Sådan oplevede jeg 29. august (1943):

Mine karakterer var ikke noget at råbe hurra for, men ordren var vel udført

Orlogskaptajn J. Juul Rasmussen beskriver her sine helt personlige oplevelser i tiden op til og omkring begiven-hederne på Holmen 29. august 1943.

Midt i hele postyret var det – trods alt - en rar fornemmelse at være midt i et fællesskab, der havde givet besættelsesmagten visse kvaler.

Af pens. orlogskaptajn J. Juul Rasmussen

I juli måned 1941 havde rigsdagen og politiet travlt med at arrestere kommunister og anbringe dem i Horserød. Hitler havde også travlt – han gik i krig med Sovjetunionen. Den vigtigste begivenhed for mig var dog, at vi var et par hundrede "rapunger", der begyndte som mathelever på Middelgrundsfortet. Det var starten på en rask, sorgløs tilværelse blandt gode kammerater. Fri kost og logi, uniform, 75 kr. om måneden i løn, samt hjernen deponeret i Værftsbrovagten – passede mig udmærket! Vi strøg en mine Efter 3 måneder på Middelgrundsfortet var der elevskole på Holmen og uddannelsen sluttede med et par måneders skoletogt i farvandene syd for Fyn om bord i det gamle kulfyrede mineskib LOSSEN i sommeren 1942.

Forfatteren, pensioneret orlogskaptajn J. Juul Rasmussen.

Endelig i august udkommando til minestrygeren MS-6 med base i Svendborg. Det blev til 8 måneder rig på oplevelser og med et uforglemmeligt kammeratskab.

- Og ikke mindst at vi "strøg" en mine i Lillebælt.

Mineelevholdet (årgang 1941) efter endt eksamen og hjemkomst efter skoletogt med mineskibet LOSSEN i sommeren 1942.
(Fotograf ukendt)

Krig og besættelse havde efterhånden udviklet sig til en triviel del af hverdagen, men det skulle snart blive anderledes.

I slutningen af juni 1943 blev jeg – med dags varsel – tilkommanderet minefartøjet LOUGEN som afløser for en kollega, der var blevet syg.

LOUGEN søsat i 1940, var på 240 tons og havde en besætning på 31 mand. Chefen var kaptajnløjtnant Hastrup, der efter datidens skik kun viste sig "foran for masten" under lørdagsinspektionen, og da med et følge så stort, at en overlæge på stuegang ville blive grøn af misundelse!

På sommertogt

Skibet indgik i en mineskibsgruppe, der i juli og august var på togt syd for Fyn – samme tur som jeg havde været på året før. I gruppen indgik også LOSSEN, der var kommandoskib og LAALAND samt et par mindre hjælpefartøjer.

Togtet forløb som sidste år. Om mandagen udlagde vi miner, etablerede spærringer m.v., og om fredagen hev vi det hele hjem igen.

Ingen sejlads efter solnedgang, det tillod tyskerne ikke, så meget af tiden lå vi til ankers ved en af de mange smukke øer. (Vi gjorde dog nytte i sommeren 1942, hvor vi ydede en god hjælpeindsats under den store brand på Drejø).

Lørdag og søndag anløb vi skiftevis Svendborg og Fåborg.

Artilleriskibet NIELS IUEL sejlede rundt i "kravlegården" (Isefjorden), og havde det formentlig lige så morsomt som vi havde det!

Torsdag den 26.august hev vi ankeret hjem og satte kursen nord om Sjælland mod København. Stemningen var høj, fordi et surt togt var ved at være slut. For nogle vinkede hjemsendelse forude og for andre mere spændende udkommandoer.

Stirrede længselsfuldt over mod svenskekysten

Sidst på eftermiddagen havde vi Kronborg om styrbord og kippede som sædvanlig med flaget. Til stor skuffelse drejede vi ind i Nivå-bugten og ankrede op for natten. Hvorfor vi ikke fortsatte til Holmen, var en gåde for os alle forude.

Da mørket faldt på stod alle mand på dæk og stirrede længselsfuldt over mod svenskekysten, hvor lysene strålede uimponeret af vores mørkelagte land.

Næste formiddag lettede gruppen, og efter et par timers sejlads lå vi endelig fortøjede på Holmen. Her gik livet sin vante gang, og vi begyndte så småt at rigge skibet af, bl.a. blev minerne kørt til depotet i Tårbæk.

Efter at have været hjemmefra et par måneder, skulle det nu blive rart med en lang lørdag-søndags orlov.

I løbet af eftermiddagen blev hver enkelt af os kaldt ned agter til chefen, som højtideligt orienterede om de karakterer man havde pådraget sig på togtet. For undertegnedes vedkommende var der ikke noget at råbe hurra for!

På kort varsel

Ved udskejning skete det overraskende og særdeles usædvanlige, at kun Dronningens kvarter fik "spadseretilladelse" dvs. ikke forlade København og ingen nattegn. Der var noget i gære!

Lørdag formiddag den 28.august var meget mærkelig. I stedet for at fortsætte med afrigningen, fik vi frisk proviant om bord, fyldte olie og vand, og i maskinen lå de på "kort varsel".

Det hele foregik så underlig hemmelighedsfuldt. Ingen anede, hvad der foregik. Som dagen skred frem, stod det dog klart, at man forventede et eller andet fra tyskernes side. De vildeste rygter cirkulerede.

Al landlov for det militære personel på Holmen blev stoppet, og længe før normal fyraften gik de civile arbejdere og kontorfolk hjem.

Midt på eftermiddage blev vi – sammen med LAALAND – forhalet om i Søminegraven. LAALAND blev fortøjet ud for Spanteloftsbygningen, medens LOUGEN fortøjedes ved Minesektionen på Quintus siden.

Samtidig med forhalingen begyndte vi at gå søvagt med alle poster bemandet . Nogle fortalte, at de havde set næstkommanderende og mine-regnskabsføreren kontrollere urværket og bomben til "Sænkning af eget skib".

Skib og besætning var i højeste beredskab.

Men soldatens til enhver tids værste fjender – uvished og uvirksomhed – kunne man intet stille op imod. Ved køjemønstringen kl 1930 blev det indskærpet, at skibet skulle være fuldstændig mørkelagt, ikke en lysstribe måtte ses.

Endvidere blev der givet ordre om, at ingen måtte gå til køjs, det var dog tilladt frivagten – det ene kvarter – og frigængerne (kokke og messegaster) at "slange" dvs. hvile fuldt påklædte i køjerne.

På banjerne var der en ellers ukendt stilhed. Stemningen var alvorlig og trykket.

Tiden gik, og vi gik stadig søvagt med højeste beredskab. Førstevagten blev afløst af hundevagten – intet skete.

Søndag den 29.august 1943

Vores kvarter skulle have morgenvagt, så vi afløste hundevagten kl 0400.

Det var et værre møgvejr med stærk blæst og øsende regn. Den følelse af frygt man havde haft om aftenen ved køjemønstringen var, da der tilsyneladende ikke skete noget, afløst af en umådelig irritation over at rage rundt i buldrende mørke i det vejr.

Sammen med en kammerat blev jeg – efter en grundig instruktion – sendt på post som udkig på gangbroen over søminegraven der forbinder Nyholm med Quintus.

Det var åbenbart en betydningsfuld post, siden vi skulle være to mand. Vi var placeret således, at vi i mørket ville kunne se signaler sendt med Aldis-lampe fra HEKLA. De afløste poster ønskede os god vagt, nu skulle de ned og have tørt tøj på og hvile sig.

(Hvad vi ikke vidste var, at de signaler chefen forventede enten ville være AEK (afgå) eller KNU (sænk)).

Vi havde kun stået udkig en halv snes minutter, da mørket pludselig flænsedes af morsetegnene – KNU – i stadig gentagelse. Min makker styrtede til skibet og meldte, medens jeg med min Aldis-lampe kvitterede for signalet, hvilket med garanti ikke en sjæl bemærkede!

Nu gik alting stærkt. Motorlarm, skyderier og eksplosioner bragede rundt omkring. Bådsmandspiberne peb, og der blev beordret "Klart Skib" med folk ved trosserne.

LOUGEN var klar til afsejling under fuldt krigsberedskab.

Ordren var vel udført

Pludselig råbte chefen fra broen, at alle skulle forlade skibet og stille til mønstring på kajen. (På trods af signalet, havde han utvivlsomt haft i sinde at afsejle til Sverige, men havde så indset det for håbløst at slippe ud.)

Besætningen blev nu mønstret, så man var sikker på, at alle var kommet fra borde. Vi blev derefter ført hen i et nærliggende beskyttelsesrum, medens chefen, næstkommanderende og nogle få andre blev tilbage. De sørgede for at armere den i forvejen klargjorte bombe, åbne fyldeventiler og kappe trosserne, hvorefter de også gik i dækning.

Da vi kom frem igen, lå både LOUGEN og LAALAND på siden, og en kraftig brand var under udvikling på LOUGEN.

K N U (sænk) – ordren var vel udført.

Minelæggeren LOUGEN ses her på Holmen efter sænkningen 29. august 1943.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Tyske soldater trængte ind for at besætte Holmen og beslaglægge flådens skibe. De blev særdeles overraskede over den velkomst de fik af "die dumme Dänen".

(Skønt regeringen havde givet besked om, at der ikke måtte ydes modstand, hvis tyskerne gik i aktion, var det lykkedes staben ved et dygtigt forarbejde, at lægge så mange hindringer for tyskerne, at der blev tid til at sænke og ødelægge alle skibene).

Tysk total forvirring

I silende regn, skyderier, glimt fra sporprojektiler, eksplosioner, ildskær og kommandoråb i mørket, traskede vi - LOUGENs besætning – stille og roligt i sluttet trop over til Planbygningen, hvor skibenes besætninger efterhånden samledes efter endt gerning.

Her var der total forvirring. En tysk officer, formentlig lederen af overfaldet, råbte og skreg til højre og venstre. Han var tydelig rædselsslagen over den modtagelse han havde fået og stod i skærende kontrast til alle vi andre, der mere eller mindre apatiske stod og afventede, hvad dette mon ville ende med?

Pludselig skreg idioten, at alle officererne straks skulle møde udenfor på pladsen. Uforfærdet gav vores chef – kaptajnløjtnant Hastrup – sig dog tid til at tage afsked med sin besætning. Han kom hen og trykkede hver af os i hånden, takkede for vel udført arbejde og ønskede os alt godt for fremtiden.

En smuk måde at stryge kommando på.

Trefoldigt leve for den danske marine

Midt i forvirringen dukkede chefen for kystflåden – kommandør Ipsen – op og bad os udbringe et trefoldigt leve for den danske marine. Det var modigt gjort, men forekom dog under disse omstændigheder noget skørt. Hurra-råbene var dog også ret spagfærdige. Bag mig lød en stemme: "Nu skal det fan'me ikke undre mig, om vi også skal synge Kong Christian".

Det var ved at blive lyst og vejret klarede en smule op. Havde tyskerne hidtil været nervøse, så blev det meget værre nu, hvor fjenden begyndte at råbe hurra midt under slagets gang!

Kommandøren blev hentet udenfor, og lidt senere kom han tilbage og råbte, at al skydning skulle ophøre, da der ellers ville blive skudt fem mand for hver tysker der blev ramt. En noget særpræget ordre, da der overhovedet ikke blev løsnet et eneste skud inde i Planbygningen.

Det måtte være tyskerne udenfor der rendte rundt og skød på hinanden.

Umiddelbart efter at vores næstkommanderende – søløjtnant Westergård - havde forladt Planbygningen sammen med de øvrige officerer, blev han ramt af et skud og fik knust højre arm.

Det var fuldkommen vanvittigt, hvad der var sket i de par timer siden KNU blev morset ud i nattens mørke.

Efterhånden faldt der lidt ro over preusserne. Hysteriet blev afløst af en truende, selvsikker optræden. De havde nu begivenhederne under kontrol.

Eksplosionerne i skibenes ammunitionsmagasiner ebbede langsomt ud. Vejret klarede op, de sårede var bragt under behandling og officererne ført bort.

Bange, våde og beskidte stod og lå vi bunkede sammen rundt om i planbygningen. Der gik panik i en ældre kvartermester, men han blev hurtigt beroliget. Alle ventede med spænding på, hvad der nu skulle ske.

Omkring klokken halv syv blev vi beordret til at stille op udenfor på pladsen. Hvilket syn der mødte os. I hele flådens leje lå skibene sænkede og ødelagte. Lige ud for os – under mastekranen – lå gode, gamle PEDER SKRAM, halvt på siden og delvis under vand. Man følte en vis stolthed.

Artilleriskibet PEDER SKRAM ved Mastekranen 29. august 1943.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Klar til afgang fra Holmen

Vi blev nu stillet op i en lang kolonne med 5-6 mand i hver række. En broget flok af flere hundrede værnepligtige, mathelever, mather, underkvartermestre, kvartermestre m.fl. satte sig i bevægelse.

Det gjaldt åbenbart om at få os bort fra Holmen hurtigst muligt. På hver side af kolonnen gik tyske soldater bevæbnede til tænderne – de ville sandelig ikke risikere at nogen stak af.

Vi gik og småsnakkede om, hvad meningen mon var. Alle muligheder blev endevendt – lige fra deportation til snarlig hjemsendelse.

Under turen gennem Holmen vakte det megen harme, at der ikke var ødelagt en eneste magasinbygning. Her kunne preusserne nu forsyne sig med våben og anden udrustning efter behag.

Ud gennem værftsbrovagten og op ad Prinsessegade gik det. Det må have været et sælsomt skue, sådan en tidlig søndag morgen på Christianshavn.

Gadens beboere var selvfølgelig blevet vækket tidligt af larmen fra Holmen, og nu fik de lejlighed til at se alle de slagne marinere passere forbi. Alle vinduer var åbne og besat med folk der tavse og alvorlige fulgte optoget.

Et par madammer råbte hånsord efter os. På fortovet stod små grupper med den uundværlige morgenbajer og så til. En mand prøvede at stikke nogle cigaretter til de nærmeste, men blev brutalt skubbet bort af geværkolber.

Da vi nærmede os Torvegade blev det spændende. Wohin, wohin dristede nogen sig til at spørge soldaterne – uden at få svar. De vidste det næppe.

Det store spørgsmål var, om vi skulle ind mod byen eller ud mod Amager. Det blev Amager.

Vi drejede til venstre ad Torvegade og ud gennem Kløvermarksvej – til vi endelig, dødtrætte og sultne, nåede ud til Luftmarinestationen, hvor vi stillede op på den store plæne foran administrationsbygningen.

Indkvartering og internering

Ventetiden var lang og drøj. Vi snakkede meget om, hvad de sataner mon nu ville finde på. Et af de værste af de mange rygter der var i omløb, gik ud på at vi skulle ombord på et transportskib og sejles til Tyskland!

Midt i hele postyret var det – trods alt - en rar fornemmelse at være midt i et fællesskab, der havde givet besættelsesmagten visse kvaler.

Vejret var efterhånden blevet fint, og endelig først på eftermiddagen kom der fart i sagerne. Vi blev mønstrede af vore egne befalingsmænd og fordelt til interneringslejre på forskellige skoler m.v. og på Søværnets Kaserne, hvor vi – LOUGENs besætning – sammen med flere andre besætninger blev indkvarterede.

På forbløffende kort tid lykkedes det vore befalingsmænd at ordne indkvarteringen af de mange mennesker.

Vi fik udleveret rent tøj, madras eller hængekøje, tæpper og en ransel med hængelås – og så fik vi et dejligt varmt brusebad. Det varede heller ikke længe før der var "busser" og te klar i spisesalen.

Så var der mønstringer og atter mønstringer, hvor tyskernes ordrer og dekreter blev meddelt, med løfter om bål og brand, hvis de ikke blev efterkommet. Vi så kun en enkelt officer af vore egne, de øvrige, fik vi at vide var indlogerede på fine hoteller på Strandvejen!

Dagen lakkede mod enden. Jeg surrede min hængekøje op og gik til køjs. Inden søvnen meldte sig, tænkte jeg meget på mor og far og mine tre søskende.

Den 29.august 1943 var slut, en ny dag kunne begynde. - Intet ville blive som før.

Efterskrift

Onsdag den 13.oktober, efter knap 7 ugers internering, gik jeg glad og lykkelig ud af Værftsbrovagten.

Vi var fire kammerater der fulgtes ad. Erik (Basse), Andreas, Kaj og mig.

Først gik turen om til bageren i Burmeistergade for at hente vores udsmuglede sager, og ikke mindst takke for hjælpen. Han havde risikeret alverdens ulykker, når han medtog "gods" i sin bager varecykel ud forbi de tyske vagtposter. En af hverdagens anonyme helte.

Andreas blev et halvt årstid senere mishandlet og dræbt af Gestapo og HIPO, nær sit hjem i Istedgade, hvor han boede sammen med sin far.
Kaj blev dræbt under en Bopa aktion ved Brøndbyøster. Der står en mindesten derude med bl.a. hans navn på.

Erik, håber jeg, lever i bedste velgående.

^{|Til toppen}

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

Så send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^{|Til toppen}

-

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 19. marts 2007

Copyright © 2013-2016 Johnny E. Balsved - Alle rettigheder forbeholdes - Personoplysninger