Du er her: 4Historien4Flåden 1848-186442. Slesvigske krig 1864

2. Slesvigske Krig (1864):

17. marts 1864 forsøgte den preussiske flåde at bryde den danske flådeblokade. Forsøget mislykkedes.
Midt i billedet ses fregatten SJÆLLAND efterfulgt af linieskibet SKJOLD.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Succes og sejr til søs
- men på land var nederlaget totalt

Til lands var danskerne overalt på tilbagetog i krigen 1864, men flåden sørgede for de alt for sjældne opmuntringer til en efterhånden modløs og krigstræt dansk befolkning.

Flåden var knapt nok udrustet før krigen brød ud, men alligevel lykkedes det at etablere en total flådeblokade mod de tyske havne.

De samlede østrigske og preussiske flådestyrker kom aldrig til at udgøre en reel trussel mod den danske flåde, men krigene blev desværre ikke kun afgjort til søs.

Af Johnny E. Balsved

De truende politiske forhold havde medført, at man allerede i slutningen af 1863 var begyndt at træffe forskellige militære forholdsregler, der bl.a. betød at man i november 1863 påbegyndte en krigsudrustning af flådens skibe.

Det lykkedes dog ikke at få hele flåden færdigudrustet inden fjendtlighe-derne startede 1. februar 1864, men flåden var dog alligevel klar til at løse sin del af opgaven.

Flåden atter i krig

Efter at de første prøjsisk-østrigske tropper havde overskredet Ejderen, blev der omgående udsendt en enslydende ordre til de udrustede danske skibe: "Alle Skibe under hvilket som helst tydsk Flag ville være at opbringe og indbringe til nærmeste havn".

Den danske flådes opgaver under denne krig var:

- Tilintetgøre eller blokere den prøjsiske flåde, så et angreb fra søsiden var udelukket og samtidigt sikre søvejen for de danske militære og merkantile transporter.

- Støtte til hærens operationer ved direkte indgriben fra søen, samt

- Etablering af en handelsblokade af de tyske havne

Flåden blev fra starten inddelt i to eskadrer, en i Østersøens østlige del under kommando af kontreadmiral C. E. van Dockum og eskadren i Østersøens vestlige del under orlogskaptajn F. Muxoll. Senere etableres også en Nordsø-eskadre under kommando af orlogskaptajn Edouard Suenson.

Flådeblokade

Model af skruefregatten NIELS JUEL (Foto: Orlogsværftets Modelsamling)

Skruefregatten NIELS JUEL, under kommando af orlogs-kaptajn Johan L. Gottlieb, havde siden slutningen af januar været stationeret i Skagerak for bl.a. at holde et vågent øje med 3 preus-siske kanonbåde, der mulig-vis opholdt sig i Nordsøen. Det viste sig dog, at kanon-bådene ikke befandt sig i Nordsøen for nærværende. 3. februar fik chefen derfor ordre til at forlade den nor-ske kyst og forlægge statio-nen til farvandet mellem Borkum og Helgoland.

Kort efter fik NIELS JUEL ordre til at sejle gennem den engelske kanal og udvide operationsområdet, så det strakte sig indtil Falmouth.

Opgaven var fortsat at holde øje med eventuelle preussiske orlogsfartøjer og samtidigt opbringe ethvert tysk handelsskib, som det måtte møde.

Stor tysk opstandelse

Tilstedeværelsen af den danske skruefregat NIELS JUEL i den engelske ka-nal vakte stor opstandelse i tyske rederkredse. Frygten for at blive opbragt var stor!

Hamburgske assurandører havde således lejet et dampskib, der krydsede rundt i Kanalen for at advare tyske skibe om det danske orlogsskibs til-stedeværelse.

Det tyske assuranceselskab havde desuden udlovet en dusør på 3 engel-ske pund til enhver engelsk lods, der advarede et tysk skib om den danske tilstedeværelse i området fra den engelske kanal til Helgoland.

Vejret i Nordsøen var hårdt på denne årstid og i midten af marts måtte fregatten efter nogle havarier returnere til København og blev erstattet af skruekorvetten DAGMAR, men det skulle snart vise sig, at den danske flådeblokade var lige så effektiv som under den 1. slesvigske krig 1848-50.

I kamp for første gang

Allerede i midten af februar kom flåden i kamp for første gang, det var det nye panserskib ROLF KRAKE, der leverede flådens første bidrag i denne krig.

18. februar, blot en uge efter dette nye panserskib havde forladt Køben-havn, skulle panserbatteriet komme til for første gang at affyre sine 4 stk. 60-punds glatløbede kanoner for alvor.

ROLF KRAKE havde fået til opgave at beskyde en bro, som preusserne havde slået over udløbet fra Nybøl Nor.

Skibet stod derfor ind gennem Flensborg fjord og udfor Egernsund begynd-tes nu en kraftig indirekte beskydning af broen. Det grundede farvand tillod ikke ROLF KRAKE at gå så tæt på, at man kunne få et direkte skud ind.

Efter 1½ time og efter at have afgivet 57 skud og selv været under kraftig beskydning besluttedes det at returnere til Sønderborg.

Skibet var selv blevet truffet ca. hundrede gange og havde tre sårede om-bord, men det var ikke lykkedes for det preussiske artilleri at gennembryde ROLF KRAKEs panser, selv om de preussiske skud var blevet afgivet på mellem 1400 og 2000 meters afstand.

Panserbatteriet ROLF KRAKE.

Træfningen ved Rügen

17. marts 1864 forsøgte preussiske flådestyrker at bryde den danske flå-deblokade, idet korvetterne ARCONA og NYMPHE stod ud fra Swinemünde med kurs østover for at undersøge om der var danske skibe i farvandet.

Da der ikke umiddelbar blev konstateret dansk tilstedeværelse, fortsatte de preussiske skibe med kurs mod vest og her blev forstærket med avisoen LORELEY og seks dampkanonbåde. Den samlede preussiske eskadre stod nu mod nord i frontorden.

Ud for Jasmund blev den den preussiske eskadre sigtet af den danske styrke, under kommando af kontreadmiral C. E. van Dockum. Styrken be-stod af skruefregatten SJÆLLAND, linieskibet SKJOLD samt de to korvetter THOR og HEJMDAL. Styrken blev kort efter suppleret med skruefregatten TORDENSKJOLD.

De danske flådestyrker lettede omgående anker og satte kursen sydover direkte mod den preussiske eskadre. Det kom kort efter til en heftig skud-veksling mellem de to flådestyrker, uden at der dog blev anrettet større skader.

Efter mindre end halvanden times kamp fortrak de preussiske flådestyrker mod syd, uden at det lykkedes for den danske flåde at afskære dem retræten.

Det lykkedes således ikke for Preussen umiddelbart at bryde den danske flådeblokade, men affæren gjorde, at den danske flåde fortsat måtte kon-centrere mange enheder til en fortsat blokade.

Ny trussel fra syd

For at beskytte den tyske handelsflåde mod den totale danske blokade, besluttede Østrig, der var allieret med Preussen i det tyske forbund, sig for at sende en større flådestyrke fra Middelhavet til Nordsøen, for om muligt at bryde den danske flådeblokade.

Allerede i begyndelsen af marts 1864 havde Marineministeriet modtaget efterretninger om, at østrigerne forberedte afsendelsen af denne flåde-styrke til danske farvande.

Dette bevirkede, at Marineministeriet omgående besluttede at formere en Nordsø-eskadre, bestående af fregatten NIELS JUEL som flagskib, med orlogskaptajn Edouard Suenson som eskadrechef, samt skruekorvetterne DAGMAR og HEJMDAL, med henblik på at imødegå denne nye trussel.

Fra 21. april tog denne eskadre station i Nordsøen for at imødegå den nye trussel fra syd.

Senere blev Nordsø-eskadren forstærket med fregatten JYLLAND, men af uransagelige årsager blev det samtidig beordret, at korvetten DAGMAR skulle afgå fra eskadren og løse andre opgaver.

Slaget om Als

Klokken 3 om morgenen 28. marts 1864 indledte de preussiske tropper det første stormangreb på stillingerne ved Dybbøl.

Så snart det lysnede lettede panserbatteriet ROLF KRAKE fra Sønderborg og begav sig ind i den nordlige del af Vemmingbund. Her blev den omgå-ende beskudt fra de højtliggende preussiske artilleristillinger ved Broager.

Skibet modtog flere træffere, men valgte dog ikke at besvare ilden. Det fortsatte til slugten foran de to forreste skanser i Dybbøl-stillingen, skanse I og II - hvor panserbatteriet åbnede en særdeles virkningsfuld flankeild mod de fremrykkende preussiske tropper.

Fra panserbatteriet ROLF KRAKE kunne man se, hvad der foregik, og chefen, orlogskaptajn Rothe valgte omgående at stå ind i Vemmingbund for at støtte de danske styrker, selv om han ikke havde modtaget det aftalte signal.

De fremrykkende fjendtlige kolonner blev omgående taget under beskyd-ning, samtidig med at ROLF KRAKE også selv blev udsat for en kraftig fjendtlig beskydning.

Trods det, at ROLF KRAKE modtog utallige træffere, lykkedes det alligevel for skibet at gribe forstyrrende ind og afgive i alt 95 skud mod de preus-siske styrkers fremrykning på den højre fløj. Ja, en overgang blev preus-serne endda kastet tilbage her.

Men ROLF KRAKEs indsats kunne naturligvis ikke få nogen afgørende ind-flydelse på indsatsen til lands, og da de danske tropper omkring middag var blevet trængt tilbage mod Sønderborg, valgte chefen at holde skibet gående for nogen tid uden for preussernes skudvidde.

Slaget ved Helgoland

6. maj 1864 stod Nordsø-eskadren, bestående af fregatterne NIELS JUEL og JYLLAND samt skruekorvetten HEJMDAL sydover mod Helgolands-bugten for at genoptage blokaden.

Fra flere kilder kunne det nu bekræftes, at den østrigske eskadre, under kommando af kaptajn Tegetthoff allerede var ankommet til farvandet og havde forenet sig med de tre preussiske kanonbåde i Texel. Den samlede østrigsk-preussiske eskadre havde nu taget station i Cuxhafen.

9. maj om morgenen stod den samlede østrigs-preussiske eskadre nordpå i kølvandsorden for at møde den danske Nordsø-eskadre.

Den østrigske fregat SCHWARZENBERG (tv. i billedet) er skudt i brand
og drejer af, medens RADETZKY lige agten for går frem for at dække den.
(Maleri af løjtnant H. J. Marcher)

Styrkeforholdet mellem de to eskadrer var næsten lige, i det de østrigske kanoner dog på flere måder var de danske lettere overlegne.

Klokken 1345 åbnede den østrigske fregat SCHWARZENBERG ilden mod de danske skibe på omkring 3700 meters afstand, men først da afstanden var blevet langt mindre gav Suenson ordre til at åbne ilden fra dansk side.

Der udspandt sig nu en intenst kamp mellem de to eskadrer, der fik sit afgørende vendepunkt omkring kl. 1530 da en granat sprang i bugen på SCHWARZENBERG. Følgerne af denne skade tvang østrigerne til at afbryde kampen og søge ind mod neutralt engelsk territorium ved Helgoland.

Den danske eskadre havde ingen muligheder for at afskære fjendens re-træte til neutralt territorium, ikke mindst da den engelske fregat AURORA lagde sig imellem.

Det lykkedes imidlertid for den lemlæstede østrigsk-preussiske eskadre i ly af mørket at nå tilbage til Cuxhafen uden at den danske eskadre kunne gribe ind.

Dette blev Danmarks sidste egentlige søslag, hvor skibe kæmpede direkte mod skibe.

Forhandlinger i London

Allerede 25. april 1864 var der på engelsk initiativ indledt forhandlinger i London, den såkaldte "London-konference".

Samtlige krigens parter deltog i denne konference. Konferencen drøftede forskellige delinger af Slesvig, uden at det lykkedes at nå til enighed.

Sandsynligvis afledt af den danske sejr ved Helgoland 9. maj 1864 lykke-des det dog at få iværksat en våbenhvile, der trådte i kraft 12. maj.

Forhandlingerne i London brød dog sammen 20. juni da danskerne stod fast på kravet om en dansk grænse ved Dannevirke, en løsning som hver-ken Preussen eller Østrig kunne acceptere.

Danmark ville heller ikke acceptere, at en eventuel grænsedragning skulle drages ved en voldgift, hvilket ville indebære at fremmede magter skulle trække den fremtidige grænse.

Våbenhvilen udløber

Knapt var våbenhvilen udløbet 26. juni 1864 før de preussiske styrker ved 2-tiden om morgenen 29. juni iværksatte et angreb med stormbåde over Alssund.

Panserbatteriet ROLF KRAKE nåede ved 3-tiden den nordlige del af Als-sund, og herfra kunne man observere, at sundet var fyldt med både på vej frem og tilbage over sundet.

Fra ROLF KRAKE blev der omgående åbnet ild mod de mange både. Først blev der skudt med skråsække og lidt senere med granater. Den kraftige ild fra panserbatteriet spredte død og ødelæggelse blandt de små både der krydsede sundet.

Mange af bådene blev spredt og søgte hurtigst muligt ind til land på begge sider af Alssund og  overførslen af tropper blev midlertidig bragt til umid-delbar standsning.

Ombord i ROLF KRAKE havde man dog ikke noget umiddelbart overblik over den militære situation på land eller nogen idé om, hvor mange styrker det var lykkedes for preusserne at overføre.

Efter i nogen tid at have holdt skibet gående i Augustenborg fjord uden at få de nødvendige informationer, og efter gentagne gange at være udsat for fjendtlig beskydning, bestemte orlogskaptajn Rothe sig for, iht. sin for-holdsordre, at gå rundt om Als for at assistere ved troppernes eventuelle evakuering fra Als.

Vesterhavsøerne opgives som sidste skanse

Kaptajnløjtnant O. C. Hammer, Vesterhavsøernes modige forsvarer.

På Vesterhavsøerne var det lykkedes for en lille styrke under kommando af kaptajnløjtnant O. C. Hammer at holde øerne fri for fjendtlig landgang til dagen før fjendtlighedernes ophør. Styrken bestod af to små armerede dampski-be, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater, og det var lykkedes under hele krigen at afværge adskillige oprørsforsøg. Men stillingen på øerne blev alvorligt forværret, da den danske Nordsø-eskadre forlod Nordsøen efter slaget ved Helgoland. Hammer havde ind-til da kunnet koncentrere sig om forsvaret ind mod land, men nu blev han også indesluttet fra søen. 11. juni ankom den østrigske flåde i Helgo-landsbugten og blokerede nu også øerne fra søsiden.

Et østrigsk forsøg på at angribe Sild fra søsiden blev imidlertid forhindret af de danske kanonbåde.

Men på længere sigt var situationen uholdbar, og blot dagen før våbenhvi-len indtraf, måtte Hammer 19. juli kapitulere efter at han havde iværksat en ødelæggelse af kanonjoller.

Herefter blev alle øerne med undtagelse af Fanø besat af fjenden.

Fred, men Sønderjylland går tabt

Indtil våbenhvilen mellem Danmark og Preussen/Østrig blev sluttet 20. juli fortsatte panserbatteriet ROLF KRAKE sammen med andre skibe, herunder panserskonnerten ESBERN SNARE, patruljeringen i farvandet mellem Als og Fyn, for at afværge en eventuel fjendtlig overgang til Fyn.

Ved fredsforhandlingerne i Wien blev Danmark stillet over for det ultima-tum, at bl.a. Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle afstås til Preussen og Østrig i forening.

Danmark havde ikke noget valg, og 30. oktober 1864 undertegnedes freden i Wien og godkendtes kort efter i den danske Rigsdag. Med denne fred var Danmark atter blevet mindre.

Som det havde været tilfældet i 1814, hvor Norge gik tabt, kom turen den-ne gang til hertugdømmerne, således at Danmarks sydlige grænse nu gik omtrent ved Kongeåen.

^{|Til toppen}

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 22. november 2003

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger