US/English Version:
Click here to join the US/English version...Click here to join the US/English version...  

 

 Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4MIG og HUITFELDT

 

 Historien

 SøværnsNyt

 Synspunkter

 Orlogsliv & Lune

4Beretningerne

 Billedserier

 Historiske Tidslinier

 Flaget

 Skibene

 Marineflyverne

 Våben/-systemer

 Officersmessen

 Uniformer mm.

 Flådens Ansigt

 Mindesmærker

 Bøger & Forskning

Redigeret og
designet af:

Johnny Balsved

 

MIG og HUITFELDT (1953):

Uvarslet lørdagsudflugt
til Bornholm
under klart skib og
36 knobs fart

I 1953 skete det to gange at polske piloter hoppede af ved at lande deres MIG-15 jagerfly på Bornholm

Her følger fyrbøder Kaj Møller Nielsens personlige beretning om en helt uvarslet hastig weekendudflugt til Bornholm i 1953.

Det er værd at erindre sig, at det jo var under den kolde krig. Der var krig i Korea, og så var der også Berlin-krisen, så der var brændpunkter nok ude omkring i verden.

Kystjageren HUIFELDT ud for Århus 1953

Kystjageren HUITFELDT er her fotograferet ud for Århus i 1953.
(Fotograf ukendt, foto fra forfatteren)

Af Kaj Møller Nielsen

Jeg var i 1953 udkommanderet med kystjageren HUITFELDT som fyrbøder på kontrakt efter at være indkaldt som værnepligtig i 1951, men blev i Søværnet til 1955.

Episoden, som jeg her beretter om, fandt sted en lørdag i begyndelsen af marts 1953, jeg kan ikke lige huske datoen (7. marts 1953, red.).

Jeg havde været i land fredag aften/nat og skulle møde om bord klokken 0700.

Vi lå da ved torpedobådsbroerne på Holmen i København.

Farvel weekendorlov

Da jeg nærmede mig skibet så jeg, at den lå med dampen oppe, hvilket undrede mig en hel del, jeg havde slukket alt af på kedlerne, da vi var kommet til Holmen torsdag efter-middag.

Nå, men det tog jeg mig ikke videre af, så jeg gik ned for at spise morgenmad.

Jeg klædte mig ikke om, jeg havde nemlig lørdag-søndags orlov, så det var der ingen grund til. Jeg skulle dog snart blive klogere.

Fyrbøder Kaj Møller Nielsen

Fyrbøder Kaj Møller Nielsen.
(Fotograf ukendt,
foto fra forfatteren)

Da jeg kom ned, sagde kollegerne, du kan godt klæde dig om i arbejds-uniform, vi skal ud at sejle. Her til svarede jeg: "Det er godt med jeres øregas. vi skal sgu' da ikke ud at sejle en lørdag!" Sø jeg blev siddende og passede min morgenmad.

Så kom 2. Mester ned med et svedent smil og sagde: "Nielsen, der er sat søvagt, og De har vagt på forreste fyrplads. Vi skal ud at sejle". Jeg spurgte, hvad vi skulle, men det vidste han ikke, han vidste bare, at vi skulle sejle. Vi ventede bare på den endelige afgang.

Jeg prøvede at forklare ham, at jeg jo havde weekendorlov, men han med-delte blot, at al orlov var inddraget.

Nå, jeg måtte så i arbejdstøjet og på vagt, da var klokken vel blevet om-kring 0730 lørdag morgen.

Der blev blæst "Klart Skib" om bord

Der blev blæst "Klart Skib" om bord og bragt skarp ammunition til kanonerne.
(Fotograf ukendt, foto fra forfatteren)

Klart skib om bord

Klokken 0830 lød det så over skibets højtalere: "På post for at gå af havn". Vi gik så ud fra Holmen og Københavns Havn og drejede så sydover. Så var vi måske lidt nærmere målet for vor viden, det var sikkert Bornholm!

Vi var ikke mere end kommet ud af havnen, før der blev blæst "Klart Skib", og nu begyndte en hektisk aktivitet om bord. Men vi havde stadig ikke fået noget at vide om opgaven.

Samtidig fik vi ordre om forceret fart, så vi måtte have begge kedler i gang. Normalt sejlede vi kun på den ene kedel, hvor vi kunne holde en fart på 24 knob.

Med begge kedler i gang kom vi op på maksimum fart ca. 36-37 knob, så det skulle åbenbart gå stærkt!

Kanonbesætningerne bemandede kanonerne, og fra magasiner blev der slæbt skarp ammunition op. Øvelsesspidserne på torpedoerne, som jo ikke var armeret, blev afmonteret, og der blev i stedet monteret armerede spidser. Ligeledes blev dybdebombekasterne klargjort ved, at der blev sat skarpe dybdebomber i udkasterne.

Herefter måtte ingen færdes på dækket uden stålhjelm og redningsvest.

Endelig klar besked

Endelig blev besætningen kaldt sammen til en orientering på agterdækket. Jeg deltog ikke selv i orienteringen, da jeg jo var på vagt, men fik selvføl-gelig en redegørelse fra de andre.

MIG-15 fra det polske luftvåben

Polsk MIG-15 jagerfly magen til det, der var landet på  Bornholm.
(Ukendt fotograf)

Vores chef, kommandørkaptajn Poul Würtz, havde forklaret, at en polsk jagerpilot var "hoppet af" og var landet på Bornholm i sin MIG-15 jager.

Flyet skulle sejles til København med et af Fyr- og Vagervæsenets skibe, og vores opgave var at eskortere skib og fly på turen til København. Det kunne ikke udelukkes, at vi eventuelt kunne blive udsat for fly- eller ubådsangreb på vejen tilbage.

Nu vidste besætningen dog lidt om, hvad der foregik.

Det er værd at erindre sig, at det jo var under den kolde krig. Der var krig i Korea, og så var der også Berlin-krisen, så der var brændpunkter nok ude omkring i verden.

NATO ville så gerne have fingre i denne MIG'er, da de ikke kunne hamle op med dem ude i Korea, så da den landede på Bornholm, ja så var chancen der for at kigge lidt nærmere på dette fly.

Rønne og retur

Klokken ca. 1130 løb vi ind i Rønne havn, cirka 3 timer efter vi forlod Holmen, så der havde været fart på.

Da vi ankom til Rønne var hele havneområdet afspærret af militæret fra Almegårdens kaserne og politiet.

Vi fik ordre om, at vi ikke under nogen omstændigheder måtte udtale os, hvilket for øvrigt også ville blive svært, da ingen civile kunne komme i nærheden af skibet.

Først klokken ca. 2030 ankom de så med flyet, der nu blev lastet på Fyr- og Vagervæsenets skib, hvilken af dem, det var, husker jeg ikke, og så afgik vi igen fra Rønne.

Vi var stadig under klart skib, og det var vi hele vejen til København. Men det var en lang tur, den anden båd kunne ikke gå mere end 9-10 knob, så hele turen tog ca. 16 timer.

Vi løb flere gange rundt om det skib, medens vores sonargaster havde travlt med lytteapparaterne, sonar og pinger, og hvad vi ellers havde, ekkolod mm.

Det var frostvejr og kanonbesætningerne var godt forfrosne, da vi ankom til København. De havde jo siddet på deres poser på hele turen.

Vi i maskinen kunne bedre holde varmen.

HUITFELDT til søs

Vi løb flere gange rundt om det skib, medens vores sonargaster havde travlt med lytteapparaterne.
(Fotograf ukendt,
foto fra forfatteren)

Hent en kande kaffe

Der blev dog også plads til en lille historie, som jeg aldrig glemmer.

Jeg havde en værnepligtig fyrbøder med på min vagt, han hed Ib og var fra Faaborg. En rigtig rar og glad gut, og da vi sad nede på fyrpladsen, udbrød han pludseligt, og helt spontant på sit klingende fynske: "Du Kaj, hvad nu hvis der kommer en torpedo og stikker næsen ind derhenne i siden?"

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, selv om jeg nok var lige så nervøs som alle andre om bord, men jeg svarede. "Ved du hvad Ib, det opdager vi slet ikke, det vil gå så stærkt, så vi når slet ikke at tæn-ke."

"Men de kan ikke ramme os, vi løber fra dem. Gå du op og hent en kande kaffe i stedet for, det afleder tankerne."

Vi kunne hente kaffe hele natten, og jeg drak nok 20 kopper kaffe og røg 40 cigaretter den nat.

Epilog

Ja, det var så den oplevelse, som jeg synes skal med i historierne om den danske flåde. Jeg var og er så stolt af at have sejlet med dette dejlige skib, der var noget sport i det; at være med til at få dette ret, på dette tidspunkt, avancerede maskineri til at fungere.

Det var sjovt, og er en tid, som jeg aldrig glemmer.

|Til toppen

Fakta om afhopningerne:

Der forekom i 1953 to polske afhopninger med jagerfly til Bornholm:

Torsdag 5. marts 1953 landede et MIG-15 jagerfly, ført af Franzisket Jarecki, fra det polske flyvevåben på Bornholm - flyet blev allerede 22. marts samme år returneret til Polen.

Fredag 20. maj 1953 landede et MIG-15 jagerfly, ført af Zdzislaw Jazwinski, fra det polske flyvevåben på Bornholm - flyet senere skæbne er ikke oplyst.

Kildehenvisninger:

"

Defections and Captures of Aircraft During the Cold War and Thereafter

44Der henvises også til Maritim Bibliografi

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

|Til toppen

 

FLERE PERSONLIGE BERETNINGER:

Se oversigten

-

   

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 12. januar 2006

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger