Du er her: 4Synspunkter4Kommunikation som strategisk redskab

Kommunikation som strategisk redskab

Af journalist Christian Brøndum

Som oftest er officererne i Søværnets Operative Kommando (SOK) fornuftige folk.

De tager pænt imod henvendelser med spørgsmål fra pressen, eller i hvert fald fra undertegnede. Som oftest ekspederer de henvendelserne hurtigt og med forståelse, hvis det haster. Som oftest lever staben og de sejlende officerer, befalingsmænd og marinekonstabler på udmærket vis op til forsvarets løfter om åbenhed.

Men ind i mellem sker der et tilbagefald. Pludselig går der officer i en sag, og pludselig oplever man, at fornuften viger for fortidens uvaner. Som det skete for nylig, da jeg under arbejdet med nogle artikler om Søværnets nye skibe med helikopterplatforme, men uden helikoptere, havde brug for at tale med den ansvarlige chef i Søværnets Helikoptertjeneste. Tal med SOK Ham måtte jeg ikke tale med. Du skal tale med én i SOK, fortsatte beskeden. Så er det, man giver sig til at spekulere over, hvad der er gået galt i SOK den dag. Historien drejede sig ganske vist om et mindre positivt emne, nemlig Lynx-helikopternes manglende tilstedeværelse i luftrummet. Af en række årsager, hvoriblandt forkerte dispositioner i forsvaret står for hovedparten, er Søværnet kun lige akkurat i stand til at holde helikopterberedskabet i Nordatlanten. Det kniber voldsomt med at skaffe flyvetimer til uddannelse af besætningerne i Danmark, og besætningerne mister gradvist kvalifikationerne til at flyve.

Om kronikøren: Artiklens forfatter, Christian Brøndum, er uddannet journalist. Han arbejder som forsvarsmedarbejder ved Berlingske Tidende, hvor han tidligere har været debatredaktør og leder af Berlingske Tidendes Folketingsredaktion.

Hvem er nærmere til at fortælle om situationen end netop den chef, som har ansvaret for at uddanne og vedligeholde besætningernes uddannelsesniveau.

Men ham måtte jeg ikke tale med. Ikke før jeg havde spurgt i højere luftlag, om SOK var vendt tilbage til fortidens ikke-kommunikations politik.

Så blev den forkerte beslutning hurtigt lavet om.

Ifølge presseofficer Klaus Randrup modtager SOK tre-fire daglige henvendelser fra medierne i gennemsnit. Men der er store udsving, og det er netop, når der er pres på, at kommunikationspolitikken er presset.

Nogle gange går det godt. Som for nylig, hvor et større olieudslip i Øresund blev håndteret tilfredsstillende både bogstaveligt og i medierne.

Nogle gange går det galt, som i forsøget på at blokere adgangen til Søværnets Helikoptertjeneste eller som dengang, hvor SOK blev beskyldt for at svigte i eftersøgningen af besætningen på fiskekutteren MELISSA.

"Når det går galt er det ofte, fordi vi er for længe om at skifte fra en reaktiv pressepolitik til en aktiv politik", siger presseofficeren.

SOK står nok ikke alene

Af hensyn til værnsbalancen skal jeg føje til, at SOK slet ikke er alene om tilbagefaldene til fortidig informationspolitik.

For nylig søgte jeg aktindsigt hos Hærens Operative Kommando (HOK) i et let identificerbart dokument, en rapport, som er skrevet først på året.

Det drejer sig om et dokument som ifølge det oplyste er på mindre end 50 sider. Svaret fra HOK er, at man først har tid til at læse dokumentet engang i maj måned.

Dette dokument er imidlertid af en art, som HOK med garanti allerede har læst mindst en gang. Det drejer sig om den "end of tour" rapport, som det nyligt hjemvendte hold 4 fra Afghanistan har afleveret.

Det indeholder forskellige observationer og anbefalinger til de næste hold, og der er tidligere givet aktindsigt i den type rapporter. For så vidt handler det om at gribe rapporten på hylden, kigge efter eventuelle hemmeligheder, som skal overstreges, og så sende rapporten til mig.

Jeg sendte anmodningen om aktindsigt den 5 marts, og HOK vil altså bruge mere end to måneder på at behandle den. Det er klart, at HOKs sags-behandling vil udløse en klage fra mig, og afgørelsen vil altså blot lægge nye svarbyrder på HOKs juridiske stab.

Det er også klart, at det er en selvstændig historie værd, at HOKs stab er så langt ude, at simple fore-spørgsler kræver måneders ventetid!

Det er også klart, at det er en selvstændig historie værd, at HOKs stab er så langt ude, at simple forespørgsler kræver måneders ventetid. En anden mulighed er, at HOK er faldet tilbage til dengang kommunikationspolitikken bestod af benægtelser og chikane.

Det var også hæren, der sørgede for en sælsom oplevelse i Oksbøls øvelsesterræn i januar, da hold 5 til Afghanistan var i færd med den afsluttende missionsforberedende øvelse.

Jeg talte med nogle menige og en befalingsmand fra Livgarden om deres forventninger, da de afslutningsvist oplyste, at de ikke måtte fremstå med navn eller genkendeligt foto. Det havde deres kompagnichef, en kaptajn, forbudt.

Ordren gjaldt samtlige omkring 120 mand i kompagniet. Selv ville de gerne stå frem, men der var jo chefens ordre.

Jeg spurgte selvfølgelig kaptajnen, hvori hans hjemmel til denne ordre bestod.

Kaptajnen henviste til en pjece fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og til chefen for hold 5. Pjecen fra FE viste sig at rumme en anbefaling til den enkelte soldat om at være forsigtig, og hvis der forelå et direktiv fra chefen for hold 5, så var det kun nået til det ene af kompagnierne.

Det andet kompagni, fra Gardehusarregimentet, praktiserede den politik, som hidtil har været gældende, at hver enkelt soldat selv afgør, om han står frem med navn.

Det tog heldigvis kun få timer, inden ordren til Livgardekompagniet var annulleret.

Så er det, man undrer sig over, hvordan en officer med en meget vigtig funktion og meget stort ansvar kan finde på at udstede en ordre, som er i strid med forsvarets politik og muligvis også med grundloven.

Hvordan kan der herske tvivl om grundreglerne for kommunikation i en højprofileret mission til Afghanistan?

Ingen alvorlige trusler

I øvrigt undrer jeg mig generelt, når jeg støder på soldater, som ikke vil stå frem med navn. Efterhånden gælder det også soldater i tjeneste i Danmark. Selv nogle af feltpræsterne står nu frem med kun fornavn eller titel.

Hvad er de bange for? Der findes til dato ikke ét eksempel på alvorlige trusler mod udsendte soldater.

Da Københavns Politis drabsafdeling sidste efterår undersøgte et dusin anmeldelser om mulige trusler, som FE havde afleveret, kunne politiet ikke finde noget strafbart eller truende i dem.

Men opfattelsen af at være truet har spredt sig som en steppebrand. Forsvarets ansatte er gået i selvsving, og når officerer og præster taber hovedet og svinger med, opstår risikoen for, at en kaptajn kan finde på en hovedløs ordre sine soldater til billedligt talt at iføre sig maske.

Hvis der er en udsat faggruppe her i landet, så er det socialrådgiverne, der siger nej til voldelige bistandsklienter. Men de går stadig med navneskilte i kommunerne.

Og hvordan går det til, at HOK går i baglås, når danske soldater omkommer?

Desværre forekommer dødsfald jævnligt, og hver gang er problemstillingen den samme. HOK oplyser, at en eller måske flere soldater er døde eller sårede, og afviser at udtale sig nærmere.

Efter mange timer kan HOK oplyse en smule mere, og tilbyder nu enten chefen for HOK selv, eller chefen for operationer til korte interviews.

De er typisk prægede af, at cheferne ikke kender ret meget til, hvad der egentlig er sket. De berørte på stedet kan man ikke få i tale. Resultatet bliver pauvert, og risikoen for at nogle medier begynder at digte, er overhængende.

Udover begivenhedsforløbet ønsker medierne selvklart også navne og fotos på de omkomne. Oplysningerne kommer, men først når HOK selv har lagt dem på sin hjemmeside.

Forrige gang, da to CIMIC soldater var dræbt af en selvmordsbomber, havde HOK store problemer med sin hjemmeside. Halv time fulgte halv time, mens deadlines blev nået og HOK ikke kunne få liv i hjemmesiden.

Forslag om at udsende navnene og lidt biografi via Ritzau – som er pressens fælles nyhedsbureau – blev afvist af grunde, som ikke kunne oplyses. Sådan var det bare.

Det lugter af kommunikationspolitik anno 1950. Internettet er beregnet til at fremme nyhedsformidlingen. HOK brugte det til at blokere. Man er ude af stand til at improvisere fra gældende regelværk.

Sidste gang, 26. marts, da endnu en soldat blev dræbt under kamp med Taleban, tog det tre timer fra nyheden blev offentliggjort og de pårørende var underrettet, til navnet på den dræbte kom frem. På det tidspunkt var deadline til morgenavisernes førsteudgave passeret.

Det ligner mest af alt en byggeplads, og det er det også. Faaborg Værft har fortsat travlt med at få klargjort de forsinkede standardfartøjer af Mk II-typen.
(Foto: Johnny E. Balsved)

Kritikken er væltet ned

Forsvarets Materieltjeneste (FMT) interesser for tiden mange med interesse for Søværnet, for det er FMT, der har ansvaret for gennemførelsen af Søværnets relativt mange skibsprojekter.

Men FMT har også ansvaret for de to øvrige værns materiel, og man kan roligt slå fast, at kritikken er væltet ned over den nye organisation.

Helikoptere, der ikke kan flyve, fiskeriinspektionsradaren, der aldrig kom til at virke, og flere andre projekter i vanskeligheder.

Det har skabt en defensiv og til tider aggressiv pressepolitik i FMT.

Organisationen har imidlertid nu fået en ny, stærk chef, generalmajor Per Ludvigsen, som forfremmes til generalløjtnant og "national materiel-direktør" med direkte reference til både forsvarschef og minister.

Skibsprojekter, derimod, er der ikke så meget kritik af, selv om byggerierne halter noget efter tidsplanen. Det hænger vel sammen med, at der ikke er faste internationale opgaver og tidsfrister pålagt Søværnet.

Flyvevåbnet er efter min opfattelse for tiden førende, en skibslængde foran SOK, når det gælder udmøntning af forsvarets kommunika-tionspolitik!

Og når det gælder de store støtteskibe, har den økonomiske skade ved projekterne påhvilet Lindøværftet og ikke skatteborgerne. Dette forhold har givetvis sparet FMT for meget kritik, for skibene er efter sikre kilder blevet væsentligt dyrere end forventet.

Flyvevåbnet (FTK) er efter min opfattelse for tiden førende, en skibslængde foran SOK, når det gælder udmøntning af forsvarets kommunikations-politik.

FTK har en velbemandet kommunikationsafdeling, som efterhånden har fået friere tøjler til at beskrive problemerne i Flyvevåbnet på ordentlig vis.

Tænk, det er blevet interessant at læse deres blad, og der lægges ikke hindringer i vejen, når man vil have kontakt med bestemte personer. Heller ikke selv om emnet er kontroversielt.

Kommunikation er et strategisk redskab

Nok om de dårlige eksempler. Løfter man blikket til helikopterhøjde, vil man forstå, at ordentlig kommunikation på sigt er en forudsætning for forsvarets eksistens og udvikling.

Efter Murens fald i 1989 er Danmark ikke længere absolut nødt til at have et forsvar af en vis størrelse.

Danmark vælger selv, om vi vil have et forsvar, som skal kunne engagere sig ud for Afrikas kyster og i Afghanistan, eller om vi vil nøjes med en kystvagt og redningstjeneste. Men hvis vi sender skibe til Golfen og soldater til Afghanistan skal vi, altså vælgerne, forstå og godkende, hvad de laver der.

God kommunikation er et strategisk redskab, som forsvaret må anvende for at begrunde sin bevilling på tyve milliarder kroner årligt.

Erkendelsen af kommunikationens strategiske betydning er for længst gjort i Forsvarskommandoen, hvor man har opbygget et mediecenter af betydelig størrelse, og i Forsvarsministeriet.

Her har forsvarsminister Søren Gade (V) ved flere lejligheder fastslået, at "det nytter ikke at være god til strategi, hvis man ikke kan kommunikere. Forsvaret lever af, hvad pressen skriver, så det skal tages alvorligt".

Det nytter ikke at være god til strategi, hvis man ikke kan kommunikere!

Udfordringerne til forsvarets kommunikation står i kø i disse år.

Nye digitale medier som mobiltelefoner med kamera af god kvalitet, og adgangen til nettet fra selv Forward Operating Base Sandford i Øvre Gerehsk Valley betyder, at forsvarets kontrol med kommunikationen allerede er under udhuling.

Soldaterne kommunikerer uden for ledernes kontrol. Tempoet stiger. Nyheden om selvmordsbomberne i Gerehsk kom fra internationale kilder inden den underbemandede informationssektion i HOK var klar til at informere.

Disse udfordringer besvarer man ikke med held med at lukke sig om sig selv og ved at forsøge at hindre mediernes adgang til personer og rapporter.

Tværtimod er det i dag sådan, at hvis en officer har ambitioner om at gøre karriere, skal han vise vilje og evne til at håndtere kommunikation som strategisk redskab under hensyn til den virkelighed, som ny teknologi indebærer.

Og sådan ser de fleste i Søværnets Operative Kommando efterhånden også på det.

Artiklens forfatter, Christian Brøndum, ses her under en udsendelse til Afghanistan i november 2007.
(Foto fra Berlingske Tidende)

^{|Til toppen}

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

-

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 30. marts 2008

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger