Du er her: 4Historien4Flåden 1848-186441. Slesvigske krig 1848-504Udfaldet fra Fredericia

Krigene 1848-1850:

Marinen og udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849

Var det i virkeligheden Marinens skyld, at hæren vandt slaget ved Fredericia i 1849?

Forud for hærens udfald fra Fredericia kunne general Bülow konstatere, at flådens blokade af de slesvig-holstenske Østersø havne var effektiv.

Dette gav flådens 3. eskadre frit manøvrerum langs den jyske vestkyst, i Lillebælt og i farvandet syd for Fyn.

Samtidigt havde transportflåden tilstrækkelig kapacitet til uhindret at flytte hærens enheder rundt mellem landsdelene.

Billedet viser hvordan Hestegarden indskibes i Korsør 1848.
Til højre i billedet ses hjuldampskibet SKIRNER.
(Foto: Maleri af Otto Bach, Illustreret Tidende 1888/89)

Af kommandørkaptajn Peder Ellegaard Larsen

1. INDLEDNING

- Situationen ved krigsudbruddet i 1849

I februar 1849 opsagde den danske regering våbentilstanden og den 3. april begyndte krigen igen.

Den danske hær var blevet samlet på Fyn, i Jylland og på Als hvis befæst-ninger var blevet udvidet og forbedret  betydeligt i løbet af vinteren.

Under hensyn til planerne om en kraftigere offensiv på havet, udrustede marinen en større styrke end i 1848.

Styrken blev delt i tre eskadrer (note 1) hvoraf de to afgik til blokade-tjeneste i henholdsvis Nord- og Østersøen.

Den tredje eskadre var underlagt den kommanderende general og fik til opgave at støtte hærens operationer. Søtransportvæsenet, der i princippet var oprettet i 1848, (note 2) var underlagt denne tredje eskadre.

2. PROBLEMFORMULERING.

- Var det i virkeligheden marinens skyld, at hæren vandt slaget ved Fredericia den 6 juli?

Da oprørerne, insurgenterne ikke havde nogen flåde af betydning, (note 3) og blokaden mod dem var effektiv, beherskedes havet suverænt af den danske marine.

Det var derfor muligt uhindret og hurtigt at flytte endog ret store troppe-styrker fra en landsdel til en anden, under den forudsætning, at den for-nødne transportkapacitet var til stede.

Den danske hærs talmæssige underlegenhed (ca. 41.000 mand mod den tyske hærs ca. 61.000 mand) kunne derved til en vis grad opvejes af en stor bevægelighed, men hærens operationer ville være afhængige af i hvil-ket omfang  marinens transportkapacitet var til rådighed i rette mængde, til rette tid og på rette sted.

Besiddelsen af søherredømmet  medførte imidlertid også, at det var muligt at gennemføre andre maritime støtteoperationer for hæren.

På den baggrund ønskes det vurderet hvorvidt marinens støtte til hærens operationer omkring Fredericia ultimo juni-/primo juli 1849 havde et sådant omfang, og indhold, at de var af afgørende betydning for Hærens sejrrige udfald fra fæstningen den 6. juli.

Eller med andre ord: Var det i virkeligheden Marinens skyld, at vi vandt slaget ved Fredericia?

3.      PROBLEMDISKUSSION.

- Der er for mange kilder og i øvrigt er de for få.

Selv om Marinens operationer udgjorde de allervigtigste forudsætninger for krigsførelsen under Treårskrigen, var de – hvis vi ser bort fra begivenhed-erne i Eckernførde den 5. april 1849 -  ikke alle lige dramatiske.

Det kan være årsagen til, at de er så sparsomt omtalt i den ellers meget omfattende litteratur.

I hovedværket omkring krigen, Generalstaben: Den Dansk-Tydske Krig i Aarerne 1848 – 1850, omtales Marinens operationer kun på ca. 4 af vær-kets mere end 4000 sider.

Heldigvis er hovedværket ikke den eneste kilde til en beskrivelse af  disse operationer. Jeg har således koncentreret mig om følgende:

• HOUSTED, ERIK: Armeens Transportflåde i 1849.  Tidsskrift for Søvæsen nr.:  6, juli 1999 (TfS 6/99).

• JUNGERSEN, KAY: Danmarks Søkrigshistorie. København 1945

• HONNENS DE LICHTENBERG, G: Larssen fra 64. Marinehistorisk Selskabs Skrift No. 8. København 1964.

De nævnte hovedkilder er valgt fordi de efter min opfattelse dels omfatter den nyeste forskning på området (Housted), dels giver et samlet overblik over begivenhederne (Jungersen) og  endelig indeholder en række ”Øjen-vidneskildringer” (Lichtenberg).

Alt med henblik på at give en afgrænset og troværdig beskrivelse af  begivenhederne omkring Fredericia i sommeren 1849.

4.      ANALYSE.

- Situationen på land.

Efter affæren i Eckernførde og  det uheldige slag ved Kolding fik General Rye ordre til at trække den størst mulige del af den tyske forbundshær under general Prittwitz efter sig op i Nørrejylland, om fornødent helt til Limfjorden, men uden at indlade sig i større kamphandlinger.

Molktes og Schleppegrells brigader blev overført til Fyn som hovedreserve. Et flankekorps blev efterladt på Als og en mindre styrke forblev i Fredericia, hvor de blev indesluttet af den slesvig-holstenske hær den 8 maj.

Kort over Fredericia

Den 16 maj indledte General Bonin  bombardementet af fæstningen. Beskydningen var uden større effekt, men General Bülow  kunne ikke forhindre, at fjenden anlagde og udbyggede batterier rundt om Fredericia.

Der var behov for evakuering af civile fra - og støtte, logistik til besætningen i fæstningen.

Transportflådens materiel blev tilvejebragt ved rekvisition af civile skibe, enkelte dampskibe såvel som en lang række mindre fartøjer, skonnerter, galeaser, jagter og slupper, altså mindre fartøjer som kunne sejle overalt i de indre farvande og komme forholdsvis tæt på kysten.

Skibene blev ført af deres ejere og med deres normale besætninger. Det samlede antal skibe som i en kortere eller længere periode sejlede i rekvisition i 1849 udgjorde ca. 130.

Transportflåden blev suppleret med en række ombyggede Chapmanske kanonchalupper, fladbundede transportfartøjer, som kunne løbe næsten helt op på kysten og som var lette at  lade og losse.

Transportflåden blev omkring medio april opdelt i to divisioner, som med den  fornødne dampskibsassistance hver havde en (løft-)kapacitet til overførelse af et troppekontingent på ca. 5.000 mand og ca. 250 heste med tilhørende træn og bagage, nogenlunde svarende til en brigades størrelse.

At Garde så i sidste instans også stod under hærens overkommando gjorde ikke de lidt kringlede kommandoforhold lettere gennemskuelige, men alt i alt synes det hele at have fungeret uden de store problemer. (note 4)

General  Bülows overvejelser.

I midten/slutningen af maj kunne generalen konstatere at:

• blokaden af Østersøhavnene var effektiv,

• 3. eskadre havde frit manøvrerum langs den jyske østkyst, i Lillebælt og i farvandet syd for Fyn,

• transportflåden havde tilstrækkelig løftkapacitet (til bl.a. at flytte hovedreserven fra Als til Fyn) og

• 3. eskadres kanonbådsdivisioner og transportflåden havde ydet en udmærket støtte i forbindelse med evakuering  af Fredericias civilbefolkning, logistisk støtte til fæstningen, forsinkelse af batteriopbygningen og understøttelse af General Ryes korps på Helgenæs.

Hjuldampskibet SKIRNER, flagskibet i 3. eskadre
(Foto: Udsnit fra maleri af Emanuel Larsen)

Et eksempel på en sådan støtteoperation fremgår af Generalstabens værk om den dansk-tydske Krig 1848 – 50, II, side 756:

”I det danske Hovedkvarter havde man besluttet, at der den 13de ved Daggry skulle foretages en større Recognosering fra Fæstningen for om muligt at komme til Vished om Fjendens Styrke og Stilling og derved opdage, om der var Sandsynlighed for,  at det var hans Hensigt at ville gaae offensivt frem mod Fæstningen….

….. 2 Kanonbåde befaledes stationeret N. for Fæstningen, 2 i Møllebugten, og såvel disse som Batteriet på Strib erholdt ordre til at understøtte Troppernes bevægelse….”

En øjenvidneskildring fra begivenheden kan fås af Månedsløjtnant Peter Johan Larssen, Chef for kanonchalup nr. 11,  2. kanonbådsdivision, 3. eskadre:

”Kanonerne vare nu fraspændte og åbnede Ilden  mod Baaden, den første Granat fra denne var en smule for lav, den Næste derimod slog ned og sprang midt i Batteriet, to heste blev skudt og der opstod en Complet Forstyrrelse. Strib Batterie og Oldenborgs Bastion rettede nu også deres Ild mod disse kanoner, saa de kom om muligt endnu hurtigere bort end frem, ledsaget af et rungende Hurra fra Kanonbåden, der betragtende sig som Seirherre af Valpladsen, blev liggende og sendte endnu nogle Hilsener, varme og kraftige op mellem det fjendtlige Infanterie, der igen begyndte at vise sig paatrængende.” (note 5)

Der kan i øvrigt henvises til Bülows takkeskrivelse. (note 6)

Disse kendsgerninger må have indgået i generalens beslutning om at fore-tage et flankeudfald fra Fæstningen Fredericia.

Retfærdigvis må det tilføjes, at han naturligvis var vidende om, at de Sles-vigsk – Holstenske belejringstropper var relativt isolerede, uden chance for at få hurtig hjælp, hverken nord- eller sydfra.

Han var også opmærksom på, at General Bonins udbygning af  hhv. Store venstre Fløjbatteri og de to Strandbatterier  nord for byen hovedsagelig var begrundet i ønsket om at  kunne overskære livsnerven til Fyn.

Et forhold, der næsten selvstændigt kunne begrunde et udfald med efter-følgende nedkæmpelse af batterierne.

Bülows afhængighed af marinens støtte.

Til gengæld må Bülow have vidst, at  forudsætningerne for et heldigt udfald indeholdt mindst tre momenter, hvor hæren var afhængig af støtten fra marinen:

(1) For det første var det afgørende vigtigt, at overførelsen af tropper og
     feltartilleri fra Fyn til Fredericia kunne foregå hurtigt og yderst diskret
     (sporerne fra Kolding kunne stadig skræmme!)

(2) For det andet var det væsentligt, at transportflåden kunne løfte general
     Ryes korps fra Helgenæs ”til et  nærmere bestemmende punkt” (læs
     Fyn/Fredericia)

(3) For det tredje skulle marinen være klar til at yde operativ støtte til de
     ”våde” flanker.

Spørgsmålet er, om disse forudsætninger blev opfyldt?

Ad (1):

Overførelsen af tropper fra Fyn (fra anlægsbroer ved hhv. Røjlemose og Båring Vig) påbegyndtes natten mellem 2. og 3. juli og fortsatte til natten mellem 5. og 6. juli.

I løbet af disse 4 nætter blev der overført ca. 18.000 mand, feltartilleri og udrustning.

Operationen var i nogen grad  begunstiget af  tåge og usigtbart vejr,  der sikrede, at Bonin ikke vidste hvor store styrker, der var koncentreret ligesom han (næppe) var bekendt med Bülows beslutning fra den 4 juli  om, at udfaldet skulle finde sted den 6. juli kl. 0100.

Ad (2):

Tilsyneladende var der heller ingen af  de fjendtlige generaler, der var orienteret om, at transportflåden  i løbet af den 30. juni hentede general Ryes korps (på ca. 7.000 mand) på Helgenæs for at sejle det til Bogense med henblik på overførelse til Fæstningen den 4. juli.

Dog var det lige ved at gå galt med diskretionen:

Den 3. juli om morgenen afgik et engelsk (lejet) skruedampskib fra København med ca. 700 mand fra rekrutskolen samt en mængde ammunition.

Målet var Fredericia.

Der var ingen lods ombord og den engelske kaptajn må have været mere end ukendt med farvandet, for han løb ind til Ebeltoft, da han ”mente”, at det var Fredericia!

Udfor havnen gik han på grund og  soldaterne blev sat i land. En af  dem benyttede lejligheden til at desertere og blev den 5. juli om morgenen optaget af de prøjsiske forposter.

Herved erfarede general Prittwitz, at Rye havde forladt Helgenæs og kunne regne ud, at der var noget i gære.

Han tog skridt til at sende 10.000 mand sydpå til forstærkning af Bonin – men for sent: Slaget var allerede i gang og dets udfald afgjort.

Oversigtskort, som viser placeringen af de danske flådeenheder
under udfaldet, samt de fjendtlige skanser (S) og batterier (B).

Ad (3):

Under ”krigsrådet” i Vejlby Præstegård den 4 juli fik kommandør Garde til opgave at iværksætte to landgangsoperationer som afledemanøvre.

5.      KONKLUSION.

Der skal ikke rejses tvivl om, at hærens sejr var overvældende, ikke mindst fordi udfaldet kunne gennemføres efter principperne om kræfternes koncentration og overraskelsesmomentet.

Fastholdelsen og anvendelsen af disse principper kan imidlertid udelukken-de tilskrives 3. eskadres og ”Den Kgl. Transportflådes” evne til at være på plads til rette tid og  med rette kapacitet.

At så marinens planlægning af sløringen af overførelserne fra Fyn til Fæst-ningen i noget omfang blev suppleret med det rene svineheld for så vidt angår vejrsituationen, skal ikke komme 3. eskadre til skade!

De to afledningsoperationer på de ”våde” flanker hhv. S.- og   N. for Fæst-ningen blev gennemført  ”lige efter bogen” og sikrede fastholdelse af over-raskelsesmomentet.

gennemførelse af udfaldet fra Fæstningen Fredericia må det konkluderes, at marinen spillede en afgørende, efter min vurdering den afgørende rolle i forbindelse med udfaldet den 6 juli 1849.

Et forhold, der burde være afspejlet to spektakulære steder:

For det  første burde General Bülow  have sendt sit takkebrev til komman-dør Garde den 6. og ikke ventet til den 17 juli.

For det andet burde mindst 1000 sider af Generalstabens Den Dansk-Tyd-ske Krig 1848 – 1850 have beskrevet hvordan marinen skabte forudsæt-ningerne for og sikrede, at hæren i 1999 år kunne fejrer 150 årsdagen for slaget.

^{|Til toppen}

NOTER

^{|Til toppen}

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 5. november 2002

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger