Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4Farvel til minelæggerne

Farvel til minelæggerne (2004):

Tak til de gamle damer!

Minelæggeren MØEN kunne i år fejre 40 års jubilæum som operativ enhed, men ved årets udgang er det slut.

Med udgangen af 2004 er det definitivt slut med egentlige minelæggere i det danske søværn. Her følger en personlig beretning om livet på de "gamle damer".

Af Vagn Nielsen, Stationsleder, Minelæggeren MØEN

Minelæggeren MØEN er her fotograferet ved Uggelhuse i Randers fjord
19. august 2001.
(Foto: Bernt Skjøtt)

Den sidste af de store gamle minelæggere nærmer sig den tid, hvor den skal takke af, og jeg vil benytte lejligheden til at takke hende og de 3 andre for en dejlig tid, god behandling og veludført arbejde.

En svunden tid

Jeg har i min tid i Søværnet set mange skibe udgå, lige fra korvetterne TRITON og BELLONA, (der stadig lå i Frederikshavn, da jeg kom ind) til 2 fregatter, 3 SØLØVEN-klassen og 10 WILLEMOES for ikke at snakke om SDC-erne (DAPHNE-klassen, Red.) og SUND-klassen.

Det er både vemodigt og glædeligt på samme tid at sige farvel til en skibs-klasse, vemodigt fordi man har så mange minder fra disse skibe - gode som dårlige. De gode har en tendens til at overskygge de dårlige. Glædeligt, fordi det er et udtryk for, at Søværnet er i udvikling og får nyt og bedre materiel.

Jeg har brugt lidt over 10 år i alle fire minelæggere. Først som elev i FYEN. Det var dengang, man boede på 30-mands banjer agter, og der kun var et minimum af stambesætning.

Skifteassistenterne glemmer jeg aldrig

Chefen kan jeg ikke huske, hvad hed. Men skifteassistenterne, dem glem-mer jeg aldrig. De hed Søklar, Elverhøj og Agergak - ingen af dem blev selvfølgelig kaldt ved disse navne af os elever - når de var i nærheden.

Men det var de navne, de gik under og stadig bliver kaldt. To af dem er stadig i systemet.

Skifteassistenterne var nogle hårde karle, der nok vidste, hvordan man fik skik på sådan en flok barnerumper. Det var ofte under devisen – "at kunne man ikke forstå, hvad der blev sagt, så måtte man bøde på anden måde".

Lad det bare være sagt her - jeg har gået min del af bjærgemærsvagter og taget mange armstrækkere på agterdækket.

Selvom de var nogle hårde negle, så lykkedes det dem alligevel at få proppet noget "sømand" ind i os.

De af os, der stadig er i systemet - og sikkert også dem, der ikke er - kan garanteret huske den tid i FYEN; ikke bare for skifteassistenterne, men også for kantinebestyreren - en oversergent kaldet 3p. Hos ham fik man aldrig penge tilbage. Havde man ikke lige penge, fik man tilbage i slik.

Jeg husker også de ture, vi var på. Dengang blev der sejlet mange mil og besøgt mange havne. Udover de danske var vi i Polen, England og Tyskland. Disse ture gik ikke stille af, når man havde landlov.

Telegrafist på "konebåden"

Efter min elevtid i FYEN gik jeg på Signalskolen for at blive telegrafist – ja, det hed det dengang. Derefter havde jeg en lang og dejlig tid i Torpedobådseskadren (den senere 4. Eskadre, der heller ikke er mere), og i 1982 var jeg så med PEDER SKRAM - på den af kendere så berømte tur med HARPOON missilet.

Så besluttede jeg mig for at gå på sergentskole. Efter endt uddannelse mødte jeg ombord i SJÆLLAND. Her hed chefen Zittan.

Det, jeg husker bedst fra SJÆLLAND var, at der var mange piger ombord, og at vi derfor blev kaldt for "konebåden".

Efter cirka 10 måneder i SJÆLLAND blev jeg beordret til at møde i FALSTER. Alt dette foregik omkring den tid, hvor vi skulle lukke HOLMEN og flytte til Frederikshavn.

Da dagen for udflytningen oprandt, var det et flot syn at se hele mineskibseskadren sejle fra Holmen. Det var et syn vi aldrig mere skulle komme til at se - 4 minelæggere og 2 kabelminelæggere i pileformation forlæggende mod Frederikshavn.

Chefen på FALSTER hed dengang Bjarne E. Petersen - også kaldet BEP, og omkring FALSTER husker jeg mange episoder. Men det, der står lysest i min erindring, er det utrolige sammenhold, der var ombord - indenfor alle kategorier. Sikke nogle fester, der blev holdt, når vi var i havn.

Skalpen næsten skåret af

Jeg erindrer specielt en episode, hvor vores operationsofficer – OPO - fik skalpen skåret næsten af.

Vi havde kastet anker og afholdt skibets julefrokost på minedækket. Alle var bænket ved borde - så der var godt fyldt op i styrbord side. Nu var det sådan, at der skulle optrædes på FUT dækket (- en afdeling af dækket, midlertidigt indrettet til træningscenter, Red.) af forskellige.

Jeg erindrer ikke lige, hvordan de blev udpeget, men på et tidspunkt skulle OPO møde på FUT dækket. Skæbnen ville, at da han rejste sig, ramte han løbegangen og faldt hårdt tilbage i sin stol med ordene "av for s……".

Han blev straks tilset, og det viste sig, at man kunne løfte hele hårpragten ved den øverste del af panden. Her havde han nemlig fået en flænge så stor, at den næsten gik fra side til side (- overdrivelse fremmer forståelsen).

Vi måtte have OPO på hospitalet, og da vi ingen læge havde ombord måtte vi tilkalde næstkommanderende så han kunne sy ham.

Næstkommanderende var Bent Børge Thygesen, der desværre ikke er blandt os mere. Han skulle i hver tilfælde ikke sy noget som helst - lige meget, hvor meget vi pressede på.

Han klippede en masse hår af OPO, men sy skindet fast igen ville han ikke; så det endte med, at vi måtte sætte den store gummibåd og sejle OPO ind til land, så han kunne komme på sygehus og få ordnet tingene.

Jeg havde ikke regnet med at se ham igen sådan lige med det samme, men efter en rum tid, hvor længe erindrer jeg ikke, kom han tilbage.

Krøllen på hele historien er, at på sygehuset havde de spurgt, hvorfor han havde fået klippet alt det hår af - det var da ikke nødvendigt.

Resten af den tur rendte OPO rundt med en stor hvid forbinding om hovedet.

FALSTER udfases

Vi havde mange gode ture med FALSTER. Her skal kun nævnes enkelte som Nordisk Kadetidrætsstævne i Finland - og de gode, kendte øvelser BOLD GAME, BRIGHT HORIZON, DANEX og så videre.

Minelæggeren FALSTER ses her i 1997.
(Foto: Søværnet)

På et tidspunkt skulle der oplægges en FALSTER-klasse, og man besluttede at lægge de to besætninger fra FYEN og FALSTER sammen. De skulle så være i FYEN.

Det eneste jeg har at sige om det er - at få to besætninger til at arbejde sammen, selvom de kommer fra samme skibsklasse, er meget svært.

Det er ikke alting, der blev ikke gjort på samme måde i begge enheder - og begge besætninger var 100 % sikre på, at den måde det blev gjort på i deres enhed, var den eneste rigtige.

Jeg forlod nu det, der var kommet til at hedde 3. Eskadre og fortsatte min tjeneste forskellige steder i systemet, - jeg var på signalskolen, i Grønnedal, i FLYVEFISKEN-klassen og korvet - for herefter at få 3 år i NATO ved den lokale kommunikations organisation i Viborg.

Ombord på MØEN

I 1996 vendte jeg tilbage til 3. Eskadre, og denne gang skulle jeg møde i MØEN. Jeg glædede mig til at komme tilbage. Jeg har altid godt kunnet lide at sejle i 3. Eskadre og især i minelæggerne. Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget særligt over dem.

Denne gang vendte jeg tilbage til ikke bare en minelægger, men også et skoleskib.

Det er noget særligt at sejle skoleskib, der er ikke bare det almindelige arbejde med at forberede øvelser og passe kommunikationen, men nu skal man også tænke på elever og ikke bare marineelever, men også vagtchefelever, søtrænere og kadetaspiranter.

Det kan til tider være svært at kombinere både det at sejle taktisk og samtidigt varetage elevernes uddannelse.

Jeg synes nu, at man ombord i MØEN har gjort et formidabelt arbejde og altid løst alle opgaverne til alles tilfredsstillelse. At sejle med elever giver mange sjove og spøjse oplevelser, men at fortælle om dem må vente til en anden gang.

Jeg har i min tid i minelæggerne overvejende haft gode oplevelser - selv om vi har levet under trange kår og meget støj. Selvom det er og var "nogle gamle damer", har der altid været et godt sammenhold, højt humør og en vilje til at få løst opgaverne.

Alle var med til det - såvel ledelse, mellemledere som den menige besætning. Damerne selv har altid transporteret os der hen vi ville - ind imellem med besvær, især når det gamle maskineri ikke helt har villet, som vi.

Talrige er de gange, hvor vi er kommet hjem på én motor, men sikkert i havn kom vi dog altid.

Bevar en minelægger

Jeg siger tak for mange gode timer i disse minelæggere og håber at bare én kan blive bevaret.

Mit forslag lyder at, man skal forære FYEN eller MØEN til Aalborg Marinemuseum.

Så vil jeg med jævne mellemrum besøge skibet og alle de andre, som ligger der sammen med hende - flere af dem har jeg også sejlet på. Her vil jeg så mindes de mange gode stunder.

Tillykke til MØEN med 40 års operativt jubilæum - nu går vi snart i de ny Fleksible Støtteskibe og her venter nye udfordringer og sikkert lige så mange oplevelser.

Minelæggeren MØEN ses her under passage af Lillebælt i starten af 80'erne.
(Foto: Karsten Petersen)

Kildehenvisninger:
"	Ovennævnte artikel blev bragt i bladet: Nr. 2 - Juni 2004 Artiklen gengives her med tilladelse fra Søværnets operative Kommando.
44Der henvises også til Maritim Bibliografi

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

Så send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 12. oktober 2004

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger