Du er her: 4Historien4Flåden 1801-18144Englandskrigene

Englandskrigene (1801-1814):

Englands uprovokerede angreb på det neutrale Danmark-Norge

Det startede med to engelske angreb på København og efterfølgende syv års krig med England og blev afsluttet med en fredsslutning med Sverige.
De engelske angreb på København er en klar dokumentation på lilleput nationernes muligheder, når de gik på tværs af stormagternes interesser.
Fra starten var Danmark-Norge allieret med Sverige.
Men ville Sverige komme Danmark til hjælp? Og ville de komme frem i tide? Alle på Københavns Red håbede, men de fleste fandt det svært at stole på Sverige og på svenskerne. - Lurede svenskerne blot i kulissen.

Af Johnny E. Balsved

I slutningen af 1700-tallet havde den øgede handel bragt stor velstand til landet, idet den dansk-norske handelsflåde beskyttet af den store orlogs-flåde havde nydt godt af Danmarks neutralitet i forbindelse med krigene i Europa.

Men da Danmark i starten af 1800-tallet indgik i et væbnet neutralitets-forbund med Sverige og Preussen, stod det pludselig klart at en krig med England var nærmest uundgåelig.

England angriber de vestindiske øer

Allerede i starten af marts måned 1801 verserede der rygter på De dansk Vestindiske øer om, at et engelsk angreb var under opsejling.

Briggen LOUGEN besvarer den engelske krydsild

3. marts var den danske brig LOUGEN således kommet i kamp med 2 engelske orlogsmænd ved St. Thomas. Det lykkedes for LOUGEN at jage englænderne på flugt, efter flere timers kamp.

Den 28. marts landede en engelsk flåde på 3 linieskibe, 6 fregatter samt 20 armerede fartøjer og transportskibe ved St. Thomas. Flådestyrken under kommando af den britiske admiral Duckworth ankom sammen med 4.000 soldater under kommando af general Trigge.

Øerne måtte overgive sig.

Slaget på Reden 2. april 1801

Inden meldingen om tabet af  De dansk Vestindiske øer var nået frem til hovedstaden, stod det imidlertid klart, at englænderne planlagde et angreb på København og dermed tvinge Danmark-Norge til at forlade det væbnede neutralitetsforbund.

I slutningen af marts måned ankom en større engelsk flådestyrke under kommando af admiral sir Hyde Parker til danske farvande.

Den danske flåde fik travlt med at forberede forsvaret af hovedstaden. Et arbejde der ikke blev nemmere ved, at hovedparten af flådens skibe ikke var udrustede og lå aftaklede i Flådens Leje.

Slaget på Reden 2. april 1801
(Stik efter maleri af C. A. Lorentzen - Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

Under ledelse af kommandør J. Olfert Fischer blev der hastigt udlagt en lang forsvarslinie af blokskibe, dvs. utaklede linieskibe, og flådebatterier på vestsiden af Kongedybet.

Samtidigt blev der skaffet mandskab til de udlagte blokskibe og batterier. Det var således et meget urutineret mandskab, der bemandede en "flåde", der var ude af stand til at manøvre.

Det var denne forsvarsstyrke, der 2. april stod overfor en veludrustet og veltrænet engelsk flådestyrke.

Øjebliksbillede fra Slaget på Reden 2. april 1801
(Maleri af Neumann; originalen kan ses på Fyns Kunstmuseum i Odense)

Allerede 1. april havde en del af den engelske flådestyrke, under komman-do af admiral Lord Nelson, ankret op syd for Middelgrunden og klargjort til angreb.

Skærtorsdag morgen, 2. april 1801, påbegyndte den engelske flådestyrke på 12 linieskibe og en del mindre fartøjer angrebet på den danske for-svarslinie i Kongedybet.

Kampen blev hård, og der blev ydet sej modstand fra de danske skibe. Tabene på begge sider voksede.

Krigslist eller krigsforbrydelse

Lidt længere nordpå i Sundet havde admiral Sir Hyde Parker sammen med resten af den engelske flådestyrke kunnet følge angrebet. Efter 3 timers kamp blev han nervøs for kampens udfald og beordrede angrebet indstillet.

Det var ved denne lejlighed at Nelson satte kikkerten for sit blinde øje!

Lord Nelson's brev til den danske regering - en krigslist eller en krigsforbrydelse?

I stedet gav Nelson sine skibe ordre til at fortsætte kampen på nært hold. Samtidigt skrev Lord Nelson et brev til den danske regering, hvori han bl.a. lovede at skåne de tilfangetagne tapre danske søfolk, hvis skydningen blev indstillet. I modsat fald så han sig nødsaget til at brænde alle de erobrede danske skibe uden chance for at redde det mandskab, der havde forsvaret dem. Nelson forklarede senere, at brevet var skrevet af medmenneskelighed, men det må snarere opfattes som en krigs-list fra engelsk side for at få stoppet slaget. Da brevet blev afsendt havde admiral Nelson nemlig ikke erobret et eneste dansk skib.

Da 3 af de engelske linieskibe samtidig var ved at kommen inden for skudafstand af batteriet TREKRONER, kunne Lord Nelson derfor se sin fordel i at afbryde kampen.

Hvordan en moderne krigsforbryderdomstol vil udlægge en sådan trussel, som afgivet af Lord Nelson, skal jeg lade juridiske eksperter vurdere. - Nu var Geneve-konventioner jo ikke "opfundet" endnu!

Våbenstilstand og 6 års fred

Kommandør, senere Viceadmiral Johan Olfert Fischer

Da den danske kronprins ved 3-tiden om eftermid-dagen modtog brevet, var det hans vurdering, at fortsat kamp var nyttesløs, og skydningen blev indstillet umiddelbart. Det er værd at bemærke, at denne beslutning blev truffet uden at kronprinsen fandt anledning til at konsultere den militære øverstkommanderende, kommandør J. Olfert Fischer. Våbenstilstand var indledt! Formålet med det engelske angreb havde været at få Danmark til at forlade det væbnede neutralitets-forbund, og dette lykkedes ved angrebet. Til gengæld lykkedes det for danskerne at forsvare hovedstaden og bevare flåden - for denne gang!

Mange af de dansk-norske handelsskibe var blevet beslaglagt af englæn-derne, og i forbindelse med våbenstilstanden, blev de atter frigivet. Efter nogle måneders forløb kunne de derfor komme i arbejde på havene igen.

Danmark forblev fortsat neutralt, og for en kortvarig periode blomstrede handlen op igen; men mørke skyer truede forude.

Mørke skyer trækker atter op

I starten af 1807 var Danmark-Norge efterhånden det eneste neutrale land i Europa. Situationen besværliggjordes ved, at de krigsførende parter hver for sig indførte restriktioner på den neutrale handel.

Restriktioner der næsten umuliggjorde Danmark-Norges position.

Samtidigt frygtede England, at den dansk-norske flåde skulle falde i Napo-leons hænder.

Englænderne planlagde derfor at tiltvinge sig den dansk-norske flåde, om nødvendigt med magt.

I juli 1807 sendte England en større invasionsstyrke til de danske farvande for at kræve den dansk-norske flåde udleveret. Styrken bestod af 24 linie-skibe og 22 mindre fartøjer. Herudover en større mængde transportfartøjer, der tilsammen transporterede 30.000 mand med nødvendigt udstyr i form af heste, artilleri mm.

Men ad forhandlingens vej opnåede englænderne ikke den ønskede traktat med Danmark, trods den massive trussel!

København belejres

I stedet rustede København sig for anden gang mod et kommende engelsk angreb. Ligesom i 1801 måtte der improviseres, idet riget ikke var forbe-redt til krig.

Ligesom i 1801 lå flåden aftaklet i Flådens Leje, og kun ganske få af ski-bene var udrustet. Kommandør Steen Bille blev udnævnt til chef for søfor-svaret, medens Københavns kommandant, general Ernst Peymann skulle lede landforsvaret.

16. august landsatte englænderne hovedstyrken ved Vedbæk, uden at der blev gjort modstand fra dansk side, og i løbet af de næste dage blev de engelske styrker placeret i en bue uden om København fra nord til syd.

København var nu en belejret by!

Både 1. og 2. september genfremsatte englænderne en opfordring til den øverstkommanderende om at overgive sig, og udlevere den dansk-norske flåde til englænderne.

Danskerne trodsede fortsat den engelske opfordring.

4 dages terrorbombardement mod hovedstaden

Ved halv 8-tiden om aftenen, 2. september 1807, begyndte englænderne et meget kraftigt bombardement af København, uden hensyntagen til civil-befolkningen og offentlige bygninger.

Bombardementet varede i næsten 12 timer og voldte voldsomme ødelæg-gelser på mængder af civile bygninger og store tab blandt civilbefolkningen.

Ved bombardementet blev bl.a. anvendt de nye Congrevske brandraketter.

5. september om morgenen antændte en engelsk brandraket spiret på
Vor Frue Kirke - Københavns Domkirke. Da spiret styrtede sammen antændtes resten af kirken. Englænderne havde sigtet efter spiret alle tre nætter.

Bombardementerne fortsatte de efterfølgende nætter med uformindsket styrke og hensynsløshed.

Om morgenen 5. september lykkedes det endelig for englænderne at ram-me spiret på Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke. Englænderne havde sigtet efter spiret alle de foregående nætter.

Spiret brød i brand, og i det det styrtede sammen antændte det den øvrige kirke, som udbrændte totalt.

En kraftig brand bredte sig nu i den indre by omkring kirken og universitet. Slukningsarbejdet, der efterhånden havde været i gang i flere nætter, var efterhånden ved at bryde sammen på grund af træthed.

Ved en ekstraordinær indsats lykkedes det dog at redde Universitetsbiblio-teket uvurderlige samlinger, der havde til huse på loftet af Trinitatis kirke.

Efter 3 døgns bombardementer var der nu stemning for kapitulation. Civil-befolkningen og København kunne ikke klare mere.

Forhandlinger blev indledt, men englænderne ønskede en betingelsesløs kapitulation og flådens udlevering.

5. september fortsatte det voldsomme bombardement for 4. nat i træk. - Københavnernes modstandsvilje var knækket.

Flådens Ran 6. september 1807 overgav Køben-havns kommandant, general Ernst Peymann byen og kapitulationsvil-kårene blev formuleret: Udlevering af Flåden og dens ud-styr, besættelse af Flådens an-læg og Kastellet, indtil Flåden var udrustet og kunne sejle ved egen hjælp. Englænderne invaderede nu Køben-havn, men holdt sig inden for de af-talte områder for at undgå sammen-stød med civilbefolkningen. De næste halvanden måned brugte englænderne nu på at udruste den dansk-norske flåde. I slutningen af oktober, den 21., af-gik 16 linieskibe, 15 fregatter og kor-vetter, 14 mindre fartøjer samt 92 koffardiskibe med materiel fra Flådens Leje under engelsk flag. Udover at englænderne fjernede næs-ten alt materiel fra flådens bygninger, blev alt der ikke kunne tages med

21. oktober blev en sorgens dag for den dansk-norske flåde, da hovedparten af flåden forlod København under engelsk flag. (Maleri af Chr. Mølsted - Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

ødelagt. Desuden blev der udført omfattende og tilsyneladende nyttesløst hærværk overalt.

Danmark-Norge havde mistet forudsætningerne for at kunne beskytte sin søhandel og hævde suveræniteten inden for søterritoriet.

Danmark-Norge var stik mod eget ønske blevet tvunget ud af neutraliteten, og valgte efterfølgende side for Frankrig og Napoleon.

Sverige så til gengæld sine største interesser i at alliere sig med England.

Kanonbådskrigen eller guerillakrigen til søs

Tabet af flåden var en katastrofe for landet! - Landet havde hverken tiden, økonomien eller tilstrækkeligt med egetræ til at bygge en ny flåde.

Der blev derfor satset på at bygge kanonbåde (kanonjoller, kanonchalup-per mfl.) i stort antal. Fordelen ved kanonbåden var åbenlyse, de kunne bygges hurtigt og de kunne bygges mange steder i det store rige.

Samtidigt kunne de stationeres overalt ved kysterne, hvor de blot ventede på de britiske konvojer på vej gennem danske farvande.

Guerillakrigen til søs var blevet indledt.

Engelsk brig angribes af dansk-norske kanonbåde
(Maleri af Chr. Mølsted - Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

I juni 1808 lykkedes således dansk-norske kanonbåde at erobre to engel-ske orlogsbrigger, THE TICKLER og THE TURBULENT. Under krigen fra 1807-1814 lykkedes det samlet at erobre 10 engelske orlogsbrigger samt et anseeligt antal handelsskibe.

Medens Flådens således masseproducerede kanonbåde, blev sørøveri også gjort til et lovligt erhverv.

Frederik VI udstedte et reglement for kaperfarten og prisernes lovlige på-dømmelse. Enhver kunne nu få tilladelse til at udruste et skib med kanon-er, hverve mandskab og stå til søs for at kapre fjendtlige skibe.

Det sidste linieskib

Et enkelt af vore linieskibe, PRINDS CHRISTIAN FREDERIK, havde und-gået udleveringen til englænderne, da det befandt sig i Norge i 1807. Det var hermed Danmarks eneste linieskib.

I foråret 1808 blev der behov for at beskytte overførslen af en fransk-spansk hjælpehær over Storebælt, og linieskibet, under kommando af kaptajn C. W. Jessen, blev derfor beordret til Storebælt.

Linieskibet PRINDS CHRISTIAN FREDERIK's sidste kamp
(Billede fra Orlogsmuseets arkiv)

Skibet blev dog snart opdaget af englænderne. Ved Sejerø kunne kaptajn C. W. Jessen konstatere, at den engelske flådestyrke bestod af mindst 2 linieskibe og 3 fregatter.

I stedet for at lede den engelske eskadre ned i Storebælt, hvor troppeover-førslerne var i fuld gang, valgte Jessen at ændre kursen mod Sjællands Odde.

Hen under aften og medens mørket faldt på, 22. marts 1808, indledte vo-res eneste linieskib sin sidste og tapre kamp mod den engelsk overmagt.

Efter flere timers kamp blev skibet sat på grund og Orlogsflaget strøget, medens skibet brød i brand og senere eksploderede. Blandt de mange faldne var bl.a. premierløjtnant Peter Willemoes, én af heltene fra slaget på Reden.

NAJADENs kamp blev den sidste

6. juli 1812 udspandt sig den sidste træfning mellem større dansk-norske og engelske orlogsfartøjer.

Ved Lyngør i Norge havde fregatten NAJADEN søgt tilflugt for vejret sam-men med briggerne LOLLAND, KIEL og SAMSØE, da de blev overrasket af det engelske linieskib DICTATOR og briggen CALYPSO, der på uforklarlig-vis var blevet ledt inden skærs. - Nogle talte om forræderi, men det har aldrig kunnet bevises.

Efter 1½ times indædt kamp måtte fregattens chef, kaptajn H. P. Holm meddele i en rapport til kongen: "Det er min tunge pligt allerunderdanigst at tilmelde Deres Majestæt, at fregatten NAJADEN er ej mere".

Denne rapports afslutning giver også en meget rammende karakteristik af den samlede dansk-norske indsats under englandskrigene 1801-1814:

"Men hvor ulykkelig jeg end er ved tabet af Deres Majestæts NAJADEN, ville det dog være højst ubilligt af mig, ifald jeg ikke anførte, at ifølge min overbevisning er af samtlige officerer og mandskabet ombord udvist den største iver for Deres Majestæts tjeneste og det standhaftigste mod for at forsvare flagets ære".

Norge blev fredens pris

Da freden endelig blev sluttet i Kiel natten mellem 14. og 15. januar 1814, var det samtidigt afslutningen på den mere end 300 år gamle koalition mellem Danmark og Norge, og den dansk-norske sømagts æra var defini-tivt slut.

Allerede 16. januar 1814 skriver Frederik VI: "Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt."

Men Frederik VI havde intet valg. Militært stod han med ryggen mod mu-ren, og den svenske konge Karl Johan krævede Norges afståelse, som betingelsen for fred.

Norge var dog ikke til sinds at acceptere denne fredsslutning, og samtidig med at man forberedte et selvstændigt forsvar af Norge, gik man i gang med at lave en ny grundlov.

Den nye grundlov blev vedtaget 16. maj 1814, men allerede 29. maj rykkede svenske styrker ind i Norge. Til trods for tapper og indædt norsk modstandskamp måtte Norge slutte våbenhvile 8. august 1814.

Under fredsforhandlinger enedes man om, at Norge skulle bevare sin selvstændighed i union med Sverige, men med den svenske konge Karl Johan som konge.

Kongeriget Danmark-Norge var blevet adskilt.

Epilog

I dag står de danske egeskove klar.

Dette er resultatet af en langsigtet planlægning, der blev vedtaget i 1807. I alt blev der plantet mere end 90.000 egetræer.

Desværre, måske, bruges der i dag andre materialer til skibsbygning.

- Har du en idé til en historie, eller mener du blot,
at der mangler noget på disse sider?

Kan du hjælpe med til at kaste et bedre lys over historien,
så send en e-mail, evt. med en vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 9. november 2002

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger