|
|||||||||||||||||||||||||||||||
| Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4Udstukket til Ubådseskadren | |||||||||||||||||||||||||||||||
|
Udstukket til Ubådseskadren (1964):Tolv måneder på "nyt" depotskib og i ubådeAt have sejlet i ubåd er selvfølgeligt en særlig oplevelse. Men som det måske kan læses, var hverdagen ikke særlig spændende. Rigtigt træls til tider, og altid møgbeskidt.
Depotskibet
HENRIK GERNER til ankers
med en ubåd af
DELFINEN-klassen på siden. Af Søren Madsen Nielsen Med stamnummer 636779 blev 19 maj 1964, datoen for min indrullering i den Kgl. Marine, men ugerne forud for den dato havde været travle. Svendebrevet var blevet erhvervet. Diverse fester var afviklede. Den sidste øl-fest sammen med gutterne havde resulteret i at de smed mig i badekarret nede hos fru Vestergård, nu sku' de sgu' ha' set om jeg ku' svømme! "Teknodyn" var fortid. Men jeg havde nået at tjene min første løn som udlært. Man havde ellers dér et princip der hed omgående UD når man var udlært, så ku' man komme igen om et par år hed det! Jeg havde ikke haft den store lyst til at sku' ud og søge nyt arbejde for sølle godt fjorten dage. Så en dag havde jeg da mandet mig op til at spørge Pedersen om "je' mått' blive..?" "Ja, selføl'ig" sa'e han. Det var nok for mig! Jeg var tilfreds og drømte ikke om at spørge om hva' så lønnen var. Men løn posen blev alligevel afventet med nogen spænding. Jeg havde fået vredet ud af Damsgård at han tjente 275 Kr. om ugen. Og Ove, en såkaldt "ungsvend" som var kommet til fra Blom A/S i Skanderborg havde sagt 150 kroner! Selv havde jeg som sidst' års lærling fået hele 71 kroner om ugen i de sidste fire måneder. Det var derfor med ikke ringe begejstring, at jeg fandt 550 kroner i posen for to ugers "svende" arbejde. Aldrig havde jeg kunnet forestille mig selv som andet end mariner når man nu sku’ være soldat. Og det sku' man. Ingen, med bare et rimeligt almindeligt helbred, gik ikke fri. Ville man være militærnægter så værs'go. Samme tjenestetid blev det alligevel. Ved marinen var det dengang 14 måneder som menig. I Hæren og Flyvevåben lidt anderledes. Taget til Marinen Sessionsdagen på Gudumholm Hotel var en gammel, og af de lokale mænd, særdeles velkendt tilbagevendende årlig begivenhed. Gert havde været på session en gang før, men var blevet sendt hjem pga. dårlige tænder. Og da jeg havde haft udsættelse pga. læretiden kom vi da samme dag på session. Men Gert blev sendt hjem en gang mere pga. hans dårlige tænder. Så måtte han ha' dem ordnet. - Og det fik han da så også senere! Til mig, værsgo: "Marinen"! Man indkaldte dengang 4 gange årligt. Vi var ca. 1.000 mand der 19 maj mødte i Auderød. Der ligger Søværnets Eksercerskole stadigt. Nu i skrivende stund har jeg erfaret, at den vistnok er sat til salg. Måske har den ligesom så mange andre kaserner huset flygtninge! Jeg ved det ikke. Men det var et imponerende sted. Auderød blev mit hjem i de to måneder rekruttiden varede. Puha, hvor var det hårdt. Næsten alle menige kom dengang ombord i skibene. Konstabelbegrebet – den professionelle soldat - var under udvikling, og marinen havde dengang endnu relativt få konstabler, de fleste i signal-tjenesten. Efter de to måneder blev udkommanderingslisterne imødeset med spænding, hvilket skib sku' man ombord i? Ud for mit, og cirka 50 andre navne, stod der HENRIK GERNER. Hva'? - Ingen kendte det skib. - Men snart fik vi at vide, at skibet var det nye ubåds-moderskib. Også at besætningen ikke kom ombord før cirka 1 måned senere, da skibet efter en stor ombygning, stadigt lå ved udrustningskajen på Orlogsværftet. Eksercerskolen tømtes. Der blev meget tomt og stille med kun en lille håndfuld folk tilbage. Men nu sluttedes også den øredøvende måde at purre folk på. Lejrens højtaleranlæg havde "gået på" kl. 6 om morgenen. Chuck Berry! For fuld skrue! Få sekunder senere var døren blevet sparket op af vor tropleder, og : "Rejse-rejse-rejse-ud-af-køjerne - vaske-sig-te", remsen var blevet afliret med høj røst. Men altid siden, når jeg hører "Chuck" er jeg tilbage i Auderød.
Så at sige alle marinens maskinfolk skulle igennem brandskolen. Det vidste vi. Desuden, kunne jeg læse på udkommanderingslisten, at kun jeg + en kammerat som de eneste af den nye HENRIK GERNER-besætning, skulle igennem en røgdykkeruddannelse. Derforuden kom så ubådstræningen, som jeg ikke vidste så meget om. Træningsprogrammet førte hurtigt til endeløse trælse busture til København for os 12 maskinfolk. Men snart vi fik tilbud, ja, det var nærmest et tilbud - at hvis vi ville gå "dag tørn" i maskinen på HENRIK GERNER - med alt forekommende, så kunne vi blive midlertidigt indkvarteret i reserven på Marinekasernen på Holmen. Det blev til en af mine mere specielle oplevelser, som kom til at strække sig over næsten to måneder. Det var et yderst særpræget sted med en ligeså særpræget besætning! På marinekasernen på Holmen Vel en cirka 100 mand af besætningen på Marinekasernen udgjorde dengang det faste, såkaldte "Vagtkompagni Holmen". De gik konstante vagter, og ekserceredes hver dag fast og stramt flere timer. Utroligt dygtige var de!. Men en flok bisser! De øvede sig særligt den sommer heftigt til deres deltagelse i et stort internationalt militærtattoo, som senere det år blev holdt på Rosenborg, og vi "reserver" blev inviterede. Flot, flot var det. Resten af marinekasernens besætning, måske i alt andre 100 mand, var folk, der var "kommet på tværs af systemet". De blev sådan set bare "holdt" der, mener jeg! Men et afsnit, helt oppe på en tredje sals stue, var forbeholdt til os "reservefolk". Man var indkvarteret i vistnok hen mod 40 mands stuer. Tre køjer i højden. Men alt var pænt og nydeligt, syntes jeg. Fra min topkøje, (de mindste sku' jo længst op) kunne jeg ligge og kikke lige ud mod Sixtus og Mastekranen, med bøje nr. 1 i baggrunden. Og så ellers følge med i alt det der skete i havnen.
- At ha' deltaget i morgenmønstringen på marinekasernen er noget særligt. Men dybt der nede i kasernegården, som blev kaldt "helvedes forgård" - den delvist lukkede plads som er/var dannet af kasernens høje længer, fik vi oplevelser af karat, og aldrig nogensinde siden har jeg hørt så meget fantasifuld digtning af "historier" som der. Uhyrlige undskyldninger, om dette eller hint, og komik af næsten verdensklasse. Vi lå flade af grin. At banjermesteren ku' holde masken når han stod der og kikkede den pågældende sømand intenst og direkte i øjnene, mens han hørte på undskyldninger om dette eller hint, var en overmåde bedrift. Men var han - banjermesteren - i et særligt dårligt humør, kunne han finde på at supplere vagtlisten med et par fra "reserven" – bl.a. os "skibsvilde", med nogle tørn ved "cykelpatruljen". Det betød at man to og to fra kl. 18 til 06 (en "vagt" i marinen er altid fire timer), - cyklede rundt til de oplagte skibe og visse bygninger på Holmen for at tjekke bl.a. fortøjninger, for brand og lækager. Det var en meget særpræget oplevelse at trave rundt med en lommelygte i de tomme, mørke og oplagte "døde" skibe. Men nåde og trøste de som undlod besøgene, eller fejlstillede kontrolurene.
Marinekasernen på Holmen. Holmen og Orlogsværftet Orlogsværftet er nu borte, men det har spillet en overmåde markant rolle i flådens historie, og så lå det jo på et område, der oser og ryger af marinehistorie. Det var dengang i 1964, stadigt en meget stor arbejdsplads. Men snart fik jeg nu en hel ny forståelse af ordet "arbejdsplads", ikke før eller siden har jeg set og oplevet en så forstokket opfattelse og minutiøs, til vanvid grænsende hævdelse af faggrænser. Alt godt iblandet et kraftigt islæt af den yderste eller næstyderste venstreorienterede politiske fløjs meninger om organiseringen af en arbejdsplads. - En for mig næsten totalt ukendt verden.
Det var bestemt også en ukendt verden at se hvordan man byggede skibe. I en stor monteringshal lå fx "hull'en" – trykskroget, til det, der sikkert er de sidste to dansk byggede ubåde, NARHVALEN og NORDKAPEREN. (Begge blev søsat i 1968 og de udgik hhv. 2003-2004.) Man var begyndt at indbygge de sindrige tanke og pumper, rørsystemer samt motorerne. Der var masser at se på. Holmen havde spøgt i min bevidsthed i mange år. Mastekranen, Sixtus, Spanteloftsbygningen, alt syntes jeg at kende, selv om jeg aldrig havde set det før. Der var skibe overalt. Hvordan man fx havde fået de tre store udrangerede fregatter ROLD KRAKE, VALDEMAR SEJR og ESBERN SNARE forhalet helt ind i de smalle kanaler bag ved Spanteloftsbygningen, var mig en gåde. Her lå også det just udrangerede WILLEMOES og ventede på, at dets søsterskib HUITFELDT skulle gå samme triste vej. Under mastekranen lå et splinternyt skib som Frederikshavn Værft havde bygget. Et søsterskib til de fire store og næsten helt nye FALSTER-klassen minelæggere. Det hed NUSRET, og var bygget til, og senere også bemandet af den tyrkiske marine. Men da der i 1964 var presente militære problemer mellem Tyrkiet og Grækenland, og da det danske kongehus just skulle ha' en datter gift med den græske konge, så holdt man meget diplomatisk og altid et passende stort skib forlagt uden på NUSRET!
Den tyrkiske minelægger NUSRET ved
skibets overdragelsen til den tyrkiske flåde 16. september 1964. Skibene Og så var der jo alle skibene i aktiv tjeneste der kom og gik. Holmen var dengang så absolut stadigt flådens leje! Motortorpedobåde, ubådene, minelæggere, minestrygere, korvetterne osv. I tørdokken lå DANNEBROG for en større overhaling. Man havde travlt, for skibet skulle snart til Athen til brylluppet. Ved siden af, langs udrustningskajen - den kaj der sammen med tørdokken og den gamle karakteristiske skinnekran som nu alt er fredet og et spændende sted, lå i lang tid også HENRIK GERNER. Det havde siden 1932 sejlet frem og tilbage igennem Østersøen til Bornholm under navnet HAMMERSHUS. Var nu blevet købt og ombygget af flåden til ubådseskadrens nye moderskib. Et sådant havde man ikke haft i lang tid. Ubådene havde måttet dele skibet HJÆLPEREN med torpedobådseskadren. Flådens skibe navngives efter genbrug! Det forrige HENRIK GERNER var blevet forsøgt sænket på Holmen af sin besætning 29 August 1943, men det lykkedes ikke, så derfor satte man ild til det. Nu var så det nye kommet til! Navnet stammer fra den for længst afdøde, men også internationalt berømte skibsbygmester Henrik Gerner. Han stod i mange år for udviklingen og byggeriet af (træ) skibe til flåden.
Depotskibet
HENRIK GERNER var den
gamle bornholmerbåd HAMMERSHUS. Depotskibet HENRIK GERNER Skibet så faktisk pænt ud og var nymalet. Men et virvar af kabler, svejsemaskiner, værktøj, rod, møg og skidt, plus et stort antal siddende, hængende, øldrikkende og bestemt ikke travle værftsarbejdere mødte os. Jeg havde ikke fantasi til at tro at vi skulle komme ud og sejle med det kun 7-8 uger senere. Ingen steder så der ud til at være en plan. Det var da også en meget pædagogisk modtagelse vi fik af vor kommende maskinchef (Kaptajnløjtnant), han opfordrede os til at ta' alt med stor ro, og lovede, at hvis vi ville samarbejde og kun gøre det, han satte os til, ville vi få nogle gode dage. "Undgå endelig at genere eller komme op at skændes med værfts folkene", sa'e han, "Jeg ska' lige liste noget med dem, så vi kan' få dem op ad "hullet" snarest". "I mellemtiden ska' I bare komme her ned hver morgen. Er der ikke noget fornuftigt at lave til jer kan I gå i land" ("I land" = landlov). Nu var der jo altså bare det, at no'en af os sku' igennem havari- og brandskolen. For mig ventede også røgdykkertræningen. En meget intens oplevelse. Jeg tror ikke jeg på noget tidspunkt har været i bedre fysisk form end da vi vistnok tre uger senere var færdige med det. Vi fik et godt skudsmål med fra brandskolen. Det konverterede "mester" til en meget large tolkning af begrebet landlov, så de næste uger blev næsten som én stor og spændende sommerferie. Jeg kendte jo intet eller meget lidt til København. Det var en fin sommer. Nogle dage kunne jeg praktisk taget efter morgenmønstringen gå i land. Bare lige ud af Elefanten - den pier, der er bygget på en sænket fregat af samme navn, og som strækker sig fra Sixtus og ud i havnen mod Toldboden på den anden side. Herfra sejlede hvert kvarter HØNEN, og vupti - så var man midt i byen. Vi Gerner-folk gik mest og passede os selv. Efter godt en måneds tid gik mesters ønsker i opfyldelse. Værftsarbejderne begyndte at forlade maskinrummet. En ny stor brandpumpe var det sidste, de skulle installere. Først gik det ret godt, men så gik der bare totalt ged i noget. I flere dage sad man og ventede. Ingen kunne tilsyneladende tage beslutning om hvem der skulle tilpasse dørkpladerne omkring den her nye pumpe. Mester spurgte: "Ka' noe'n af jer monstro lave de der plader?" Sådan blev det til det første smedearbejde, jeg sammen med en kammerat kom til at lave for den Kgl. Marine. Maskinrummet var kaos og skidt Den 2.400 HK 6 cylindrene B&W to-takts dieselmotor lignede brændt lort. Det gjorde de tre stk. 5 cylindrene B&W hjælpemotorer også. Da vi begyndte at "køre" dem blev maskinrummet i løbet af et par timer så røgfyldt fra motorernes udluftning, at det sved i øjnene. Sådan havde "1866 selskabet" åbenbart kørt dem i de mange år frem og tilbage til Rønne. Vi fik snart ført et rør til indsugningen, så var dét problem løst. Jeg lærte utroligt meget i det maskinrum, ikke mindst af de kammerater der havde sejlererfaring. Et par af dem var maskinmestre som både kunne og ville lære fra sig. Maskinen var særdeles traditionel. Det var jo et gammelt skib. Alt sku' overvåges og passes manuelt. Der var tre "etager" på hovedmaskinen. Og en helt traditionel manuel manøvrering med maskintelegraf. Men dog nu også var en telefon installeret, så selvom der stadigt var et talerør til broen, så blev det vist aldrig brugt. En oliefyret dampkedel til opvarmning af fuelolien, samt varme i skibet. Smøre- og fuel-olie-centrifuger. Og manuel fyldning af dagtanken oppe i skorstenen, og den sku’ man ikk' prøve på at overfylde! Det var et særligt utaknemmeligt job som ene mand at ha' en morgenvagt i havn. For så begyndte telefonen at ringe kl. 0500 med sure og vrede folk, der enten havde det for varmt eller koldt på lukaferne. Det satans damp system var ikke til at holde justeret. Hele forskibet var totalt ombygget som torpedolast og klargørings-værksted. Helt i boven var der et særligt sikret rum med "krigsladninger" til torpedoerne.
På en landlovsweekend kom min tante Elly og onkel Holger, der dengang boede i Klemensker, og hentede mig i deres dengang Skoda Oktavia. Det blev dejlig weekend hvor jeg lærte meget mere om Bornholms indre. Senere skulle jeg få lært meget mere om den ø som alle danskere skulle/ burde besøge mindst én gang i deres liv. Ubådene Ubåds eskadren bestod dengang, udover HENRIK GERNER, af i alt 4 ubåde da den sidste, SPRINGEREN, kom til omkring nytår 1965. DELFINEN-klassen kaldtes de: DELFINEN, TUMLEREN og SPÆKHUGGEREN, og altså den sidste, SPRINGEREN. SPÆKHUGGEREN og SPRINGEREN har jeg begge sejlet med. Den sidste dog kun i en uge som "reservemand". I alt, med lidt til og fra, sejlede jeg med SPÆKHUGGEREN i vel godt 3 måneder. I dag står SPRINGEREN som museumsskib på land i Aalborg. Hvor de andre er, ved jeg ikke, de er nok skrottet. Alle var dansk bygget, men med stor skelen til det design der havde givet en så dramatisk stor succes for tyskerne under krigen. Diesel/El drevne af 2 x V12 B&W motorer, og med to store Brown Boveri elmotorer direkte koblet på skrueakslerne. Derfor havde de også et kæmpestort batteri. Faktisk fyldte batterierne næsten det halve af skibet. Tre rum var der i alt: Forrest det kombineret banje, messe, "velfærds" og torpedorum, så kommandorum, og agter maskinrummet. Alle DELFINEN-klassen ubådene havde snorkel. Udviklet under krigen havde den opfindelse væsentligt medvirket til at forbedre den tyske ubådsflådes effektivitet Snorklen tillod skibet at sejle i 10-4 meters dybde på dieseldrift, idet den nødvendige luft til motorerne blev taget ned gennem et teleskopisk hult "rør". I toppen sad en "svømmer" anordning. Hvis skibet gik ujævnt i søen og "snorklen" dermed kom under vand, lukkede svømmeren. Så kom der jo ingen luft ned, og et farligt undertryk opstod meget hurtigt i skibet. Derfor var to af maskinrummets vigtigste instrumenter lufttryksmålere. Der var meget høj opmærksomhed i maskinrummet under snorkling. Absolut ingen "snajede" eller døsede! Det var nu for øvrigt helt umuligt fordi den kolde havluft strømmede ned, godt iblandet iskoldt søvand. Det betød igen at alt skulle tørres af og pudses og pudses for ikke at ruste. Når vi snorklede blafrede vore trommehinder ud og ind konstant. Kun i maskinen dog, for under snorkling var der lukket "tæt" til resten af skibet. 33 mand i alt To kosteskabs størrelse toilet rum. Bukserne måtte krænges ned udenfor! Én lille uhumsk stålvask var til deling for den menige besætning. Den blev kun brugt til tandbørstning, for vi havde en meget begrænset ferskvands kapacitet. Vi havde normalt 6 til 8 torpedoer ombord. 4 styk i rørene og fire under køjerne, men der ku' i alt være 16 sagde man - hvor vi så skulle ha' været ved jeg ikke. At ta' torpedo ombord var et djævelsk job, især hvis der var en smule sø! Ingenting skulle kikse. Der var ikke plads til noget som helst eksperiment eller individualitet. Det var bare at passe lige nøjagtigt det man skulle, og når man skulle! Torpedoen blev kantet ned gennem lugen i en vinkel på cirka 30 grader. Den hængte så der i kun en wire, og den var jo omkring 6 meter lang! At tage torpedo ombord i rum sø var bestemt ikke uden risiko for knoer og helbred.
Senere arkivbillede af ubåden
SPÆKHUGGEREN
på vej ind til København. I ubådene praktiseredes den fordærvende og uhyre udmarvende "kinesertørn", dvs. 4 timer vagt, 4 timer fri - hvis der var øvelser - fx torpedoskydning, så havde kun maksimalt 7 mand fri til at sove. For alle andre køjer måtte rømmes og tages bort for at give plads. Skafning blev også altid tidsmæssigt ofret til fordel for øvelser, så en noget uregelmæssigt fordøjelsesrytme var ikke usædvanlig. Kokken var, næst efter chefen, skibets vigtigste person. En værnepligtig kok, dvs. at han – som så mange andre af os – også lige havde erhvervet sit svendebrev. Jeg var og er stadigt fuld af beundring over det den kok og den bare ene messegast formåede at lave til os under de aktuelle forhold. Trods de evindelige afbrydelser og en besætning der evigt, men godmodigt brokkede sig over det "hundeæde". En af de ting der kommer op i erindringen er om kartoffel sækken. Vi sku' selvfølgelig også ha' kartofler ombord. En hel sæk'fuld ad gangen, som messegasten alene, omstændeligt og besværligt og så absolut uden hjælp fra nogen af os, måtte bakse ned gennem lugen. Når så endeligt "nede" fik han konsekvent et voldsomt møgfald! "Den beskidte møgsæk osv." - Det var en fast og stående tradition! Under hele togtet blev han og kokken jaget rundt med den sølle sæk som ingen "fast" plads havde. Konstruktøren af skibet havde tilsyneladende(også) glemt at ta' højde for besætningens behov for kartofler. En næsten ligeså fast en tradition var, at "trikker" (elektrikeren, der også altid var en værnepligtig) "skød" (med trykluft) lokumstanken lige umiddelbart inden skafning, så fyldtes skibet med en, syntes "trikker", særlig appetitlig "odeur". At have sejlet i ubåd er selvfølgeligt en særlig oplevelse. Men som det måske kan læses, var hverdagen ikke særlig spændende. Rigtigt træls til tider, og altid møgbeskidt. Men et enestående kammeratskab var der. Alle var afhængige af alle. Sikkert derfor. Mest positivt husker jeg den tid for de mange oplevelser, den interessante træning og den viden omkring ubådsteknikken som det gav. Dykkerskolen Alle ubådsbesætninger skulle ha' gennemgået Holmens Dykkerskole. Dvs. man blev altså ikke uddannet dykker. Men på et meget intensivt 3 ugers kursus lærte man at bruge dykkerudstyr, og vigtigst: at bevare roen og kontrol! Hver måned skulle alle ubådsbesætninger tryk-checkes med op til 12 bar i en særlig tank. Og der var også et omfattende obligatorisk lægecheck på militærhospitalet hver måned. Hver tredje måned holdtes en stor udslusningsøvelse i en øvelsestank. "Fri opstigning" udslusningsøvelserne foregik enten i Holmens "kun" 3 m dybe tank, - eller i en 25 m tank som man havde på Haakonsvern marinebasen ved Bergen. (Bergen: I tilfælde af isvinter forlagde man dengang den danske ubåds-eskadre til Bergen. Så en del af min tjenestetid foregik i Bergen. (Og den norske kær’st hed Jorunn)) Forudsætningen for at kunne forlade en sunken ubåd er jo at trykket må udlignes inden man kan åbne lugerne. Derfor må skibet fyldes med vand. Og det var præcist sådan vi trænede. Uhyre realistisk til mindste detalje. Som en af de få fik jeg senere oplevelsen af at blive taget op fra SPÆKHUGGEREN med en (Svensk) rednings dykkerklokke fra bunden af Vejle Fjord. Og den næste dag bragte Vejle Folkeblad en helsides-artikel om øvelsen. Tilfældigvis var det mig der kom til at figurere på et stort billede, just som vi kom op ad klokken. "Han syntes der var spændende", skulle jeg ha' sagt ifølge teksten ved billedet. Jeg husker nu ikke at ha' talt med nogen om det. Kort tid efter den oplevelse afmønstrede jeg for hjemsendelse. I næsten 1½ år havde min tilværelse været næsten problemfri og bestemt af marinen. Ganske vist var pengene små. Omkring 38 kroner var forstrækningen, inkl. tillægget for ubådstjeneste. At soldaterne havde ingen eller få penge, det vidste alle. Derfor havde der ofte vanket en øl eller anden venlig opmærksomhed fra de civile... Rigelig og god mad havde vi fået hver dag. Gode kammerater. Rent tøj, og en spændende hverdag. - Hva' nu?
- Har du en beretning
om dit liv i Søværnet,
Så
send
en e-mail, evt. med vedhæftet fil. Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.
|
-
- - |
|||||||||||||||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||
|
Denne side er senest opdateret: - Denne side er oprindeligt udgivet: 22. marts 2008 |
|||||||||||||||||||||||||||||||
|
Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger |
|||||||||||||||||||||||||||||||
.jpg)
-22-1993-n.jpg)
