US/English Version:

Du er her: 4Orlogsliv og Lune4Oversigt4Bornholm frit igen

Redigeret og
designet af:

Bornholm Frit Igen (1946):

Sovjet-farvel til Bornholm - i en sky af krudtrøg og med fuld fart på maskinen

Den russiske rømning af Bornholm 5.april 1946 set med danske øjne fra mineskibet LINDORMEN.

I april 1946 trak de sovjetiske styrker sig tilbage fra Bornholm. Afrejsen var en festdag for bornholmerne, ikke mindst for de tusinder, der var mødt op på Rønne havn for at vinke farvel til de sidste russere.

Afskeden var ikke uden dramatik. Det sovjetiske orlogsskib lod kanonerne drøne en salut allerede i havnen - og sejlede derefter den danske "høflig-heds"-eskorte agterud.

Jørgen Strange Lorenzen var mathelev på det danske mineskib LINDORMEN, og han fortæller her, ledsaget af egne fotografier, om det historiske øjeblik.

Den sovjetiske minestryger VLADIMIR POLUCHIN fotograferet 1946 i Rønne havn fra det danske mineskib LINDORMEN.
(Foto: Jørgen Strange Lorentzen)

Redigeret af Søren Nørby

Da den 20-årige math-elev, Jørgen Strange Lorenzen, og hans kammerater ombord på Søværnets skibe LINDORMEN og FREJA en af de første dage i april 1946, under uddannelsestogt i de skandinaviske farvande fik besked på, at turen nu gik fra Kristianssand, Norge, til Bornholm, ilede rygterne skibene rundt.

Allerede på dette tidspunkt var der kommet danske tropper til Bornholm.

Den russiske kommandant på øen havde i marts fået ordre til at rømme øen, men alt dette vidste de danske marinere fjernt fra Bornholm ikke noget om.

De kendte ikke deres mission - vidste kun, at russerne jo stadig var på Bornholm.

På vej til Bornholm

På den direkte sejlads fra Kristianssand til Bornholm kom der meddelelse om, at de skulle repræsentere Søværnet og herved den danske stat ved på behørig vis at eskortere den sidste russiske enhed på Bornholm, den russiske minestryger VLADIMIR POLUCHIN, ud af Rønne havn og ud til internationalt farvand for at besvare den russiske enheds salut.

Jørgen Strange Lorenzen, som senere blev orlogskaptajn i Søværnet, fik på denne måde lejlighed til at overvære såvel tyskernes som russernes tilbagetrækning fra Danmark.

Minelæggeren LINDORMEN

Minelæggeren LINDORMEN.
(Foto fra Orlogsmuseets arkiv)

Efter kapitulationen i maj 1945 blev Lorenzen nemlig - efter en aktiv periode i modstandsbevægelsen - indlemmet i den politistyrke, der overvågede de slagne tyskeres udmarch over grænsen i Kruså.

Selv om russernes tilstedeværelse på Bornholm ikke kan sammenlignes med tyskernes besættelse, så var Danmark jo først rigtigt frit efter russernes tilbagetrækning fra Bornholm.

Det var en spændende oplevelse at overvære russernes tilbagetrækning fra første parket - Rønne havn - mindes Jørgen Lorenzen.

Og Lorenzen fik bogstaveligt talt første parket til begivenheden.

LINDORMEN anløb først Rønne havn, hvor LINDORMEN gik på siden af den sidste russiske enhed, på Bornholm, VLADIMIR POLUCHIN, medens FREJA, som ankom senere, fortøjede på havnens ydermole under havne-fyret.

Lorenzen fortæller: ”På den russiske enhed blev LINDORMENs mandskab eskorteret over dækket af bevæbnede russiske marinesoldater, når vi skulle til og fra land. Det var vi godt sure over, for vi mente, at vi havde mere ret til at gå i land på Bornholm end dem.”

Opgaven for LINDORMENs og FREJAs mandskab var udramatisk, men ikke problemfri.

Kort før afgangen fra Rønne havn tog Lorenzen dette billede fra LINDORMEN. Man ser ind over det sovjetiske skib, og i baggrunden skimtes nogle af de mange bornholmere, der fyldte kajerne.
(Foto: Jørgen Strange Lorentzen)

Bornholm atter frit

Man oplevede russernes sidste dage på Bornholm, dansen og musikken på kajen, og lastning af den sidste russiske damper.

Den 5. april 1946 var alt klart til afgang - og til en bornholmsk fest- og mindedag - en dag, der i historien korn til at stå som dagen for Bornholms befrielse.

Medens bornholmerne i stort tal fyldte havnekajerne, gik Lindormen først fra kaj, fulgt af VLADIMIR POLUCHIN.

Meningen var, at LINDORMEN skulle eskortere russerne et godt stykke vej og besvare den russiske afskedssalut, men russerne måtte åbenbart have haft hjemve, for umiddelbart efter, at russeren var gået fra kaj, startede den med at afgive salut, der bragede, så det gav genlyd over hele Rønne by.

Farten blev sat så meget op, at LINDORMEN meget snart var sakket agterud, uanset at maskinerne gik alt, hvad de kunne trække.

Men saluteret blev der på behørig vis.

På VLADIMIR POLUCHIN blev der hejst internationale signalflag, der på grund af den øgede afstand imellem skibene var vanskelige at aflæse, men som i alle tilfælde blev tolket som noget, der lyder:

"Vi ønsker Dem en lykkelig forbliven på Øen".

VLADIMIR POLUCHIN forsvandt i det fjerne, og LINDORMEN gik tilbage til den glade ø.

Bornholm var frit.

Minelæggeren LINDORMEN besvarer den sovjetiske salut.
(Foto: Jørgen Strange Lorentzen)

Øvelser til lands

LINDORMEN og FREJA var i en periode det danske Søværns forpost på Bornholm.

For Jørgen Lorenzen og hans elevkammerater blev det en oplevelse for livet, og de danske marinere var populære. De blev godt modtaget overalt, men disciplinen var skrap.

Efter et par ugers ophold skulle de vise, hvad danske marinere duede til.

De danske marinere blev sat over for ca. 100 mand fra 5. Artilleriafdelings 3. batteri, ("Runkedorerne"), og det blev en militærøvelse, som gav genlyd på klippeøen og i øens aviser.

Besætningerne på LINDORMEN og FREJA var personel, som mødte til tjeneste 7. juli 1943.

Men allerede den 29. august 1943 blev størstedelen af den danske flåde sænket, og Søværnets personel herefter interneret af tyskerne for ultimo oktober 1943 at blive hjemsendt på "orlov på ubestemt tid".

Efter sænkningen af flådens skibe på Holmen kom det til skudveksling. En af Lorenzens elevkammerater samt en værnepligtig blev dræbt af skud, og andre på Holmen såret.

Efter frigivelsen fra interneringen, der rent faktisk nær var blevet til deportation til Tyskland, gik mange ind i modstandskampen.

Efter befrielsen blev uddannelsen genoptaget. For Jørgen Lorenzens vedkommende dog først efter en afstikker til politiopgaver ved grænsen i Kruså.

Marineinfanterister

Søværnet havde i mellemtiden fundet ud af, at Den Danske Brigade i Sverige havde fået en uddannelse, der skulle danne grundlag for de igen mødte math-elevers uddannelse.

Øvelserne med hæren gav store overskrifter i avisen

Uddannelsen fandt sted på det efterladte tyske batteri Spodsbjerg nord for Hundested, og var efter bedste brigadeinfanterimønster, hvor der blev skudt med skarpt under fremrykning, klinter og skrænter blev forceret, og daglige marchture, der efterhånden kom op på 80 km, og hvor den sidste marchtur gik fra Hundested til Holmen, København.

Hård kost - ingen frihed - ca. 30 elever var ikke i stand til at gennemføre strabadserne og måtte forlade Søværnet!

På denne baggrund var det ikke underligt, at det var nogle hårde halse, som stillede op til den første militære øvelse på Bornholm efter krigen, og trods underlegent antal gik marinerne da sejrrigt ud af den første øvelse, der foregik i området ved Paradisbakkerne.

I modsætning til artilleristerne var marineinfanteristerne udstyret med megen øvelsesammunition såvel som plastisk sprængstof, som modstands-bevægelsen i sin tid havde modtaget

fra England, så der blev kæmpet, og brag kunne høres over det meste af øen.

Marineinfanteristernes sejr var en kendsgerning, som det også fremgik af de lokale aviser, der fulgte øvelsen. Hvad marineinfanteristerne ikke vidste efter sejren var, at der ventede en hævn fra artilleristernes side.

LINDORMEN - i Neksø havn - blev stormet endnu inden, landgangsstyrker-ne var returneret til skibene, og det blev et slagsmål af de helt store, hvor alle tilbageværende i LINDORMEN og FREJA blev involveret, fra chef til yngste mand.

Øvelsesledelse eksisterede ikke, og ingen af søfolkene var ikke klar over, at artilleristernes hævn var under forberedelse. Marinerne forsøgte at spule "fjenden" væk, men "fjenden" brugte tåregasbomber, og det lykkedes dem at nedkæmpe LINDORMENs og FREJAs besætninger og erobre skibene un-der stor opmærksomhed fra de mange Neksø-borgere.

En øvelse og et slagsmål, der lå i samme plan, som de engelske SAS-styrker m.fl. i dag anvender under øvelser.

Minelæggeren LINDORMENs besætning havde festlige dage på Bornholm efter befrielsen i 1946.
(Foto: Jørgen Strange Lorentzen)

Tilbage til Bornholm

Halvandet år senere fik Jørgen Lorenzen i øvrigt et endnu større born-holmsk publikum - og denne gang var det i knap så krigerisk atmosfære. Han deltog nemlig i et stort anlagt flyvestævne, og omkring 4000 bornhol-mere valfartede til lufthavnen.

Lorenzen var sportsflyver i sin fritid, og ved stævnet i Rønne opnåede han en andenplads i sin KZ-III maskine, da 10 flyvere holdt navigations- og mærkelandings-konkurrence.

En anden af Lorenzens store interesser var fotografering - hvilket blandt andet fremgår af billederne på siden her.

Overalt havde han sit kamera med, og da han kom i en lang række brænd-punkter ved krigens afslutning, er det et utroligt spændende materiale, han i dag kan forevise.

Og som en absolut sjældenhed har han en lang række farveoptagelser fra den bevægede tid i danmarkshistorien. Fordi han havde indkøbt farvefilm i krigens første år - og gemt dem godt - kunne han lave en lang række farveoptagelser i 1945-46.

Jørgen Lorenzen sagde Søværnet farvel i 1985, men han holder tempoet gennem en række konsulentjobs og egen virksomhed.

Og minderne om Bornholm?

De dukkede såmænd op under en spændende rejse til Mexico, da Lorenzen mødte en journalist med tydelig bornholmsk tone.

- Har du en beretning om dit liv i Søværnet,
eller har du blot lidt god orlogslune?

Så send en e-mail, evt. med vedhæftet fil.
Husk at angive evt. kildeoplysninger.

Du kan evt. også anvende Debat Forum'met her på websiten.

^|^{Til toppen}

FLERE PERSONLIGE BERETNINGER:

Se oversigten

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 31. august 2003