Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4På Orlogsværftet under besættelsen

På Orlogsværftet under besættelsen (1940-43):

Hvem havde dog på forhånd kunnet forestille sig en 9. april

Her bringes et mindre uddrag af pensioneret afdelings-ingeniør S. A. Nielsen erindringer om 30 år i Orlogsværftets Elektroafdeling. Uddraget dækker tiden fra april 1940 til december 1943.

Af afdelingsingeniør S. A. Nielsen

Når man nu er kommet så vidt, at man har tilbagelagt 30 års tjeneste ved Orlogsværftet (OLV) og trækker sig tilbage, tænker man ofte på mængden af begivenheder og episoder, man har oplevet gennem denne tid, hvor specielt perioden til december 1943 og videre til befrielsesdagen selvsagt er af særlig karakter, med oplevelser så ejendommelige og triste, at man må håbe, at de aldrig skal opleves på ny.

Men for at begynde et sted kan det vel kun blive ved den 16. april 1940, thi denne dag var en mandag, så den 15. kunne man jo ikke komme til at begynde på sit nye arbejdssted på Holmen.

Et mærkeligt tidspunkt at skifte "Job" på kan man måske sige.

Hvem havde kunnet forestille sig en 9. april?

Tja, - Men hvem kunne i februar tænke sig noget så fantastisk som den 9. April, så jeg havde søgt stillingen i Elektroafdelingen og fået den efter sam-taler med underdirektør Odel og ingeniør Danckwardt.

Efter besættelsen den 9. april forespurgte jeg et par dage efter ingeniør Danckwardt, om jeg stadig skulle regne med at være ansat på OLV fra 15. april, eller om det indtrufne måtte påregnes at have indflydelse på min ansættelse.

Dette benægtedes, og den 16. tiltrådte jeg så min stilling som ingeniør her.

Den 16. april tog jeg så af sted herud og kom for første gang over Told-boden, og ukendt som jeg var med Holmens geografi, lykkedes det mig at gå lidt forkert, så jeg kom 10 min. for sent på ingeniør Danckwardts kontor.

Dette ærgrede mig meget, det var jo første dag, og så ser det jo ikke så godt ud, men det morede bare ingeniør Danckwardt, og så begyndte "tilvæ-relsen" på dette spændende sted.

Det første man på de tider og vel også i dag skulle igennem var den be-kendte introduktions- og orienteringsrunde. Først naturligvis til Direktøren.

Hvad der her blev talt om erindrer jeg ikke mere, men et står mig ganske klart; det blev en kort samtale, for det blev pludseligt meldt, at en tysk oberst fra "Luftwaffe" ønskede at tale med direktøren, og dermed var denne "audiens" afsluttet på hurtig måde.

Udenfor i gangen mødte vi så ingeniør Lundbeck Et., som jeg blev forstillet for. Han var meget fortørnet over tyskerens besøg og udtalte, at det passe ham at tage oberstens galocher og smide dem ned i fyret. Nå ja, så galt gik det jo ikke, men det var da et typisk stemningsbillede for tiden.

Oberstens besøg angik nu snarere de tyske flyvemaskiner, der var magasi-neret nede i "Røde Skur", efter deres nødlandinger på dansk område.

Herefter kom så rundgangen i de forskellige afdelinger med forestillen for en masse mennesker, hvis navne man naturligvis glemte igen og først se-nere ved det normale livs forløb fik virkelig ind i hovedet.

Vi gik også en tur rundt på hele Holmen, så da jeg kom hjem og havde spist, var det slut med kræfterne - jeg sov lige til den næste morgen. Hol-men er stor, når man tager hele turen.

Det første jeg blev sat i gang med var at blive fortrolig med vore anlæg til undervandslytning dvs. "Perifon- og Hydrofonanlæg".

Disse anlæg hørte under Søværnets Skibs- og Maskininspektion, men ved-ligeholdtes af værftet, og først efter krigen, da de engelske fregatter og ubåde kom hertil med de nye typer "Asdic", overførtes dette område til Televæsnet.

Grunden hertil var, at disse nye anlægstyper var langt mere udviklede end de tidligere og krævede flere operatører arbejdende sammen med naviga-tionsofficeren under en ubådsjagt, eller et angreb mod et overflademål.

Derfor måtte der oprettes en "Sonarskole" og en sådan, såvel som militært personale til flådens skibe, var det ikke OLV's opgave at have under sit område. At disse interessante anlæg gik bort fra os, var jeg virkelig ked af, thi nu havde jeg arbejdet dermed og kendte det grundigt.

Det var uhyre interessant at arbejde med de tyske anlæg vi havde både i Ev's målestue, men i højere grad i bådene.

Det første besættelsesår kom ubådene ikke ud at sejle, men så fik man så meget bedre tid til at sætte sig ind i tingene og udføre prøver i land og ved hjælpeopstillinger nede på kajen.

Her havde vi så opbygget en prøvestand så vi kunne sende tværs over havnen og pejle skibene, der kom forbi, så det var slet ikke så ringe en øvelse og kontrol vi fik.

Der blev derfor også tid til at opfinde lidt, f. eks. en lille undervandssender til blandede frekvenser, den fik vi senere i de næste 2 år megen anven-delse for ved klargøring af bådene .

I 1940 var der kun tale om færdigbygning af nybygningen LINDORMEN.

Denne var så langt fremme, at der ud på efteråret fandt søprøver sted, og det var særdeles spændende, når man var ny i marinen.

Her var nye anlæg som gyrokompas og elektrolog - ting man intet havde lært om før man kom herud, for på de tider var rederierne ikke interesse-rede i sådanne dyre og "unyttige" ting, der jo ikke engang gav nedslag i forsikringspræmierne, så hvad skulle man med det?

Man havde da altid tidligere kunnet finde frem på magnetkompas og flynderlog

LINDORMEN blev vel færdig med sine prøver og indgik nu i mineskibsdivisi-onen sammen med minestrygerne af SØLØVEN-klassen, M1 - 2 - 3.

Minestrygeren M3 SØULVEN ses her under besættelsen.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

I land var der også meget at tage sig til af nye opgaver, men lad mig en-delig ikke glemme vor store specialitet i de dage; fremstilling af vore egne batterier til ubåde.

Denne fremstilling var ingeniør Danckwardts kælebarn, og takket være hans store indsats på dette specielle felt, var OLV i stand til at fremstille disse batterier billigere og ligeså gode som de store fabrikker. Alt fremstillede vi fra støbning af gitre, smøring og formering af pladerne, derefter lagredes de og indbyggedes senere i batterikasserne og færdigbehandledes.

Der fremstilledes også andre mindre typer i akkumulatorværkstedet, så vi var dengang virkelig en hel "kemisk fabrik" med format.

Efter en dykkerundersøgelse af et skib, der var ramt af en tysk torpedo, fik vi i Akk. nogle stykker plus og minusplader til undersøgelse. Disse plader var kun ca. 3 mm tykke og meget specielle. Der var herefter ingen tvivl mere; tyskerne brugte elektriske torpedoer.

Vi fandt så nogenlunde ud af pladestørrelsen og prøvede med nedfræsning af tykkelsen på en af vore typer gitre. Herefter blev de smurt, formeret og sammenbygget, hvorefter vi begyndte kapacitetsprøver og udholdenheds-prøver.

Dette var meget interessant og hemmeligt.

1940 var således på alle måder og for mig i særdeleshed et meget begi-venhedsrigt år. Det havde i hvert tilfælde vist sig, at OLV ej ved dette års begivenheder blev nedlagt.

Forholdene havde stabiliseret sig for en tid, og vi havde tilsagn om at skul-le fortsætte.

Emnet var bl.a. udrustning af 10 træminestrygere til at tage sig af farvan-denes rensning for engelske magnetiske miner, der nu var begyndt at op-træde.

Skrogene blev bygget i provinsen og maskineriet indsat på OLV.

Minestrygeren MS 2., den 2. af i alt 10 MS-både.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Det blev en frygtelig vinter i 1941, omkring 22. januar havde vi minus 20 grader og ingeniør Danckwardt, der denne søndag tog ud på OLV, havde nær mistet ørene pga. forfrysning.

Da han kom ned i el-centralen, så mester Claudi, at den var helt gal, og smurte hans ører ind i kuglelejevaseline, det hjalp og reddede ham.

Der var nu så meget ro på OLV, at drømmen om et nyt elektroværksted syntes at skulle blive til virkelighed. Dette var nævnt for mig af Odel ved min ansættelse, som et af de projekter jeg skulle interessere mig for, men 9. april stoppede disse planer for en tid.

Skitseprojekt blev udarbejdet og godkendt af direktøren og derefter over-sendt til Søværnets Bygningstjeneste til detailprojektering og alt det øvrige der skal til.

Opførelsen påbegyndtes i efteråret 41, og i foråret 43 kunne vi flytte over.

Ak ja – i 1941 arbejdedes der, og skibene kom ud at sejle.

Undervandsbådene afgik alle i april til Mariager Fjord, og her kom jeg for første gang ud at sejle med ubåde, og afprøvede perifonanlæg og hydro-fonanlæg.

De følgende 2 år foregik det i Isefjorden, her var bedre plads, men ikke så dybt som de 30 meter i dele af Mariager Fjord.

Af yderligere aktiviteter begyndte sent på efteråret forberedelserne til de 2 kystjagere.

I målestuen begyndte vi sammen med ingeniør Lundbeck et forsøg med konstruktion af en elektrisk maskintelegraf. Det havde man ikke tidligere villet have, men her var det nødvendigt på grund af de store afstande fra bro til maskine.

Stangtræk og kæder ville her blive for tungt og usikkert. Omdrejningstele-graf skulle der også til, så jeg konstruerede en efter et vælger og poten-tiometer princip.

Alt dette lyder jo ganske hyggeligt og stilfærdigt, men det må ikke glem-mes, at der var krig/besættelse og det kastede sine mørke skygger over alles sind.

Tyskerne krævede ind på mange områder f.eks. også vore 6 torpedobåde af DRAGEN-klassen (DRAGEN- og GLENTEN-klassen - red.). De måtte udleveres, og det var en sorgens dag, da de blev hentet.

En torpedobåd bugseres bort fra Holmen den 5. februar 1941.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Som en spontan protest blev der flaget på halv stang mange steder, bl.a. ved Knippelsbro på rederiet Anholts anlægsplads med de 2 små flagstæn-ger på siden af skiltet.

Dette udtryk overalt vakte tyskernes harme, og bitterheden og modstands-ånden hos folk syntes ved denne "røven" at have fået en kraftig stimule-rende indsprøjtning.

Tyskerne lovede os dog som kompensation erstatningsmaterialer til byg-ning af 6 nye, som de så formentlig regnede med også at kunne låne, men vi var jo også i stand til at tænke lidt over tingene.

Foreløbig var der ikke tid, for de 10 træminestrygere var godt i gang med prøveture, en 4. minestryger af MS-klassen var under bygning, og de 2 kystjagere var også begyndt så småt at vise sig.

Der var desuden vedligeholdelsen af de øvrige sejlende skibe inkl. Fyrvæ-senets, så der var nok at bestille.

Især skulle minestrygerne være i drift, for det var nu flere gange om ugen, at englænderne havde natlige overflyvninger med nedkastning af miner i farvandene her.

Til strygning af disse havde daværende Orlogskaptajn Bahnsen fundet på en metode; Strygemagneterne, disse 12- 18 og 24 m lange opdelte pontoner med en vikling på midten.

Strømmen, der blev leveret af den ene af slæbeskibets dynamoer, blev vendt et variabelt antal gange i minuttet af hensyn til minernes kombina-tionstal.

Disse strømvendere konstruerede vi på elektroværkstedet og leverede dem til "Radiosektionen", som Televæsnet hed den gang. Strygemagneterne blev bygget på Helsingør Værft, og orlogskaptajn Bahnsen fortalte mig engang i Sverige, at det bl.a. var, fordi OLV ikke troede på ideen.

Minesikring blev ligeledes Bahnsens specialitet, og OLV lagde kablerne op. Først jute-omviklede kabler lagt i "rendestenen". De gav meget vedlige-holdelsesarbejde og blev kaldt "kludekabler".

Senere, da man blev klogere, blev armerede kabler lagt udenbords og be-skyttet af jernskærme. Selv under disse forhold forekom afledninger og på mærkelige steder.

Engang lå PEDER SKRAM inde på Holmen og 1. mester Hinrichsen, der tit var oppe hos mig, rasede over dette forbandede Kludekabel, der nu igen havde afledning.

Fladborg og jeg måtte så ned med den specielle målebro jeg havde fået lavet i Ev. til bestemmelse af fejlsteder. Vi nægtede faktisk at tro på resul-tatet, der viste, at fejlen skulle ligge i kachotten.

Dog vi måtte jo til det og ganske rigtigt, der var slået et søm igennem kab-let, og da fejlen var kommet under togtet, spurgte jeg om man havde haft "Gæster". Dette viste sig at være tilfældet.

Engang i 1942 var der stort besøg fra Sverige. En del mennesker fra "Marin-forvaltningen" var hernede for at tale minestrygning og minesikring med orlogskaptajn Bahnsen, og samtidig kom en af de herrer på besøg hos Ev. for at tale med mig om støjlytning.

Et af resultaterne af englændernes besøg var minesprængningen af DSB færgen CHRISTIAN IX uden for Korsør. Denne fik OLV siden reparationen af, et arbejde der varede 9 måneder. Kort efter CHRISTIAN IX's spræng-ning gik det galt for M/S KALUNDBORG under udsejling i fjorden.

Skibet kom efter at være hævet til værftet for nærmere besigtigelse.

Reparationsarbejdet fik vi ikke, men det var meget interessant af studere shockets virkninger i maskinen og andre steder.

Mange af skaderne virkede som rene paradokser. F.eks. en stor igangsæt-ter ca. 3/4 m3 og vel vejende omkring 500 kg, havde et starthjul på ca. 30 cm i diameter. Et ganske almindeligt støbejernshjul med 4 egre. Hele "kas-sen" havde vel bevæget sig med noget nær shockbølgens hastighed, men hjulkransen var øjensynligt blevet "stående i luften", for alle 4 egre var re-vet over ude ved kransen, som vi fandt hængende nok så nydeligt inde på akslen som et armbånd.

Der skete som sagt meget på værftet i 1942. På beddingerne var de 2 kystjagere vel på vej og begyndte at ligne skibe, og på bedding 3 blev den 4. minestryger af MS-klassen færdig til afløbning d. 11/4, og udrustningen af den gav også god beskæftigelse.

Minestrygeren SØHESTEN søsættes på Holmen 30. april 1942.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Den var elektrisk set særligt udrustet, idet den fik et meget avanceret peri-fon- og hydrofonanlæg med 2 x 24 hydrofoner og et perifonanlæg med så-vel ultrasonor telegrafi som telefoni. SØRIDDEREN, som den døbtes, og H-bådene var de eneste af vore skibe med utltrasonore anlæg.

Der anvendtes 30 kHz. til både afstandsmåling og samkvem. De øvrige skibe havde simplere anlæg og U-T. med 1050 Hz.

Der havde i forbindelse med de minesikringsanlæg OLV installerede i Sø-værnets skibe, nogle færger og isbrydere været ønske om at få en alarm, såfremt strømmen i kablet faldt ved et uheld.

Der fandtes et amp-meter på broen, men det så man jo ikke på hele tiden, og det var vigtigt, at der kom alarm straks. Til dette formål byggedes på Ev og målestuen specialrelæer, hvor viklingen tilpassedes det enkelte skibs specificerede strømstyrke. Relæerne placeredes i maskinen, og broen fik alarmen op.

Det nye elektroværksted var nu så langt, at vi kunne regne med at flytte til foråret i 43, det glædede vi os meget til, for de gamle lokaler i bygningen fra nordre varmecentral og ned til prøverummet, stue og 1'sal var nu ikke de bedste.

Fine værksteder med lys og luft, et periskoptårn og 2 dejlige målestuer var, hvad vi bl.a. kunne glæde os til.

De 2 hårde vintre vi havde haft lukkede flådens leje, så vi hvert år i marts og april ved afprøvning af H-bådenes lytteanlæg måtte save hul i isen nede ved Bradebænken for at få den tidligere omtalte støjsender ned.

Denne proces gav hver gang anledning til megen morskab, for det manglede ikke på nysgerrighed fra forbipasserende.

Det hændte som regel, at Fladborg, som jeg altid havde med, blev spurgt, om hvem han havde til at trække i den anden ende af issaven, og svaret var altid: "Det gør ingeniør Nielsen, men du skal ikke råbe så højt, for han kan høre, hvad du siger". Det sidste var helt rigtigt, for jeg var ovre på ubådene og morede mig tit over alle "ekstra bemærkningerne", så en vis munterhed var der at finde.

Vinteren 1943 var mildere end tidligere, og den 17. marts kom den store begivenhed; afløbning med 1. kystjager. Dens navn var NAJADEN. Dagene forud blev der passet godt på, for her var noget at sabotere, tænkte man, men der skete intet, og eftermiddagen før tog jeg nogle billeder under skibet af afstøtningen.

Dagen oprandt med flag og repræsentanter fra alle sider. Klodserne blev slået fra og skibet begyndte at glide ud fulgt af: "Må held og lykke følge NAJADEN.

Torpedobåden NAJADEN, den senere WILLEMOES søsættes på Holmen
15. marts 1943.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Farten steg - og så hørte man pludselig en skraben og bragen og rumlen, hvorefter den gik i stå, med fisken og forskibet hvilende på den nederste del af beddingen.

Se - det var jo ikke så godt, alle stod tavse, og der var stilhed.

Det var, som tog man varsel af denne episode, men pludselig var der en af arbejderne, som udløste stemningen ved højt at sige: "Det er sgu da klart, den ikke løber ud, for den hedder jo "Naj – a - den".

Det gav selvfølgelig anledning til munterhed, men direktøren og andre var nu lidt ærgerlige over dette, og man tænkte på om der forelå en "lille sabotagespøg" bag de væltede kølklodser, der blokerede løbetøjet, men dette blev aldrig bevist.

Sagen blev, selv om et uheld af denne art aldrig før og ikke til dato er ind-truffet for os, henlagt og betegnet som et hændeligt uheld.

Tidspunktet for afløbningen var det traditionelle kl. 11.35 men efter fyld-ning af agterpeaken med vand, lettede forenden sig så meget, at FREMAD II med flere kunne flytte den over til kajen kl. 14.

Der var efter dette interesse for mine billeder af løbetøjet og støtterne, men de viste intet, der var i stand til at opklare sagen.

Med den stigende uro omkring os var det ofte samtaleemnet, hvad med alt det, vi går og laver her?

Hvornår bliver tyskerne så desperate, at de griber ind herude og kræver ar-bejde for deres egen marine, som efterhånden andre steder blev mere og mere generet af engelske bomber.

Der arbejdedes dog videre, og 22. juni 1943 var 2. kystjager klar til afløb-ning.

Her blev set grundigt efter for ikke at få en gentagelse af første afløbning. Der skete da også kun, hvad traditionen kræver, der skal ske. NYMFEN (senere HUITFELDT - red.) løb let og elegant af, og kommentaren dertil var: "Det er da klart, med det navn kan der da ikke ske noget galt".

Og så var de 3 beddinger tomme.

Man kunne selvfølgelig begynde at tænke på erstatningsbyggeriet for de "6" i det "Fremmede", men derved blev det, og så i øvrigt passe på ikke at blive for hurtigt færdige med de 2 store.

Dette sidste ordnede sig nu på en ganske anden måde end de fleste hav-de drømt om.

Sabotagen var blevet accelereret i landet, og et af de mange slogans til-skrevet Modstandsbevægelsen:" De ringer og kalder, vi kommer og knal-der", fandt sine dystre modstykker fra tyskernes side.

I elektroværkstedet var vi nu vel etableret, og arbejdet gik godt i de ideelle nye lokaler.

Det var et smukt syn at se hovedstrømstavlerne til de 2 kystjagere stå fær-dige på rad og række. Jeg tog nogle billeder af dem, inden vi begyndte nedsætningen i NAJADEN, det så virkelig flot ud.

I begyndelsen af august blev de sat ned på plads og omhyggeligt tildæk-ket med finerplader for afbrydere og instrumenter.

Dette viste sig meget effektivt for da vi i 1945, efter tyskerne havde haft dem liggende ved Bradebænken, kom i gang igen med bådene, var der praktisk taget ingen skader på tavlerne, til trods for at Hitler-jugend havde "leget "om bord.

August gik på hæld med en atmosfære, der syntes ladet med elektricitet. Man mærkede en ildevarslende uhygge, men søgte alligevel at passe sit job, dvs. inkl. sådan lidt "avisuddeling" m.m.

Den 28. august var en underlig lummer aften, vi gik til køjs ved 10 tiden, men vågnede ved 02 tiden ved voldsom skydning.

Det undrede mig, for jeg havde ikke hørt nogen luftalarm og gik så ud på vor veranda mod øst. Vort hus lå ca. 500 m. nordvest for Øregårdsparken i Hellerup og 6 km i luftlinie fra Holmen, og fra denne retning kom lyden, og samtidig sås et kraftigt brandskær.

Jeg var derfor af den overbevisning, at der var tale om et bombeangreb fra engelske flyvere, men man hørte ingen maskiner, og efter et par timer blev der ro og man så intet brandskær mere, så vi afventede morgenens komme.

Lidt over 7 ringede jeg for at høre ved OVE hvad der var sket, men Holmen svarede ikke, og da jeg kom der ud via Prinsessegade, var det et frygteligt syn med alle de sænkede skibe og tyskere på post.

Holmen efter flådens sænkning 29. august 1943.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Det svirrede med rygter og historier, og det var sandelig svært at tage det sønderrivende syn.

I de følgende dage ventede vi selvfølgelig alle, at værftet blev lukket, og at vi evt. blev taget af tyskerne, for alle officererne med mandskabet var un-der tysk bevogtning. Men atter skete der det mærkelige, at der ingenting skete, i hvert tilfælde i den retning.

Vi kom ifølge ordre hver dag, men der blev naturligvis ikke "lavet en pind" men efter nogen tid kom der så henvendelse fra tysk side, om man kunne tage tysk arbejde ind.

Der kom en dag et par tyske officerer med ingeniøruddannelse i el­værk-stedet og i de øvrige værksteder, vel for at se hvad vi havde af materiel og vurdere hvad vi kunne bruges til.

De spurgte mig og ingeniør Lundbeck, der var nede hos mig den dag, om vi kunne tænke os at arbejde for dem, men jeg forstod vældig dårligt tysk den dag og kunne med stort besvær kun henvise til Marineministeriet.

Så forsvandt de, og vi var lige kloge. Da vi var kommet os efter besøget, morede vi os lidt og Lundbeck benyttede sit yndlingsudtryk når noget my-sti-icerede ham: "Jeg gad vide hvilken djævel, der nu er løs i det kirke-tårn". Det fik vi heller ikke at vide sådan lige straks.

Efter en lille måneds tid besluttede tyskerne sig til at løslade de siden 29. august internerede søofficerer, mod at de underskrev en erklæring, der forpligtede til passivitet.

Den "ide" smittede af ude på værftet, og en dag fik vi besked på at gå ned i Værftsbrovagten hos de tyske vagtposter og der underskrive i en protokol på, at vi ikke ville modarbejde dem eller deltage i sabotage.

Den skændselsdag glemmer jeg ikke, men vi trøstede hinanden med at man ikke behøvede at holde sit ord til lovbrydere, men det ærgrer mig nu den dag i dag.

Heldigvis tror jeg nu nok, jeg fik revanche.

Den tyske flådekran ankommer til Holmen.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Nogen tid efter sænkningen kom en tysk krampekran herop for rense flå-dens leje for sænkede skibe.

Det var en gigant: 105 meter høj og i stand til at løfte 350 tons ved 18 meters udlæg.

Den tog alle ubådene og de andre skibe op, nogle blev sat på land og fik svejset lapper over lækager og søventiler og dernæst sat ud igen. Andre blev stående.

Det var yderst interessant at følge arbejdet, hvoraf jeg har en ganske god samling billeder.

Da alt var renset op, gik den over til Langelinie og forsvandt hjem igen.

Et sjældent farvefoto af den tyske flydekran i aktion.
(Foto fra Frihedsmuseets arkiv)

Nu skrev vi Oktober - og hvad skulle man finde på?

Der var jo ingen fornuftig beskæftigelse... Men så en dag efter frokost, så-dan en rigtig sur dag med tilsvarende humør, ringede telefonen, og en herre fra Fyr- og Vagervæsnet, som jeg ellers ikke havde haft noget at gøre med sagde: "Det er Skibsinspektør Rasmussen. Jeg vil gerne tale lidt med Dem, hvis De har tid, hvor kan vi mødes?"

Jeg var forbavset, men kunne ikke få mere at vide og foreslog så kl. 14 i el-centralen.

Jeg gik derned, og inde mellem diesel 2 og 3 i halvmørket kom en høj, lidt duknakket herre med skæg mig i møde. " God dag - er det ingeniør Niel-sen?" Jo, det var det da!

"Sig mig, De har nogle gyrokompasser ovre på værkstedet, ikke sandt?"

"Ja - det har vi, men hvor ved De det fra?"

"Jo - fra ingeniør Svennevig, der har leveret dem."

Nå - jeg spurgte så skibsinspektøren, hvad han tænkte på i denne forbin-delse. Han svarede: "Jeg synes egentlig, at det vil være synd, hvis tyskerne nu kom og hentede dem igen, nu vi har fået og betalt dem".

"Vi kunne have god brug for sådan et par stykker i vores skibe, så vi kunne sejle mere sikkert i "renderne”. De får alligevel ikke brug for dem foreløbig, og det er da godt, hvis de kan gavne."

"Ja - det lyder faktisk vældig rigtigt, men jeg kan da ikke sådan disponere over dem."

Skibsinspektørens svar herpå var, at det havde Viceadmiralen sikkert ikke noget imod. Vi gik så op i Ev. og kikkede på dem og han syntes, de ville være vældig fine til det brug og bad mig tænke meget grundigt over dette.

Den aften var jeg vist temmelig distræt hjemme, og sove gik det heller ik-ke ret godt med den nat, men jeg fik en ide. Næste morgen cyklede jeg ind i Slotholmsgade for at tale med viceadmiral Vedel.

"Så vil det altså ikke komme til at skade mit navn senere ?" "Nej - ikke i et dansk land". Så skiltes vi, og livet på værftet havde nu fået et formål og en mening for mig.

På OLV nævnte jeg det loyalt for ingeniør Danckwardt, og jeg forstod sene-re, at viceadmiralen øjensynligt havde talt med direktøren. Der var i hvert tilfælde ingen protest, men jeg anmodedes om at notere alt op og gemme det godt.

Dagen efter bad jeg skibsinspektøren besøge mig, og vi talte om mit møde med admiralen, og hvad der nu skulle foretages i denne sag.

Vi blev enige om, at af de 6 kompasser vi havde, skulle hvert af inspek-tionsskibene have et installeret til brug, medens de resterende skulle gem-mes ude på et af fyrene.

OLV skulle have en ordre på eftersyn af elinstallationen i hvert af skibene, så lagde vi nye kabler op og monterede kompasserne; vi startede i ABSALON hos kaptajn Krogsbæk, en mand med et mod og en vilje så stærk at alle selv tyskerne bøjede sig for ham, ganske som for Skibsin-spektøren.

Installationerne vakte stor tilfredshed hos kaptajnerne og straks fra første tur var der glæde derover. Man må huske, at bøjer og spirtønder på for-dækket er noget af det værste til at forstyrre magnetkompasset med.

Lagde man en bøje ud og tog en anden ind, var den ofte blevet magneti-seret af strygemagneterne og havde så en helt anden feltfordeling end den man lagde ud, så kompasset måtte justeres om gang på gang.

Alt dette var man fri for med gyroen. Man satte kursen og gav omdrejnin-gerne efter næste mærke, og når det var tid, kikkede man ud over siden og der stod den.

Da vi nu var færdige med kompasserne, meldte den tanke sig naturligt, hvorfor ikke fortsætte med andet godt grej, "der kan være godt at have efter krigen!"

Og sådan gik det nu til, at jeg begyndte at tømme først OLVs lagre og de-poter for f.eks. kabler, metaller, apparater og anlæg til skibene.

Senere gik det ud over Søminevæsenets Junkerkompressorer til 2 T og 6 T. Alt godset blev nøje noteret og mærket for herkomst og dernæst kørt ned på Fyrvæsenets kaj, så ned i lasten og ud på fyr eller andre steder, der var kendt som "gode danske steder".

Under alt dette forekom flere morsomme episoder f.eks. da tyskerne på et tidspunkt krævede en del af OLVs ekstraordinære kabellager udleveret og placeret nede i et af de gamle masteskure.

De placerede her en tysk skildvagt udenfor med gevær og det hele; skuret var delt på midten af et tremmeværk, hvori vi lavede en dør.

Kablerne skulle placeres i den første del af skuret.

Vi sorterede nu alle de kabler fra vi ikke selv kunne få brug for, samt alle kabler på alle lagre, hvor blykappen var mør og gummien sprød. Alle dem lagde vi derned som fyld og selvfølgelig nogle sunde ovenpå.

Alt hvad vi ellers kom med kørte vi ind med, hilste pænt på vagten og sag-de nogle pæne ord til han, så de syntes vist egentlig, at vi var meget flin-ke, lukkede døren efter os og åbnede tremmedøren, så ned i den anden ende og ud på kajen.

Her lå så et af inspektionsskibene og ventede med lossebommen svinget ud klar til at tage godset om bord. Herefter gik turen samme vej tilbage. Masser af sunde kabler samt periskoper gik denne vej.

En risiko var der dog ved noget af dette, og den bestod i, at vi i Ev havde en mand, der var protysk og bl.a. havde pådraget sig hele værftets vrede ved sin tåbelige adfærd.

Han diskuterede i værkstedet for tyskerne, men værst var det, at han når han havde spist sin mad gik over i marketenderiet, hvor han promenerede op og ned med "Land og Folk" stikkende så langt ud af lommen som muligt.

At han trods dette ikke "kom noget til" er lidt af et under.

Han var epileptiker, og som sådan anså jeg ham for syg og derfor lidt original om end på en lidt usympatisk måde. Ham var der lidt frygt for, men jeg troede ikke rigtig på, at han var stikker.

Men dag kom de fra ''Modstandsbevægelsen" og fortalte mig, at nu var det slut med ham for stikkeri, og "det skulle ske" samme aften.

Jeg protesterede kraftigt og fik dem fra det, men mod nøje skygning de kommende 14 dage. Hvis der så var virkelige beviser, måtte sagen jo gå sin gang.

Min antagelse var rigtig, så der skete ham ikke noget, og vi der gik og "pakkede" i værkstedet kom heller ikke noget til.

Efter krigen var han for "retten", blev adgangsforment til OLV og mistede sin pension, så han led mere end nok for sin tåbelighed.

Hele denne eksportvirksomhed tog sin tid, og vi var nu kommet godt ind i november, da vi fik at vide, at tyskerne ville overtage værftet og sætte tysk ledelse ind, så der kunne arbejdes for tysk skibsfart.

Dette skulle ske 1. december og der skulle så komme en tysk direktør fra "Howaldt Werke" med driftsleder til. Vi måtte derfor se at blive færdige.

Den 26. november sluttede jeg listerne, der nu fyldte 9 foliosider og skrev dem under.

Alle tjenestemænd blev sendt hjem på ubestemt tid og måtte så udnytte tiden på bedste måde.

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

Så send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 14. september 2003

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger