Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4Rekrut på Bangsbofortet

Rekrut på Bangsbofortet (1957):

Til orlogs sammen med
sabotøren, politikeren,
popsangeren og politimesteren

Jørgen Larsen skriver i denne artikel om sit møde med Søværnet, først på Bangsbofortet ved Frederikshavn og senere om bord i nogen af Søværnets fregatter

Det er også historien om knægten, der drømte om kanoner, og fik lov til at "lege" med de største Søværnet rådede over, og samtidigt hvordan dette job bragte ham sammen med senere kendt personer.

Af Jørgen Larsen

1957 var det meste turbulente år i mit liv hidtil. Jeg var lige fyldt 16 år og fået brochurer fra Forsvarets Oplysning mht. at blive fri-villig soldat. Dengang hed det ikke konstabel, men man brugte den hollandske benævnelse, "Math" og ansøgeren skulle blot være fyldt 16 år. Som kronen på værket var jeg i biografen, hjemme i Århus, og der så jeg et indslag, hvor en af Marinens Huntfregatter skød efter sømål, og nej hvor gjorde det indtryk på vi ungersvende, at se dette. Så fulgte der andre indslag fra Felthæren og Flyvevåbnet med at: Forsvaret havde brug for raske unge mænd og vi enedes om det skulle da være søværnet, hvis vi skulle ind.

Mathelev 322045 Jørgen Larsen, 16 år gammel (Fotograf ukendt)

Filmen vi følgende så var De fem brødre Sullivan, der netop handlede om familiens 5 sønner, som blev indkaldt til US Navy, og alle 5 omkom, filmen påstodes i øvrigt at være autentisk.

På vej til Kongens by

Så kom endelig ansøgningsskema fra søværnet og en skønne forårsdag drog jeg til Kongens by, for der aflægge en færdighedsprøve, samt gen-nemgå en læge undersøgelse.

Det var første gang jeg skulle til København og allerede i toget, der over vrimlede det med ungersvende, som også skulle til prøve, ja flere af dem brovtede, at om et års tid så var de jo nok officerer mindst.

Vi var ca. 40 ansøgere.

Da prøverne stod på bemærkede jeg dette specielle Københavner vid, som jeg senere kom til at elske.

Efter en hel masse tests kom så fenrik Assing ind og opråbte navnene på 7 mand, som fik besked på at vente her til senere, og resten følger med mig bjæffede fenrikken, nogle af dem vendte sig og fyrede spydigheder af til os.

Der gik vel 10 minutter så kom fenrikken tilbage og sagde til vi små råd-vilde fyre: Ja, til Jer vil jeg så sige, at I har bestået og går videre.

Jamen, vi troede lige det var os der var dumpet.

Bangsbofortet lige syd for Frederikshavn er bl.a. udrustet med 4 af de 150 mm kanoner, der oprindeligt var placeret på artilleriskibet NIELS IUEL.

Så kom mødeindkaldelsen

Med besked om at møde på Bangsbofortet i Frederikshavn, den 11. juli 1957, og hvilket kulturchok for en lille arbejdsdreng, som jeg på et sav-værk, jamen alene sprogbruget kunne chokere vi små hvalpe, hvor af mange kun var 16-18 år.

Her i dette miljø skulle vi så indøve vor militære grundskole.

Nej hvor var det spændende, at se alle disse nye ting, ja Bangsbofortet var jo tysk efterladenskab og om kanonerne her fortælles der følgende histo-rie:

Da tyskerne havde rømmet stedet skulle skytset bevogtes af hensyn til revanchister.

Senere skulle der komme kyndige artillerister fra forsvaret med henblik på, at undersøge om skytset var ladt eller måske ligefrem mineret.

Kanonen er en tysk 105'er, af denne type med store skjolde på
fandtes vel ca. 5 stk. altså den her viste er ikke fra Bangsbofortet,
men samme type.

Prins Pilfinger

Det blev så en frihedskæmper, der fik vagten han var en rigtig "Prins Pilfin-ger" og ifølge overleveringen satte han sig på skyttens plads og så ned i sigtekikkerten, og fulgte for sjovt et fjernt fartøj ude på havet.

For nu at gøre det hele så autentisk, som muligt, aktiverede han de for-skellige knapper og håndtag, og så pludselig…

Tjah I kan jo så tænke hvad der skete, kanonen var ladt, og der lød et kæmpebrag, som resulterede i at et stort antal ruder i Frederikshavn splin-tredes på grund af Bangsbofortet hvilede på en kridtbanke, hvilket afsted-kom frygtelige rystelser.

Granaten ramte heldigvis ikke noget, men lad mig gentage, måske er det kun en anekdote, og måske kan eventuelle læsere be- eller afkræfte oven-stående.

Der var foruden disse ca. 4 stk. 150 mm, som kom fra det gamle artilleri-skib NIELS IUEL.

Læderjakke Kaj

De sanitære forhold var flg.: gammeldags "das", medmindre vi gik temme-lig langt, ellers besørgedes små ærinder uden for bunkeren i græsset.

Der var i øvrigt en værnepligtig, en gammel basse, som havde specialiseret sig i at plukke de unge mathelever for penge, som han jo ikke ville betale tilbage, enten kunne man få tæv eller lignende for pengene.

Når han var skildvagt blev man kaldt tilbage igen og igen, truet med jeg ved ikke hvad, altså en slags dummebøder, joh I har gættet rigtigt, han lånte over 1 hundrede kr. hos mig, til orientering så var det halvdelen af det jeg tjente deroppe, vi fik 28 kr. om ugen, værnepligtige 14 kr.

Geværskydning var lige mig

Her til venstre ses det fantastiske Garand gevær, som blev tillagt næsten dæmoniske færdigheder, både mht. skudvidde (9 km) og virkning som en hel feltkanon.

Vi havde masser af dejlige geværskydninger på skydebanerne, uden for Bangsbofortet, og da jeg havde skudt i skytteforening, så var jeg jo en drabelig karl til skydning, hvilket afstedkom en vis jalousi.

Garand geværet, officielt benævnte Gevær M/50

Til den endelige mærkeprøve var der en "spøgefugl", der drejede mine sig-temidler vind og skæv medens jeg var i markørgraven, jeg nåede lige at korrigere for dette, og fik 107 points og dermed et skydemærke syet på min busseronne.

Han var isoleret på grund af sit vanskelige sind, ingen kunne med ham og ingen havde nogensinde set ham med en pige, men så i sommeren 1960 hvor vi stod for hjemsendelse, da var ROLF KRAKE på flådebesøg i Irland og minsandten her blev ´Ballet-nine´ set med en sød irsk pige.

De blev gift lige efter hjemsendelsen og Erling Christensen, som han hed, blev en kendt og efterlyst sabotør i Irland, jeg så hans billede i dagspres-sen.

Erling var fra Korsør/Skælskørkanten.

Her er så mathelev-holdet på Margretheholm i efteråret 1957.
Det er mig i bageste række, nr. ét fra venstre,
Ballet-Nine er nr. to fra venstre i forreste række.

Jeg valgte artilleriet

Jeg valgte artilleriet, altså fjernartilleri som omfattede fra 76 mm og op efter, og grunden til dette valg var en ældre broder, som havde aftjent værnepligt ved luftskytset og endvidere fortalt alle sine oplevelser så levende, at jeg faktisk lærte utroligt meget om artilleri hos ham og derfor fik 3 gange 10 (maksimum) i faget artilleri.

Ih, altså hvor var der mange skønne ting for sådanne unge "knæjter" at lære, nedenstående et par af kanonerne, vi lærte: Engelsk 102 mm (Hunt-fregatterne, samt ÆGIR) Bofors 105´ere (HUITFELDT og WILLEMOES) og 127 mm (HOLGER DANSKE og NIELS EBBESEN), disse tre typer skulle vi "fjern elever" lære.

Skydeskolen GNIBEN

Der var en oplevelse på Gniben af de gode mens vi var der, Kong Frederik den niende skulle komme pga. 150 års dagen for søhelten Willemoes søslag uden for Gniben i marts 1808, jeg meldte mig som skanse- og æresvagt for kongen.

Vi stod der i vinterkulden, høns og ænder vraltede rundt om vores ben,  så kom majestæten og nu skulle der skydes salut, jamen behøves jeg at be-skrive fjerkræets reaktion, da salut bragene lød ??

Der efter skulle majestæten skride fronten af, og da jeg var den mindst stod jeg sidst og majestæten gled lige da han var ud for mig.

Jeg tror kongen vred sin ankel, for han hvislede et par ord, hvad han sag-de? Ja-ja det forbliver bestemt en statshemmelighed!

Hunden tog flugten

På skydeskolen var der en ældgammel Schæferhund, som var både døv og hvad ved jeg, og når nærartilleristerne skød efter luftmål, med tracere, sprang hunden op i luften og snappede efter tracerne på projektilerne.

Men når de store 102'ere skød, kom han altid, for han kunne mærke vibra-tionerne i jorden fra pjecen og selv om der ikke var tracere her, sprang han frem og snappede op i luften.

Så en dag gik det altså galt for der var klikker i højre løb og fenrikken råb-te: "mekanisk affyring", og den unge mekanismemand adlød ordren.

Jeg skal aldrig glemme den arme køter, da rør nr. 2 gik af, hunden blev klemt aldeles flad af mundingstrykket og tog flugten, vi så den ikke mere, når der var skydninger.

Fregatten ESBERN SNARE, en af "Hunt-fregatterne".

I praktik på ESBERN SNARE

Herefter skulle vi så have vores praktik på Hunt-fregatterne (ESBERN SNARE) med afsluttende kaliberskydning og mest spændende af alt, vi skulle eskortere Kongeskibet DANNEBROG til Helsingfors.

Men selve besøget var en succes, idet det var første gang i 33 år, at en dansk konge havde gæstet Finland og selvfølgelig forelskede jeg mig i en sød pige, Pirrko, hed hun og navnet er som stavet her.

Nu skulle vi så udnævnes til mather og herefter udstikkes til forskellige tje-nestesteder, jeg og et par kammerater skulle på HOLGER DANSKE, og den skulle til Færøerne og Grønland.

Chefen, der var kommandørkaptajn, hed Kai Hertz, og artilleriofficeren var navnkundige søløjtnant af 1'ste grad, Finn Volke, som også havde været math endog med samme mathnr. 356, som jeg havde.

Finn Volke blev senere chef for frømandskorpset (orlogskaptajn) og sidst chef for Holmen (kommandør).

Fregatten HOLGER DANSKE ses her ved Grønland.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Jens Dyhr Okking

Ombord var der flere personligheder, en af dem hed Jens Dyhr Okking, jah, I har gættet rigtigt, den senere skuespiller og politiker.

Vi boede på samme banje og jeg kan kun sige det bedste om Jens.

Der var bred enighed om, at den mand kunne drive det vidt i marinen for han var bare en dygtig artillerimath.

I ved ham der til sidst gik amok og skød sin sergent og sig selv.

Færøsk dansur

Men det bedste Jens Okking lavede var i en eller anden Færøsk bygd, hvor der var "dansur" som man sagde deroppe og færingerne kunne altså ikke døje "de forbandede danskere".

Der var især en færøsk superbamse af en mand, ikke fordi han var højere end vi andre, men jøsses nogle arme og skuldre han havde og han var på udkig efter et offer som han kunne afreagere på og hvem kom ind af dø-ren i det samme?

Det gjorde Jens i al uskyldighed!

Færingen gik i sulet på den intetanende Jens, lagde en arm om halsen på Jens og brølede: "Rejs hjem forban-dede dansker". Derefter udstødte han og de omkring stående færinger en bragende hånlatter, lige ind i hovedet på Jens, jo-oh de vejrede en let sejr over en dansker.

Jeg glemmer aldrig hvad der nu skete.

Jens rettede sig op, og uden at værdige færingen så meget som et blik, tog han fat i færingens ene brystvorte med fingerspidserne og malkede løs på den og gjorde så det samme om færingens hals og nakke og sagde: "Selv hahaha" og efterabede dem alle sammen.

Det var der ingen der nogensinde havde turdet og vi andre fik flere fore-spørgsler om, hvem den "Jævlestore" dansker var, og pludselig stod færin-gen der igen og denne gang jovialt og sleskt grinende med en flaske snaps i hånden, han ville dele den med danskeren.

Jens var blot fotogen

Jens problem var simpelthen, at han var fotogen, hvis der var noget i gære, da så man med sikkerhed Jens, alle vi blev der ikke lagt mærke til, men Jens så man straks.

Oppe på Søndre Strømfjord, drak han og nogle andre sig fra vid og sans i messen for underofficerer, som vi fik lov til at være i, som en gestus, idet vi jo havde vinkler på, men det blev altså stoppet dermed.

Da Jens Okking kom ombord i sin kæmpe brandert fik han øje på sig selv i et spejl og brølede: "Hva' satan glor du på stodder"?

Han var ikke klar over det var ham selv og som kronen på værket hamrede han sin store skinke af en næve lige ind i spejlet, som  blev knust og skibslægen måtte sy, ja jeg husker ikke hvor mange sting på Jens' knoer og dertil en gevaldig forbinding.

Straks vi kom til København fik Jens Okking besked om at henvende sig på flådens 12' kontor, der ansatte og fyrede folk.

Jens blev fyret og nogle af gutterne påstod de så Jens græde efter at have fået denne fyring, men det så jeg ikke.

Han inviterede mig op at spise i sin lejlighed inden han fik den der besked, men jeg blev selv forhindret i at give møde.

Jørgen Skat-Rørdam

Men der var andre personligheder ombord, fx. vores banjermesterskriver, som var ny uddannet advokat og som følge heraf blev en god mand for banjermesteren og personalet.

Jeg talte ofte med ham, hans navn var : Jørgen Skat Rørdam, joh-da, han fik jo en fin karriere, efter sin værnepligt indenfor Rigspolitiet, Jørgen han blev jo politimester i Hillerød.

Det var sjovt at se denne splejsede ungersvend, der røg kæmpestore "Hofnar" cigarer når vi spillede kort i fritiden og talte et meget kultiveret sprog, hans humor var helt i top ellers kun det allerbedste at sige om ham.

Han "gik" altså aldrig ned med polarkuller, som man siger, jeg noterede mig han havde en fantastisk hukommelse. Bare det var mig, idet min er ret så æterisk.

Gad for resten vide om han kan huske mig fra 1958?

Mit kælenavn det var: Sorte, ak ja det var dengang!

Men Jørgen Skat Rørdam kaldte mig ofte "søn" nåh ja-ja.

Jeg fik øgenavnet fordi man syntes jeg lignede sådan en lille sortsmusket en.

Skød til mål på isbjergene

Disse 127 mm Krupp kanoner var ombord på HOLGER DANSKE og NIELS EBBESEN, de skød med delt ammunition og projektilet vejede ca. 28kg. og drivladningen var ca. 9.6 kg.

Rækkevidden vel omkring 19.6 km. Dog skød vi aldrig på mere end ca. 10 km afstand.

Når vi sejlede fiskeriinspektion ved Færøerne og Grønland  fandt vi som re-gel et passende isbjerg, der havde samme størrelse som eget fartøj, som vi brugte som mål.

Det var faktisk sjovt, når vi skød på isbjergene, at se i sigtet når projektilet ramte og et stykke af isbjerget sank i havet.

Her er så flådens stolthed.

Til sammenligning kan jeg sige vore Huntfregatter var virkelig stærkt ar-merede, jeg har set andre fartøjer fra fremmede mariner af samme stør-relse, der var langt svagere bestykket.

Denne her kunne aflevere ca. 15-18 skud pr. min. pr. rør x 6, mht. elevationen, da kunne den gå næsten lodret op, altså en slags kanonernes "Folkevogn" der nedskød mange tyske V1'ere, takket være dens sindrighed og  præcise ildledersystem.

Fra HOLGER DANSKE til NIELS EBBESEN

I efteråret 1958 skulle fregatten HOLGER DANSKE til et større eftersyn på Orlogsværftet, og hele besætningen blev derfor skiftet over på søsterskibet NIELS EBBESEN i stedet.

Fregatten NIELS EBBESEN på fiskeriinspektion ved Færøerne 1959.

Jeg siger bare, at hvis nogen vidste, hvor hårdt arbejde det var at slæbe al den ammunition fra det ene skib til det andet. Puha!

Jul og nytår tilbragte vi så med fiskeriinspektion ved Færøerne, hvor vi afløste fregatten THETIS. Hvis jeg husker helt ret, var det på dette togt at grønlandsskibet HANS HEDTOFT forsvandt sporløst på sin jomfrurejse.

Vi lå længe stand by for om muligt at deltage i eftersøgningen, men blev ikke sendt til Grønland. Vi var alle dybt berørte af episoden.

Skød til måls efter SØLØVEN

Da vi I sommeren 1960 brugte en af de gamle patruljebåde SØLØVEN som prøveklud i Århusbugten, blev den beskudt med forskellige granattyper med bl.a. Radobrandrør.

Sådan en patron kostede mere end en månedsløn, skydningen med disse blev indstillet pga. regnvejr, idet tæt regn rent faktisk aktiverede brand-røret.

Efter hver skydning med forskellige typer ammunition, entrede flådens nye korps, frømændene, samt læger mv. SØLØVEN for at se virkningen på skibet og bl.a. de dukker, altså mannequiner og lign.

Der var jo også masser af måleinstrumenter ombord.

Sjovt nok, da så jeg for et par år siden TV-optagelser af skibsvrag i Århus-bugten, hvor vi bl.a. så vraget af SØLØVEN og straks meddelte jeg gæs-terne, at den der har jeg beskudt i 1960, men jeg tror faktisk ikke engang det blev taget til troende.

Willi Jønsson

Medens jeg var her om bord kom der en af de unge mather tilbage efter sin sommerferie.

Uden at hilse sprang han hen til sit skab og hev en lille elektrisk rejse-grammofon frem og lagde en nykøbt plade på og med fuld styrke spillede han pladen, det var den der fra filmen "Soldaterkammerater på vagt", som hed: Mustafa.

Jeg spurgte de andre: Hvem er han?

Joh da, han hedder Willi Jønsson, ja og I gætter rigtigt, han blev senere kendt via Gasolin.

Willi Jønsson var en rigtig fin fyr, bare det at se ham, når der var god musik, så var han helt "væk".

Nedenstående en del brandrør, jeg har snydt lidt idet disse her er mere eller mindre  hypermoderne udgaver, men nu kan I måske danne Jer en ide om hvordan de ser ud, fx ser man nogle af dem med et komplet Schweitzer urværk, som bruges den dag i dag, til tempering af granaterne.

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

Så send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: 3. marts 2003

Denne side er oprindeligt udgivet: 16. februar 2003

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger