Thule-området havde opfanget signaler på nødfrekvenserne.

På grund af stormen, som her en overgang blev målt til 40 m/s (orkan), var man på Thule Air Base gået i "fase 3", der betyder; ingen færdsel udendørs.

Ingen organiseret redningsoperation havde endnu kunnet iværksættes. AGPA kom derfor som kaldet. Efter en telefonsamtale med den danske politimester på basen gik AGPA direkte til assistance.

Tre tyske kajakroere var en uge tidligere sejlet fra basen mod Qânâq, men dertil nåede de aldrig. Den ene af dem var tidligere på dagen dukket op i en bygd i Wolstenholme Fjord - efter halvandet døgn til fods.

De havde i stormen mistet en del af deres udstyr, deres båd og deres telt. Han udpegede en lille vig i fjorden, hvor de to andre havde efterladt en nødsender.

Positionen stemte nogenlunde overens med nødtransmissionerne - og det var da også her vi fandt dem. Stormen var løjet så meget af, at AGPA kun-ne sætte en gummibåd i vandet og tage de nødstedte om bord.

De var lettere forkomne, men kabyssen var klar med varm kakao og nat-mulje. Halvanden time senere blev de afleveret til politimesteren - og det hele var så overstået på under 4 timer.

AGPA var ankommet til området med et brag.

Klatretov på østsiden af øen

AGPA blev de næste to dage liggende i Pitugfik.

Efter udskejning var der masser af faciliteter på den amerikanske base til at få tiden til at gå med. Blandt andet var der nok verdens nordligste bow-lingbane.

Der blev også tid til lidt sightseeing. Landskabsmæssigt er hele området præget af det karakteristiske Dundas fjeld, der er meget smukt - hvilket især folkene i KODAK bør være glade for.

26. august sejlede vi til Carey Øerne. DMI har også en vejrstation her, og Danmark et flag, der vejer fra toppen af Isbjørne Ø. Flaget markerer dansk/grønlandsk suverænitet over øerne. Flaget skal ligesom det på Hans Ø, skiftes en gang om året.

Dundas fjeldet ved Thule.

Endnu en gang var vejret imod os - denne gang en snestorm. Der var ikke andet at gøre end at kaste krogen og afvente bedring.

Isbjørne Ø er 270 m høj med stejle fjeldsider og flaget står på toppen.

Hvis man da ikke ligefrem er professionel bjergbestiger, er den eneste måde at komme derop at benytte det permanent udlagte klatretov på østsiden af øen. Men snestorm er ikke helt ideelt vejr til den tur.

Først næste dags aften var forcering mulig, og flaget kunne skiftes. Team DMI havde også afsluttet deres arbejde, så der var tid til at sejle til Qânâq.

Det eneste problem - Qânâq har ikke nogen havn

I Qânâq skulle der bunkres gasolie. Den "fuel" amerikanerne bruger i Pitugfik er ikke godkendt af Søværnets Materielkommando, så her er eneste mulighed.

Det eneste problem er, at Qânâq ikke har nogen havn.

Olien blev derfor fyldt på 50 tromler, fragtet ud på en pram, hen over et rev ved højvande, ud til AGPA, der lå for anker på reden. Derfra blev olien så pumpet over i tankene med skibets transferpumpe, der absolut ikke er beregnet til dette.

Denne proces tog en rum tid og måtte afbrydes midt i det hele, fordi vandstanden var faldet så meget, at prammen ikke ville kunne komme tilbage over revet.

AGPA havde imidlertid fået nok brændstof til at nå Hans Ø. Team DMI var sat i land, og skulle først hentes om tre dage - så nu skulle det være. Endnu havde vi ikke set is af betydning, og selv de mest skeptiske troede på "projekt Hans Ø".

Kap Alexander, det grønlandske fastlands vestligste punkt

Tre timer efter vi var gået fra Qânâq 29. august mødte vi de første bræm-mer af storis. Kanterne aftegnede sig knivskarpt på radaren. Typisk for den måde storisen af vind og strøm bliver placeret.

Vi omsejlede det vi kunne og forcerede resten.

Omkring midnat kom vi i åbent vand og kunne sætte kursen stik nordefter Kap Alexander, det grønlandske fastlands vestligste punkt. I vest begyndte Canada at aftegne sig, med fjelde, der til forveksling lignede de grønlandske.

Strædet mellem Kap Alexander og Canada hedder Smith Sound. Her findes som regel den første store iskoncentration på ruten, men vi rundede Kap Alexander i flot stil - med fuld fart og under 1/10 iskoncentration.

Det begyndte desværre hurtigt at ændre sig, og da vi nåede op i Kane Bassin, måtte vi sejle fra våge til våge.

Omkring middag 30. august, begyndte koncentrationen først rigtig at tage til. Koncentrationen var nu oppe på 6/10 og isflagerne var stille og roligt blevet på størrelse med fodboldbaner.

Vi havde nået 79^o N bredde, men der var stadig 150 sømil til Hans Ø.

Så kom vejrmeldingen og meldte om kuling fra syd.

En hård beslutning om at vende om måtte tages. Hvis det blæste op og isen begyndte at pakke sig bag os, ville AGPA ikke kunne sætte kursen sydover før Juni/Juli 98, et perspektiv som ingen rigtig brød sig om.

Hans Ø lader sig ikke besejle hver dag

Det blev altså heller ikke i år det lykkedes.

Myten om Hans Ø, der ikke ligefrem lader sig besejle hver dag, er opret-holdt. På turen sydover blev der holdt skærpet isbjørne-udkig, men det eneste vi så var "narrehvaler".

Vi hentede Team DMI i Qânâq og sejlede endnu engang til Pitugfik. Her skulle vi have friske forsyninger og en ny teknikofficer. På trods af ny storm og »fase 2« (ingen færdsel udendørs til fods) kom begge dele til tiden.

Team DMI havde nu færdiggjort deres arbejde, og vi var en masse oplevel-ser rigere. Vi rundede det hele af med en fællesmiddag i restaurant "Top Of The World", der viste sig at være en af de bedste restauranter nord for polarcirklen.

Tilbage var kun turen sydover (3 døgn på samme kurs) og 7. September var vi tilbage i Ilulissat.

^|^{Til toppen}