Du er her: 4Synspunkter4Danmark og den næste krig

Danmark og
den næste krig

Arkivbillede fra den Kolde Krig, hvor torpedomissilbåden RODSTEEN i 1984 overvåger en sovjetisk missilkrydser af KIROV-klassen under passage af Storebælt.
(Foto fra Marinens Biblioteks arkiv)

Af ph.d.-studerende Robert Petersen

Danmark har siden 1990 ført en aktivistisk udenrigspolitik, hvor Forsvaret har spillet en central rolle. Vi har været militært aktive på Balkan, i Mellemøsten og er i dag en krigsførende magt i Afghanistan.

Spørgsmålet er om ikke forudsætningerne for denne politik er ved at ændre sig i takt med, at Rusland er ved at genvinde sin militære magt og i takt med, at Norden på ny risikerer at blive et spændingsområde som under den kolde krig.

International fokus

Hvis man vil forstå, hvorfor vi i dag slås i Afghanistan, er det nødvendigt at gå tilbage til 1990. Det er velkendt, at Danmark i september 1990 sendte en korvet til Mellemøsten for at håndhæve sanktionerne mod Irak efter besættelsen af Kuwait.

Langt hen ad vejen er det et verdenssyn, som er gældende for Forsvarets opgaveforståelse i dag, hvor Forsvaret reelt fungerer som en slags bevæbnet nødhjælpsorganisation.

Ligeledes afviste rapporten fra HKKF og CS, at der længere skulle være en trussel i det danske nærområde efter Berlin-murens fald.

Det tog et stykke tid før det blev alment accepteret, men med omlægningen til et internationalt Forsvar i 2004 må den opfattelse for alvor siges at have slået igennem selv langt inde i Forsvaret.

Spørgsmålet er i dag hvorvidt den sidste forudsætning længere kan siges at holde, for verden er igen ved at ændre sig.

En slumrende stormagt

Tilbage i 1990 var Sovjetunionen en døende supermagt og Warszawa-pagten var under opløsning. Op gennem halvfemserne og selv et stykke ind i det 21. århundrede var russisk militærmagt noget, som allerhøjst kunne volde tjetjenske rebeller problemer.

USA var den eneste supermagt, og NATO kunne derfor uden problemer optage de østeuropæiske lande i alliancen og bombe Jugoslavien i 1999, uden at russerne kunne gøre andet end at protestere.

I dag er Ruslands magt – styrket af en massiv strøm af olieindtægter – igen på vej op, mens USA er fanget i en tilsyneladende endeløs krig mod terror og en truende recession.

Selvom udgangspunktet stadig er svagt, har russerne flere gange i 2007 vist, at de igen er villige til at spille med de militære muskler for at intimidere Vesten. Eksempelvis ved flere gange at sende bombefly mod NATO-landene, herunder også Danmark.

Det er således tydeligt, at der råder en dyb desillusion over Vesten i Rusland og at revanchistiske kræfter i det russiske militær igen vil prøve kræfter med Vesten.

At kalde reaktionerne på de russiske provokationer for svage ville være en vild overdrivelse, for hverken den danske forsvars- eller udenrigsminister eller nogen af deres kolleger i NATO har fundet det umagen værd at kritisere den russiske fremturen.

Også selvom de flere gange har tvunget også danske kampfly på vingerne for at hævde vores suverænitet.

Sverige op Norge har taget konsekvensen

Her optræder et interessant paradoks: Mens Forsvaret sender alle sine bedste ressourcer og soldater ud for at kæmpe i fjerne dele af verden, møder genrejsningen af den russiske militærmagt ingen bekymring.

Selv sprogofficersuddannelsen i russisk er blevet nedlagt.

Pirater ud for Somalia er åbenbart en værre trussel end russiske bombefly få minutter fra dansk luftrum.

Der kan være mange grunde til de manglende danske og vestlige reaktioner, såsom et ønske om at håndtere den nye russiske udenrigspolitik med stille diplomati. Eller måske et ønske om ikke at forværre spændingerne med Kreml. Det ville i så fald være en klog politik.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at mens vi fortsætter krigsindsatsen i Afghanistan ændres trusselsbilledet i vores nærområde sig igen gradvist til ugunst for os.

Danmark er stadig ubekymret, mens Sverige og Norge allerede har taget konsekvensen af det og skabt et indbyrdes militært samarbejde, og i begge lande er der en betydelig bekymring for, hvad Rusland vil foretage sig.

Det skal hertil siges, at debatoplægget fra HKKF og CS fra 1990 stadig er relevant læsning i anno 2008.

Analysen af den 3. verdens problemer og hvad det betyder for Vestens sikkerhed er nærmest uangribelig. På godt og ondt vil løsningen af Nord-Syd konflikten være det centrale dilemma for verden i det 21. århundrede.

Men dels fortjener det en reel diskussion, hvor meget nytte vi har haft af, at intervenere militært i lande som Irak og Afghanistan!

Som det er nu, tegner tingene i Irak til i bedste fald at blive en blodig sejr og Afghanistan til at blive et klart nederlag. Nye krige truer desuden Iran og Pakistan.

Dels kan den nuværende forsvarspolitik ikke både håndtere en fornyet trussel i det danske nærområde og samtidig fortsætte med interventionerne i den 3. verden.

At ignorere de langsigtede konsekvenser af den nye russiske kurs ville være uansvarligt, også selvom den russiske militære kapacitet stadig er meget svag.

Nye strategiske områder

Alt tegner jo til, at vi må blive i Afghanistan i mindst et årti til eller mere, hvis vi vil vinde.

Mere overordnet handler det også om, at Norden fra at være en strategisk baggård igen er ved at få en stor militær betydning som under den kolde krig, i takt med at polarisen smelter.

Det er på mange måder et onde, men betyder også, at nye områder i Polarområdet kan bruges til at lede efter og senere udvide naturressourcer som olie.

Selv hvis drømmen om et olieeventyr i fx Grønland forbliver blot et eventyr, så vil smeltningen af isen betyde, at Nordpolen fremover kan bruges som genvej for skibssejladsen til og fra Asien.

Canada opruster af samme grund maritimt i Nordatlanten og har allerede haft en diplomatisk strid med Danmark om Hans Ø ved Grønland.

Rusland sendte i sommers en ubåd ned på havbunden under Nordpolen for at plante et flag og gjorde derved territorialt krav på store dele af undergrunden, som potentielt rummer store oliereserver.

Måske en fjerdedel af den sidste olie i verden!

En ny dansk forsvarspolitik

Danmark er i kraft af vores bånd til Grønland stadig en militærmagt i polarområderne, og selv hvis disse bånd skulle blive svækket i de kommende år på grund af større grønlandsk selvstændighed, vil vi stadig være en del af Norden.

Alternativet ville være at fortsætte med den paradoksale forsvarspolitik som nu, hvor Forsvaret sender sine bedste soldater og materiel til lande som Afghanistan, samtidig med at den russiske bjørn igen rumsterer rundt i vores baghave og klimaændringerne ændrer Norden til igen at være en potentiel spændingszone.

Udfordringerne fra den 3. verden er reelle nok, men vi kan ikke være begge steder!

4Ændret trusselsbillede - 20/01/2008

^{|Til toppen}

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

-

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 10. februar 2008

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger