US/English Version:

Redigeret og
designet af:

Flådens ran (1807):

Englænderne krævede flåden udleveret som
en betingelse for fred

Kapitulationen og flådens udlevering kom som en fuld-stændig overraskelse for Kronprinsen, der blev yderst opbragt.

Under de indledende fredsforhandlinger havde general Peymann opfattel-sen af, at flåden kun skulle udleveres som pant, og at englænderne ville tilbagelevere skibene, når krigen var afsluttet.

Kommandør Steen Bille og de fleste af de sømilitære medlemmer af Krigs-rådet nægtede at underskrive det endelige dokument, da de reelle forhold blev kendt.

Af Johnny E. Balsved

Efter tre døgns voldsomme og skånselsløse natlige engelske bombarde-menter af hovedstaden, var den københavnske forsvarsvilje ved at være brudt, og fredsforhandlinger blev indledt, men englænderne ønskede en betingelsesløs kapitulation og flådens udlevering.

Danskerne var ikke indstillet på at efterkomme de engelske ønsker, og 5. september fortsatte det voldsomme bombardement derfor for fjerde nat i træk. - Københavnernes modstandsvilje var dermed knækket, og dagen efter, 6. september 1807, overgav Københavns kommandant, general Ernst Peymann byen.

Vor Frue Kirke brænder...

5. september om morgenen antændte en engelsk brandraket spiret på
Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke. Da spiret styrtede sammen antændtes resten af kirken. Englænderne havde sigtet efter spiret alle tre nætter.

Betingelsesløs kapitulation

Under de indledende fredsforhandlinger havde general Peymann opfat-telsen af, at flåden kun skulle udleveres som pant, og at englænderne ville tilbagelevere skibene, når krigen var afsluttet.

Krigsrådet, der bestod af de øverste militære og civile myndigheder, vedtog efterfølgende at gå ind på de engelske vilkår.

Dette viste sig imidlertid ved de afsluttende fredsforhandlinger at være en misforståelse fra dansk side, de de engelske kapitulationsvilkår blev kort formuleret:

Udlevering af Flåden og dens udstyr, besættelse af Flådens anlæg og Kastellet, indtil Flåden var udrustet og kunne sejle ved egen hjælp.

Kapitulationsvilkårene betød, at flåden skulle udleveres som regulær prise med alle forråd mm. Kommandør Steen Bille og de fleste af de sømilitære medlemmer af Krigsrådet nægtede at underskrive det endelige dokument, da dette forhold blev kendt.

På trods af modtanden fra de sømilitære ledere, blev kapitulationen imidlertid vedtaget af Krigsrådets flertal, til gengæld lovede englænderne at rømme Sjælland igen inden for seks uger.

Englænderne invaderede nu København, men holdt sig inden for de aftalte områder for at undgå sammenstød med civilbefolkningen, og de næste halvanden måned brugte englænderne nu på at udruste den dansk-norske flåde.

Sænk flåden i stedet

Kommandør Bille, der var chef for Københavns søforsvar, ønskede at ødelægge flåden i stedet for, at den skulle falde i fjendens hænder, og Admiralitetet havde allerede udstedt en ordre til Holmens Overekvipage-mester om, at alle orlogsfartøjer skulle kunne sænkes med kort varsel.

Der var yderligere truffet foranstaltninger således at sejl, rundholter og andet gods kunne tilintetgøres inden for kort tid.

Bille havde holdt denne ordre i baghånden indtil 2. september, men da ordren skulle effektueres, vovede general Peymann ikke at iværksætte ordren af frygt for de engelske reaktioner.

Krigsrådet besluttede efterfølgende, med undtagelse af Bille og de fleste sømilitære medlemmer, at støtte generalens afvisning af forslaget, ikke mindst da de også savnede Kronprinsens direkte ordre til denne handling.

Men Kronprinsens ordre var faktisk allerede udstedt 18. august og sendt til general Peymann:

Kommandør Steen Andersen Bille

Kommandør Steen Bille, der var chef for Københavns søforsvar, nægtede at underskrive kapitulationsdokumentet.

"Så ubehagelig den tanke end er, at tænke sig muligheden af Københavns overgivelse i fjendens hænder; hvilket jeg under Deres kommando og ej befrygter, saa finder jeg det dog nødvendigt at bekendtgøre for Dem, at det er Hans Majestæt Kongens vilje og befaling, at hvis det ulykkelige tilfælde dog skulle indtræffe, hvad Gud forbyde, at København blev nødt til at overgive sig, da skal De, forinden sligt sker, sætte ild på flåden og lade den brænde, da Hans Majestæt af to onder væger det mindre, som er at vide sin flåde opbrændt, end at se samme i sin og landets fjenders vold og dermed give dem en triumf, som ingen dansk mand kan bære."

Men generalen modtog desværre ikke denne ordre fra Kronprinsen, da officeren, der skulle overbringe den, blev taget til fange af englænderne ved Langelandsbæltet.

Udrustning af skibene

Umiddelbart efter kapitulationen gik englænderne straks i gang med at klargøre og udruste de erobrede skibe på Gammelholm (Bremerholm) og Nyholm.

Modtvungent måtte de to ekvipagemestre, henholdsvis kaptajnerne S. U. Rosenvinge og A. C. G. Grove assistere ved udleveringen af materiel fra magasinerne.

I det store og hele forløb udleveringen fra magasinerne dog gnidningsløst, da hovedparten af de engelske officerer optrådte særdeles taktfuldt.

Den engelske stabschef, Sir Home Popham, forløb sig dog i en sådan grad, at hans egne officerer senere tvang ham til at give en undskyldning over for kaptajn Rosenvinge.

Materiellet og godset fra magasiner blev bragt om bord i de enkelte orlogs-fartøjer, der således blev mere end fuldt udrustede. Yderligere blev 92 handelsskibe inddraget til at fragte de resterende mængder af udstyr og materiel tilbage til England.

Et linieskib under bygning på Nyholm ødelægges

Et linieskib under bygning væltes på beddingen på Nyholm.
(Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

Omfattende hærværk

Udover at englænderne fjernede næsten alt materiel fra flådens magasiner, blev alt der ikke kunne tages med ødelagt. Desuden blev der udført omfattende og tilsyneladende nyttesløst hærværk overalt.

Et linieskib, der stod på stablen på Nyholm, blev væltet, to andre der stod i spant, blev hugget om, linieskibet DITMARSKEN, der stod i dok, fik gennemsavet dæksbjælker og knæ.

Yderligere tre blokskibe, MARS, ST. THOMAS og TRITON, blev brændt, mens tre stykpramme blev sænket.

Englænderne var så grundige, at de endog medtog arbejderne på Orlogs-værftets private værktøjer.

Alt hvad der ikke kunne tages med blev systematisk ødelagt, ligesom der over alt, på både Nyholm og Gammelholm, blev udført omfattende hær-værk.

Flåden afsejler

Nøjagtig seks uger efter kapitulationen var englænderne klar til at forlade Danmark med størstedelen af den danske flåde, fuldt udrustet, men på grund af storm blev afsejlingen forsinket nogle dage.

Men 21. oktober, på toårsdagen for slaget ved Trafalgar, afgik 16 danske linieskibe, 15 fregatter og korvetter, 14 mindre fartøjer samt 92 koffardi-skibe med materiel fra Flådens Leje under engelsk flag.

En sorgens dag for den dansk-norske flåde og kongeriget.

Linieskibet NEPTUNUS, der nu bar det engelske navn HMS MINOTAUR, nåede dog kun til Tårbæk rev, hvor skibet gik på grund. Da alle forsøg på at bjerge skibet fri mislykkedes, blev skibet opgivet og sat i brand.

Flåden sejler bort under engelsk flag

21. oktober blev en sorgens dag for den dansk-norske flåde, da hovedparten af flåden forlod København under engelsk flag.
(Maleri af Chr. Mølsted - Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

Epilog

Kun fire af de seksten danske linieskibe blev senere anvendt i den engelske flåde, medens de øvrige ikke ansås for tjenlige hertil.

Dette viser med en vis tydelighed, at englænderne ikke havde noget ønske om at "erobre" den danske flåde, men blot ønskede at sikre sig, at flåden ikke blev anvendt mod dem.

Kapitulationen og flådens udlevering kom som en fuldkommen overraskel-se for Kronprinsen, der blev yderst opbragt. "Men det afskyeligste af Kon-ventionen var at overgive Flaaden med alt Tilbehør, og da alt af mig var ordnet til dennes Tilintetgørelse", skriver han således 14. september i et brev til General Castenskjold.

Ganske vist havde Kronprinsen ikke givet direkte instruktioner om flådens ødelæggelse, inden han rejste fra København, men alligevel havde han været fuldt berettiget til at forvente, at skibene ikke ville blive udleveret.

I 1808 blev general Peymann således dømt fra "Ære, Liv og Gods" for sin indsats i forbindelse med kapitulationen. Han blev dog senere benådet.

Kontreadmiral Otto Lütken blev ligeledes anklaget, men blev frikendt for videre tiltale i 1808, idet hans brøde, at have skrevet under på kapitulatio-nen, formentes afsonet gennem den arrest han havde udstået gennem mere end et år.

Englænderne havde nået det mål, de havde sat sig, at uskadeliggøre den danske flåde, så Frankrig ikke kunne udnytte den i givet tilfælde.

-

Kildehenvisninger:

&

Danmarks Søkrigshistorie, af Kay Jungersen, udarbejdet til brug ved undervisningen på Søværnets skoler, udgivet ved Søofficersskolens foranstaltning, Centraltrykkeriet, København, 1945.

&

Den Dansk-norske Sømagts Historie 1700-1814, af H. G. Garde, forlaget J. H. Schubothes Boghandling, København, 1852

&

Den Danske og Norske Sømagt, af J. C. Tuxen, P. G. Philipsens forlag, København, 1875.

&

Efterretning om det bekendte af den danske Flaades Tjeneste, efter Alphabetisk Orden, med adskillige Bilage, fra Aar 1752 og til den Dag, da Engelland voldsom bortførte samme i 1807, af kontreadmiral P. Ramshart, udgivet af Hof- og Universitetsbogtrykker E. U. H. Møller, København, 1808.

&

Officerer i den Dansk-Norske Søetat 1660-1814 og den Danske Søetat 1814-1932, Bind I og II, af Th. A. Topsøe-
Jensen og Emil Marquard, H. Hagerups Forlag, København, 1935.

&

Vor Sømagts Historie, ved O. Eidem og O. Lütken, Det Nordiske forlag, København, 1905.

44Der henvises også til Maritim Bibliografi