US/English Version:

Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4TUMLEREN på tur

Redigeret og
designet af:

TUMLEREN på tur (1991):

To tre-slåede taljer, en vanddunk og en lang line

TUMLERENs deployering i JMC912 og OCEAN SAFARI 1991

Her er en historie om, hvorledes min første længere tur som skibschef forløb. Dette var før deployeringerne til de internationale operationer i kampen mod terrorismen, men jeg lærte meget af denne tur.

Turen viste også, hvordan kreativitet og virkelyst i hele besætningen var med til at få opgaven løst.

Af Felix Ebbestad (chef for ubåde i perioden 1990–1995)

Jeg var blevet udnævnt til skibschef på TUMLEREN i september 1990 efter en succesfuld hjemkomst fra det norske ubådschefskursus. Jeg var 29 år gammel og kaptajnløjtnant.

Dette at blive chef på TUMLEREN var mig en særlig stor glæde fordi, jeg som næstkommanderende havde været med til at hente ubåden i Norge i 1989 og sejlet hele prøveprogrammet med i denne båd.

Joint Maritime Course har altid været en af ubådenes yndlingsøvelse. Den foregår på et meget professionelt og højt niveau og vi får derfor muligheden for at teste os selv mod de bedste antiubådsstyrker i NATO.

Øvelsen – som den engelske stab benævner som et kursus – strikkes sammen efter enhedernes behov og er derfor med til at løfte enhedernes professionelle niveau.

De danske ubåde har altid gjort en god figur i disse øvelser, hvor man oplevede, at selv en lille kystubåd kunne have stor indflydelse i de taktiske situationer.

Der var i denne periode 3 øvelser hvert år.

Ubåden TUMLEREN

Ubåden TUMLEREN.
(Foto: Søværnet)

Dette års øvelse blev i modsætning til tidligere gennemført i den Engelske Kanal, Det Irske Hav samt dele af Biscayen.

Øvelsen skulle ligeledes være en operativ klargøring til en større NATO øvelse, nemlig OCEAN SAFARI 1991, som var en af de store øvelser til at træne forsvaret af NATO territorium.

Denne øvelse deltog vi også i efter opstarten i JMC.

Sejladsorientering i England

Efter klargøringen i Danmark, bestilling af søkort, gennemlæsning af øvelsesordren og ikke at forglemme udprovianteringen sejlede vi fra København i midten af april for at gå til Frederikshavn for at hente krigstorpedoer.

Efter Frederikshavn sejlede vi mod Plymouth i Sydengland, hvor øvelses-konferencen skulle foregå. Vi var egentlig planlagt til 20 timers ophold, men på grund af en defekt radio, måtte vi blive et døgn mere.

Øvelseskonferencen var i sig selv spændende og alle udviste stor professionalisme, men i sær respekt for hinandens specialer og evner.

Den engelske flåde tildeler deres ubådschefer en særlig respekt, hvilket sikkert skyldes det særdeles kontante og benhårde uddannelsesforløb, der leder frem til tjenesten som chef.

Den respekt smittede af på os unge ubådschefer fra de øvrige deltagende nationer.

Denne lille oplevelse skal jo naturligvis sættes i det rette perspektiv, idet træerne jo ikke vokser ind i himmelen. Men den var med til at give en god start på en spændende og lærerig periode.

Operationerne

Efter havneopholdet i Plymouth sejlede TUMLEREN ud, klar til at løse opgaven.

De danske undervandsbåde blev traditionelt set anvendt, som mod-stander for mindst den ene halvdel af øvelsen.

Ofte agerede de ligeledes mod begge sider af øvelsens to parter, som det der i NATO sproget kaldes PURPLE[1] (violet).

Vores operationsområde var i farvan-det umiddelbart uden for Plymouth og i den engelske kanal.

Opgaven var rekognoscering med hensigt at foretage simulerede an-greb på overfladestyrkerne.

Da vi sejlede ud, var båden klar i alle henseender efter reparationen af vores radioudstyr.

Da øvelsen lå i sommerperioden, var vandet pænt lunt – ikke varmt som i Middelhavet – men stadig lunt.

Vores elektroniske systemer ombord var i høj grad følsomme overfor var-me, og snart viste problemerne sig.

Vores kombinerede ildledelses- og plottesystem[2] måtte genstartes ganske mange gange, indtil vi simpelthen pillede frontpanelet af ind til elektronikken.

TUMLEREN på vej gennem vandet

TUMLEREN på vej.
(Foto: TUMLEREN)

Dernæst gik vores anlæg[3] til pejling og databehandling af radar-udsendelser i stykker. Vi gennemførte fejlfinding i den grad, den tekniske kunnen og vores instrukser tillod det. Det virkede fortsat ikke.

Så lagde teknikofficeren, vedligeholdelsesofficeren, maskinbefalings-manden og torpedosergenten hovederne i blød sammen med tele-teknikeren.

På dette tidspunkt var TUMLEREN lagt på bunden for at vi kunne få ro til at arbejde og undgå "opmærksomhed" fra overfladestyrkerne i området.

Vi kunne høre dem suse omkring, men havde arbejdsro. Samtidig reparerede vi periskopet, men derom senere.

Alle kabinetterne blev nu trukket ud af anlægget og kølesystemet blev efterset ud fra devisen om, at når et system er følsomt overfor varme, er de andre det sikkert også.

Det viste sig så, at en termostatisk ventil i kølesystemet var monteret forkert, faktisk var den monteret omvendt i forhold til funktionen. Det havde ikke betydet så meget i danske og norske farvande, hvor vandtemperaturen er mindre, men her kom vi over tolerancegrænsen.

De afmonterede så ventilen og vendte den rigtigt.

Nu skulle resten jo være en nem samling af grejet, men rørføringen pas-sede jo ikke mere. Det, der nu fulgte inde i bunden af kabinettet til dette dyre og sofistikerede anlæg, kan bedst beskrives som voldsomt.

Der blev anvendt blyhamre, trækiler og tajletræk for at "rette" på rør-føringen. Men til sidst lykkedes det, og teleteknikeren kunne sætte kabinetterne på plads og melde udstyret klar til afprøvning.

Nu var det sådan, at sideløbende med denne operation, havde en anden del af den tekniske besætning (og torpedosergenten igen) været i færd med at reparere periskopet, vores allervigtigste sensor, uden hvilken ubåden ikke kan løse sin opgave, overhovedet!

Vi havde problemer med et datakabel fra periskopet, som ikke kørte rigtig.

Kablet rulles ind og ud på en tromle i takt med, at periskopet kører op og ned.

Den tromle drives af en stor spiralfjeder, i lighed med dem der sidder i et bornholmerur. Den var desværre knækket netop ved sit fastgøringspunkt, hvilket betød, at kablet hang og slaskede, mens periskopet kørte op og ned.

I starten stod der en gast og holdt kablet, så det ikke knækkede, men dette var helt klart uholdbart.

Mens vi så lå på bunden, blev spiralfjeren taget ud, der blev slået i nyt hul i den (hærdet stål) og kabeltromlen blev sat op igen.

Mester spændte fjederen, og vi kørte et par prøveløb.

Det virkede ikke helt endnu, kablet var stadig slapt, og der var fortsat risiko for at det ville blive revet over, hvis der kom noget i vejen.

Det blev så besluttet at give den en omgang til, hvorefter fjederen sprang én gang til.

Tilbage til nul.

Opgaven blev herefter løst med to tre-slåede taljer, en vanddunk og en lang line.

Dette system agerede så som "mo-tor" for kabeltromlen under resten af turen.

Den øverste del sad fast i tårnlugen og den nederste i trappen op til tårnet.

Dette forudsatte naturligvis, at vi ikke skulle bruge lugen, hvilket også kun ville have været tilfældet i en nødsituation.

For at gøre situationen helt perfekt måtte vi afmontere den nederste del af kablet, som gik ned i periskop-brønden.

Nødløsningen

Opgaven blev herefter løst med to
tre-slåede taljer, en vanddunk
og en lang line.
(Foto: TUMLEREN)

Dette betød, at al lys forsvandt i periskopets forskellige aflæsningsvinduer og ingen pejlinger eller afstande kunne herefter overføres automatisk til torpedoildledelsen, ligesom skibets kurs ikke blev overført til periskopet.

Chefen og alle vagtcheferne blev herefter udrustet med en lille lomme-ampe med en rød hætte[4], for at kunne aflæse højdevinklen (til afstandsberegning) og den relative pejling til målene (relativ i forhold til skibets kurs, hvorefter kampinformationsgasten ved ildledelsen skulle omregne dette til en pejling).

På denne måde forsatte resten af øvelsen, og vagtcheferne fik et stort udbytte af dette.

Efter næsten 3 uger neddykket og under konstant pres fra overflade-enhederne lå vi så i Biscayen og skulle løse vores sidste opgave - simuleret angreb på det engelske hangarskib HMS ARK ROYAL.

Til vores store held lå vi lige på hans kurs linie, og fik faktisk gennemført et simuleret angreb, mens HMS ARK ROYAL sejlede forbi med topfart.

Det var et fantastisk skue i periskopet. Desværre opdagede de os aldrig, for der var ingen reaktion fra deres side.

NK ved ildledelsen

NK ved ildledelsen, påklædning og generel fremtræden peger på, at det er på slutningen af turen.
(Foto: TUMLEREN)

Vi fik nu ordrer på at dykke ud og forlægge mod Brest for at tanke brændstof. Vi havde ellers forsøgt at sandsynliggøre, at et ophold på fx 3 dage - så alle vagtskifter ville få en reel pause - ville være både muligt og økonomisk forsvarligt.

Men ak, her var ingen forståelse fra vores foresatte myndigheder. Men vi fik et godt 2-dages ophold i Brest, hvor besætningen nød den luksus at kunne tage et brusebad.

Mange havde ikke hverken vasket eller barberet sig i de 20 dage, vi havde været undervejs.

Ferskvandsbeholdningen ombord gjorde dette umuligt, og saltvand er meget hård mod kroppens mere sensitive områder.

Så det var kun blevet til tand-børstning og lidt vand i hovedet.

Vi fik samtidig en helt utroligt hjertelig modtagelse i Brest.

En deling marinesoldater opstillet på kajen, bil med chauffør til chefen, frokost ved i respektive messer på flådebasen.

Vi havde en værtsubåd, hvor besæt-ningen inviterede alle vore folk ud til diverse arrangementer, hvilket i høj grad var værdsat.

Efter dette pusterum sejlede vi hjemover i det smukkeste sommer-vejr, hvor Den Engelske Kanal og Nordsøen viste sig fra deres bedste sider.

Folk var alle trætte og udmattede, men samtidig særdeles stolte over indsatsen, hvor alle havde ydet deres bedste og yderste.

På vej hjemover

Hjemturen gennem Den Engelske Kanal.
(Foto: TUMLEREN)

Fritid

Chefen og teknikofficeren[5] er typisk sammen i forbindelse med den obligatoriske ludoturnering ombord.

Det gennemføres som en CUP turnering og optager besætningen levende.

Der spilles efter "de østbaltiske regler", det vil sige man spiller i hold og støtter hinanden. Man skal også have et godt navn på holdet, som kendetegner forventningen til holdets indsats eller tilhørsforholdet[6].

Reglerne foreskriver også meget strikse forhold omkring det "at slå hjem" eller "pustning". Samtidig må man i modsætning til almindelig familieludo også slå hjem "på tæppet".

Ludoturneringerne skulle naturligvis indpasses i den operative virkelighed, og CH – TKO holdet kom næsten altid i agterhånd med kampene, fordi chefen – i sær under øvelserne – altid hang ude i kommandorummet.

Ellers var der altid en bingoaften, hvor præmierne størrelse og anvendelig afhang meget af velfærdsofficerens interesse. En anden helt afgørende konkurrence var "gæt en vind", det vil sige konkurrencer på almen viden.

Ludoturnering

Ludo i officersmessen, NK (Klaus, øverst til højre), TKO (Tommy Tørnegear, til højre), VBO (Søren, til venstre) og VLO (Ole øverst til venstre) dyster.
(Foto: TUMLEREN)

Afslutning

Da TUMLEREN kom hjem til Holmen gik vi alle på ferie og hjem til vore familier.

Hvad havde vi så opnået? Vi havde fået et helt utroligt kvalitetsløft i besætningen. Vi tog ud som dygtige ubådsfolk og returnerede meget mere kompetente.

En del af besætningen havde på daværende tidspunkt ikke prøvet at være neddykket i mere end 14 dage, så der var naturligt nok en del refleksioner hos den enkelte.

Nogle fandt derfor ud af, at hvad ubådslivet også kan indeholde, hvilket gav dem et mere nuanceret syn på deres ønsker og muligheder i denne del af Søværnet.

Samtidig oplevede vi også en række initiativrige og teknisk engagerede folk, hvor den operative opgaveløsning var fokus for tjenesten.

Det var en fornøjelse at opleve.

Noter:

[1] Stammer sikkert fra den kolde krigs tid, hvor det ene parti var BLUE, det andet RED/ORANGE og PURPLE er så blandingen.

[2] TACTICS

[3] MERMAID ESM

[4] De røde hætter blev anvendt for at skåne nattesynet og blev produceret af lågene fra dåserne med ”hollandsk lakrids”.

[5] Teknikofficeren også kaldet ”mester”, TKO eller ”1. smeden”

[6] Eksempler: BORN LOSERS, THE WINNERS etc.